Sænkesten

I årene under og efter krigen blev der arbejdet i de danske moser som aldrig før. Der blev skåret tørv, eller mosefladen blev harvet til smuld, som en maskine trykkede til briketter – alt sammen for at puttes i kakkelovnen i mangel af kul og koks. Men moserne indeholdt ikke blot tørv, også oldsager, 20% mente Blæksprutten at vide. De fleste af fundene var fra stenalderen, og her indtog den midtsjællandske Åmose en klar førsteplads. Meget – sikkert langt det meste – gik tabt, skønt alle kræfter blev sat ind for at redde, hvad reddes kunne. Museerne gik naturligvis i spidsen, men deres mandskab rakte ikke langt, så der var mere end god brug for den hjælp, som kunne ydes af interesserede arbejdsmænd og amatørarkæologer. Af disse sidste er der flere slags, gode og mindre gode, men mange har været forskningen til nytte, ikke blot ved at redde fund, hvad de med deres egnskendskab og lokale kontakter har særlige forudsætninger for, men også ofte ved en fordomsfri behandling af problemerne eller ved at stille sagkundskab til rådighed på områder, hvor de professionelle er uerfarne eller blanke. At privatsamlingerne blomstrer i disse kredse, siger sig selv.

En sådan amatørforsker er Svend Kristensen fra Ringsted, som undertegnede for nylig aflagde besøg hos. Hans samling, hvoraf en væsentlig del netop stammer fra efterkrigstidens aktiviteter i Åmosen, var som de fleste af slagsen stærkt præget af stenalderens flintsager, men andre materialer som ler, ben og tak manglede dog ikke. Og midt i det hele lå så fire knytnævestore sten, ubearbejdede og ikke særligt spændende at se på, men stykker, som intet museum i Danmark ejer magen til. Om tre af stenene var nemlig bundet noget, der lignede snor, mens den fjerde havde tydelige mærker efter en sådan ombinding. Det må være sænkesten til fiskenet, men af en anden og simplere type end dem, vi ellers mener at kende (Fig. 2). Det var under et tilfældigt besøg i Åmosen en sommer i begyndelsen af 1950’erne, at Svend Kristensen blev opmærksom på marken, hvor en boplads var ved at blive lavet til smuld. Noget fik han reddet foran maskinen, men arbejdet måtte jo ikke sinkes, så selv om nogle pilsnere kan gøre underværker, var det nødvendigt at lægge hovedindsatsen efter fyraften. Ved forsigtig nedgravning i de mørke pletter og områder, hvor erfaringen hurtigt lærte ham, at de fleste oldsager lå, fik han bjærget en del, men alt skulle naturligvis være dækket og i orden inden næste morgen, når maskinen startede sit ødelæggelsesværk.