Sagnets virkelighed

»I Tvehøje på Tøstrup mark er en stor skat begravet. Da fire gårdmænd i Tøstrup by engang havde fået i sinde at grave skatten op, drog de derop og kom så vidt, at de kom til en stor kobberkedel fuld af sølv og guld. Men da de ville trække den op, ser de, at alle fire gårde står i lys lue. Mens de så efter det og begyndte at løbe, så lukkedes højen igen, og kedlen forsvandt. Da de nu var blevet visse på, at der var en stor skat der, så begyndte de at arbejde igen på fastende hjerte, uden at tale og før solopgang. De kom og straks til kisten og fik fat i hanken og ville til at tage den op, så kom der en sort kok (hane) og dansede om på randen af kedlen og gav en umådelig stank fra sig. Mændene tog til næsen, men sagde ingenting. Men en dreng, der var kommen til stede af nysgerrighed, sagde: Fy for Fanden, hvor han fiser. Straks sank kedlen, og ingen har set den siden«.

Hovedparten af de folkelige overleveringer er nedskrevet i sidste halvdel af 1800- årene, men sagn om højenes rigdomme har eksisteret langt tidligere og kan i flere tilfælde spores tilbage i middelalderen. Fælles er de eventyrlige forestillinger, som omgærder dem, og som skyldes, at de er blevet genfortalt gennem generationer under stadig forbedring og udpyntning. Høje indeholder grave og dermed gravgods, og det har naturligvis givet historierne næring, selv om det sjældent er ufattelige rigdomme, man finder her; sager af bronze og jern optræder oftere end dem af guld og sølv. Når sagnenes skattejægere så ofte bliver skuffede, er det altså i god overensstemmelse med virkeligheden.

En anden slags skattesagn er mere nøgterne og ikke nødvendigvis knyttet til høje, selv om det ofte er tilfældet. Her drejer det sig næsten altid om fund af mønter, og ikke sjældent er såvel den lykkelige finder som findestedet nævnt ved navn. I hvert fald nogle af disse overleveringer kan meget vel være historisk funderede (fig. 1). Det er en kendt sag, at man under krig eller i anden nødsituation har hengemt værdier på markante steder i naturen, for eksempel ved store sten, hvor man let kunne hente dem frem igen, hvis der blev mulighed for det – hvad der ikke altid blev. Også gravhøje kunne bruges i sådanne situationer (fig. 2).