Sagntidens havn

Kanalen er enestående i Norden, og det er forståeligt, at man siden udgravningen i 1960 har haft opmærksomheden henvendt på området. Blandt andet spøgte tanken om navnet på landsbyen Stavns, godt en kilometer syd for Kanhave. I 1424 hed byen »Staffnes«, hvor ordets sidste led refererede til et næs, som strakte sig syd for landsbyen, indtil en inddæmning af en del af Stavns Fjord i 1877 slørede denne landskabsprofil. Men første del af navnet – betød det stave eller pæle? – havde der været en pælespærring eller hvad? – og havde de formodede pæle nogen forbindelse med vikingekanalen? Det kom der en slags svar på, da en lokal fisker for et par år siden ikke kunne få sin båd ud i fjorden på grund af lavvande. Sammen med sin kone begyndte han at grave en rende i dyndet – og stødte på pæle, mange pæle, tilsyneladende sat efter et regelret system. Rygtet om fundet nåede hurtigt til museumsfolk, og dykkerklubben Neptun fra Odense stillede gratis mandskab til rådighed, som foretog opmålinger og tog træprøver til laboratorieanalyser.

Ved den første opmåling afsløredes en dobbelt pælerække, som fra det lave vand strakte sig 50 meter ud mod en seks meter dyb sejlrende i fjorden. Projektet så så spændende ud, at dykkerklubben også henlagde næste sommerferie til Samsø, og nu registreredes og opmåltes fire andre dobbelte pælerækker med samme retning som den første. Samtidig indløb fra Nationalmuseet rapporter om undersøgelsen af de første pæle. Af kulstofanalysen fremgik, at de var omkring 1600 år gamle, altså fra 4.-5. århundrede efter Kristus, og vedundersøgelsen syntes at vise, at træsorten var tax. Det sidste resultat er der siden rejst tvivl om, men overraskelsen var også især pælenes høje alder. Da Kanhave-kanalen blev bygget, havde de eksisteret i ca 400 år.

Hermed er vi tilbage i en spændende tid. Af samtidige storværker kan nævnes guldhornene og Nydambåden, fund som betegner en epoke af dynamisk fremdrift. Nede i Europa vaklede og faldt det store romerrige under pres fra fremstormende hunner og goter. Ved den lejlighed slap blandt andet England for deres besættelsesmagt, men mistede samtidig et militært bolværk mod de truende picter i Skotland. For at kunne bekæmpe picterne tilkaldte briternes konge hjælp fra angler, saxer og jyder. Det førte til en veritabel kolonisation ligesom senere i vikingetiden, og man kan se dem for sig på vej til England i både af Nydamtypen. Kun lidt længere fremme i tid er det første vikingetog, rettet mod frankerriget, tilsyneladende foretaget af folk fra Danmark. De blev slået, og deres konge Hugleik faldt år 516, næsten 300 år før den egentlige vikingetid begyndte. (Fig. 1-2)