Sagntidens kongsgård

For at løse Lejres gåder må man gå i jorden; det har Roskilde Museum gjort gennem de sidste ti år, og det er ikke telte og hytter, vi først og fremmest har fundet spor af. Blandt det, som tidligst viste sig, var tomten af en ca 50 meter lang halbygning, det største oldtidshus, der hidtil var påvist i Danmark, men det må rigtignok tilføjes, at der senere er dukket flere næsten lige så store hustomter op andre steder i landet, én helt tilbage fra bronzealderen. Lejrehallen må imidlertid ses i sammenhæng med egnens andre oldtidsminder, der blandt andet omfatter landets største skibssætning og et antal gravhøje af usædvanlig størrelse. Hallen var i øvrigt langtfra den eneste bygning på stedet, den har, viser udgravningerne, blot været et led, om end måske det centrale, i en vidtstrakt bebyggelse, hvis karakter vi endnu ikke har fuld klarhed over, men som må siges at bekræfte sagnenes vidnesbyrd om Lejres betydning i oldtiden. Om det store hus er kongsgården, kan naturligvis ikke siges med sikkerhed, men det er i hvert fald en oplagt mulighed.

Hallen har tidligere været omtalt her i bladet (1987:3), men vi har fået bedre kendskab til den siden da. I virkeligheden er der tale om flere, mindst fire, haller, som har afløst hinanden på samme - eller dog næsten samme - sted. Den samlede levetid for dette selvfornyende bygningsværk kan ud fra fundene og ved forsigtig brug af naturvidenskabelige dateringsmetoder anslås at have strakt sig fra ca år 700 til sidste halvdel af 900-årene, et tidsrum på op mod 300 år. Hallen har været af typen, vi kender fra Trelleborg og andre af det sene 900-tals lokaliteter: krumvægget med udvendige støttestolper. Om skråstivernes funktion har der været nogen uenighed, men det mest sandsynlige er nok, at de har skullet hjælpe væggene med at bære vægten af den enorme tagkonstruktion. Det er vist første gang i Danmark, skråstiverelementet er påvist så langt tilbage som 700-årene. (Fig. 1)

Den på tegningen viste plan af hallen dækker de to mellemste faser; man har simpelthen, da huset skulle fornyes, rejst nye stolper i de gamle stolpehuller. Som sædvanlig i jernalderens langhuse er der to rækker indvendige bærestolper, men på et stykke tæt vest for midten har man udeladt to stolpepar, så der er dannet et stort åbent rum; det er det, der retfærdiggør betegnelsen hal. I langvæggene er der fire døre, to mod nord, to mod syd, og inde i huset, mellem de tagbærende stolper, ses dørstolpehuller, som viser, at bygningens indre har været opdelt med tværgående skillevægge. I det største af de således dannede rum, det hvortil hal-sektionen hører, fandtes et ildsted, og i det østligste en nedgravet kælder, velsagtens til opbevaring af madvarer, nu fyldt med dyreben og andet affald. Det er fristende på dette ganske vist spinkle grundlag at placere husherren (kongen?) og hans familie i bygningens vestlige del, inklusive det store midterrum, og tjenestefolkene i den østlige. En sådan tolkning kan finde støtte i senere engelsk kildemateriale. (Fig. 2, fig. 3)

Omkring hallen har ligget en række bygninger af forskellig størrelse og konstruktion. Et lille hus nær hallens sydvesthjørne kan have været privat opholds- eller soverum for husherren eller hans familie, mens et langhus længere mod syd (det sydligste af de indtil nu udgravede huse) bedst kan tolkes som en magasinbygning; det har haft helt åben østgavl. Blandt husene nord for hallen hæfter man sig især ved en meget anselig bygning; også den er fornyet et antal gange og kun med små forskydninger fra det oprindelige sted. Længden var omkring 42 meter, bredden 6-7 meter, så huset har været langt under hallens format, men dog stadig af en størrelse ud over det almindelige. Som hallen har det haft krumme vægge med udvendige støttestolper, men de sidstnævnte manglede ved de ældre trin; i modsætning til hallen har denne bygning altså gennemløbet en udvikling. Det er bemærkelsesværdigt, at indgangenes karakteristiske placering i langsiderne nær gavlene går igen i alle stadier, det må formentlig betyde, at anvendelsen har været den samme fra ældst til yngst. Men hvori bestod så denne anvendelse? At der er tale om en menneskebolig, viser genstandsfundene, og sværdstumper derimellem lader os ane beboernes profession: tanken falder på hirden, den krigerskare, som udgjorde fyrstens personlige livvagt. Det ser ud som om hele det til nu omtalte bygningskompleks har udgjort en enhed, husene har fungeret sammen og gennem en meget lang periode; reparationer og fornyelser er foretaget, men ikke flytninger i større stil. I Snorre Sturlasons Norgeskrønike finder vi en beskrivelse af kongsgården i Nidaros (Trondheim), som kan være af interesse i denne forbindelse. Den gengives her i oversættelse ved Johannes V. Jensen og Hans Kyrre: »Kongsgården i Nidaros blev bygget af kong Olav (Olav den Hellige, som regerede 1015-1028). Den bestod af en stor hirdstue med døre i begge gavle; midt i stuen stod kongens højsæde, indenfor havde Grimkel, hans hirdbiskop, sit sæde, og efter ham sad de andre præster; udenfor, til den anden side, sad det kongelige råd. I det andet højsæde, lige over for kongen, sad hans staller (øverste hirdmand), Bjørn den Digre, og dernæst kongens spejdere. Og der stod altid gode pladser til kongens fornemme gæster. Øllet skulle de drikke ved ilden. Hver mand havde sit arbejde, som det dengang var skik blandt konger; kong Olav havde altid hos sig 60 hirdmænd og 30 spejdere, som han gav løn og love; 30 huskarle var der til at udføre det daglige arbejde på gården og sørge for levnedsmidler; desuden var der en stor flok trælle. Hirdmændene havde en skåle, hvor de sov om natten, og i en bygning for sig afholdt kongen sine hirdstævner«.

Under alle omstændigheder har halbebyggelsen i Lejre en karakter, der afviger stærkt fra de »vandrende« landsbyer, vi ellers kender fra datiden (se Skalk 1984:3). Husene er lagt ud efter en fast plan, der er opretholdt stort set uforandret gennem næsten 300 år. Det bliver forklarligt, hvis der, som vi formoder, er tale om en kongsgård. En sådan har haft store jordtilliggender, der har sikret dens eksistens, og som tiden gik, har forskellige former for skatter - vel i form af naturalier - sneget sig ind og bidraget til hoffets underhold. Monumentalbygninger og kostbare gravanlæg taler om rigdom ud over det almindelige. (Fig. 4)

Halkomplekset ligger på et bakkefremspring tæt vest for den nuværende Lejre landsby, og lige nord for befinder sig et tilsvarende fremspring, som udgravningen efterhånden bevæger sig hen imod. Selv nede i det lavere område mellem bakkerne har der ligget store huse, men hvad der især interesserede os, var sporet efter en næsten meterdyb, øst-vestgående rende, sikkert en palisadegrøft; i virkeligheden var der to parallelt løbende grøfter, så også dette anlæg må på et tidspunkt være fornyet. Vi troede at have fundet en indhegning omkring bakken med hallen, men det viste sig ikke at være tilfældet; grøften blev forfulgt i begge retninger til hjørner, der bøjede mod nord, altså med retning mod det andet, endnu uudforskede bakkedrag. Ved gravninger på dettes nordside genfandtes grøften, og vi kan nu med nogenlunde sikkerhed sige, at det drejer sig om en firkantet palisadeindhegning, ca 170x200 meter i omfang, med kraftige hjørnestolper. En ny og meget spændende brik i Lejrepuslespillet er hermed bragt på bane. Hvad der gemmer sig inden for hegnet er endnu uopklaret, men søgegrøfter, vi har ført hen over området, viser i hvert fald, at der har ligget huse, og meget taler for, at de i det væsentlige er fra samme tid som halbebyggelsen på den sydlige bakke, dog måske med et lidt senere ophørstidspunkt.

Lad os et øjeblik vende tilbage til sydbakken med den store hal og de omkring den liggende huse. Som nævnt må bebyggelsen her være opgivet og bygningerne fjernet i sidste halvdel af 900-årene, men der har stadig færdedes mennesker i området, det viser et tyndt kulturlag, der er lejret hen over de gamle tomter, og affaldsgruber, som er gravet ned i dem. Fund herfra - keramik, smykker og en enkelt mønt - hører hjemme i begyndelsen af 1000-årene, og det er i bogstavelig forstand nærliggende at se dem som afkast fra bebyggelsen inden for firkanthegnet; den må i så fald have fortsat nogle tiår efter at halbebyggelsen var nedlagt. Blandt fundene fra dette sent tilkomne lag er en samling hårdtbrændte glaserede skår af særlig interesse. Umiddelbart ville man ikke tro, at den brungrønne blyglasur hørte hjemme i vikingetid, snarere i 1200-årene, men fundomstændighederne var helt sikre. Under søgen efter holdepunkter kunne England være et godt bud, og heldet var med os, eksperter fra Lincoln kom på besøg, de kunne med det samme bestemme keramikken som engelsk, og netop fra tiden lige efter årtusindskiftet. Det var spændende i sig selv, men snart tog sagen en ny drejning: nærmere undersøgelser i England viste, at nok var teknologien og kartyperne engelske, men det leret iblandede magringsmateriale var sydskandinavisk. Vi skal over Sundet, til Lund, for at finde noget tilsvarende, og her er vort lertøj sandsynligvis produceret. Pottemagerne, der fremstillede det, føjer sig da til rækken af specialiserede håndværkere, såsom kirkebyggere og møntslagere, der - sikkert på kongens bud - drog fra England til Danmark i den korte periode efter årtusindskiftet, hvor de to lande havde fælles regenter. Overraskende, at dette fine og sjældne bordtøj dukker op i Lejre på et tidspunkt, hvor meget ellers taler for, at det nærliggende Roskilde har taget glansen af den gamle kongeby. (Fig. 5)

Næsten al omtale af Lejres herlighed stammer fra sagn optegnet århundreder efter, at de beskrevne begivenheder havde fundet sted, men der er en undtagelse: den tyske biskop Thietmar af Merseburg fortæller i sin »Chronicon«, forfattet omkring 1015, at der i Danmark »er et sted ved navn Lejre, rigets hovedsted, i den landsdel som kaldes Sjælland«; her foretog danerne hvert niende år bloddryppende ofringer af mennesker og dyr (se Skalk 1995:1). Oplysningen om Lejre står som en tilføjelse, men i det originale manuskript og sikkert foretaget af Thietmar selv, han må altså have siddet inde med informationer om den danske kongsgård, måske fra personer i den nyetablerede danske kirke. Om ofringerne kan man have sine tvivl, Thietmar havde gode personlige grunde til at sætte danskerne i et dårligt lys, men bemærkningen om Lejre tyder i hvert fald på, at lokaliteten helt op til hans tid har været af en vis betydning.

De til nu beskrevne udgravninger fandt, som man vil have forstået, sted i bakkelandet tæt oven for den nuværende landsby, men også i selve Lejre har der været gravet, om end af forståelige grunde i mindre omfang. Uanset hvor i dette område, spaden blev stukket i jorden, fremkom tykke kulturlag med boligrester, men ikke af langhuse som på bakken, derimod af de langt mere beskedne grubehuse. En smedie og en korntørringsovn hører med i billedet af denne bebyggelsesdel, der nærmest må betegnes som et værkstedskvarter, et nødvendigt tilbehør til kongsgården. (Fig. 6, fig. 7, fig. 8)

I en af de søgegrøfter, der blev anlagt ud mod ådalen, og som havde til formål at afgrænse udstrækningen af værkstedsområdet, fik vi uventet et glimt af Lejres senere historie i form af et fundament dækket med teglstensbrokker og knust frådsten. Det viste sig at være kælderetagen til en 6x8 meter stor bygning, sat af frådsten og sikkert fra 1100-årene, altså omkring halvandethundrede år yngre end det sene kongsgårdsbyggeri. En fornemt udført trappe førte ned til et dørparti sat af smukt tilhugne blokke. Lidt længere ude i dalen er tidligere fundet svært egetømmer; det har vist sig at være resterne af en vandmølle, ligeledes fra 1100-årene og sikkert samhørende med bygningen. Lejre ligger på et sted, hvor et vidt forgrenet net af små og store vandløb forenes, og som derfor indbød til udnyttelse af vandkraften. Har møllen haft forgængere i kongsgårdstiden? I dag strækker en vældig dæmning sig tværs over dalen, ud for landsbyen; den er C-14 dateret til senmiddelalder, men dens funktion er endnu ikke endeligt klarlagt.

I en lille krønike forfattet kort før 1200 af Svend Aggesen siges det om Lejre, at den forhen var »den navnkundigste kongsgård, mens den nu, nær som den ligger ved Roskilde by, næsten hører til de allerringeste småbyer og knap nok har beboere«. Det stemmer ikke helt med det indtryk, udgravningerne har givet. Svend må have tænkt i meget store baner.

Som tidligere berørt adskiller fundkomplekset i Lejre sig med sine store huse og stadige genrejsninger af disse på samme sted gennem meget lang tid klart fra andre samtidige bebyggelser, der er undersøgt rundt i landet. Egentlig minder det mest om senere tiders storgodser med imponerende hovedbygninger omgivet af de for driften nødvendige avls- og værkstedshuse, og det er begrundelsen for, at vi med støtte i den nu til dags ringe anskrevne sagnhistorie vover at opfatte det fundne som en kongsgård. Den endelige vurdering af de enkelte afsnits brug og betydning må vente til også det indhegnede område er undersøgt, og det bliver interessant at se, om vi - som ventet - her vil finde den hedenske kongsgårds kristne fortsættelse; det meget kraftige palisadeværk er netop kendt fra den allerseneste oldtids stormandsgårde. Til en sådan gård hørte undertiden en kirke (jfr Skalk 1995:3), så vi vil ikke blive lamslåede, hvis sporene af en sådan skulle dukke op. Inden for firkantområdet ligger en højning, der efter alt at dømme er resterne af et fortidsminde. På Ole Worms Lejreprospekt fra 1643 (se forsiden) finder vi det afsat og betegnet M: Kirkehøj. (Fig. 9)