Sædernes forfald

Det kloster i Randers, der i det følgende skal tjene os som eksempel, var et nonnekloster af benediktinerordenen, et af de 17, som kendes her fra landet. Regelsættet, man havde at leve efter, var nedskrevet omkring 540 af den hellige Benedikt af Nursia, og selv om meget havde ændret sig, inden de første benediktinere i 1000-årene kom til Danmark, så var grundholdningen dog stadig, at alt, hvad man foretog sig, skulle være Gud til ære. Bønner skulle fremsiges døgnet rundt og ikke blot i klosterkirken, men også privat i de små celler. Hvad nonnerne foretog sig derudover, står mere uklart, men sy- og sikkert også broderiarbejde har i hvert fald optaget en del af tiden. De fleste af disse kvinder var formentlig af adelsstand og dermed kyndige i »baldyring«, så det er faldet ganske naturligt, at de fortsatte med denne syssel i deres nye tilværelse. Det vides, at nonnerne i engelske og tyske klostre i stor udstrækning påtog sig opgaver som sygepleje, alderdomsforsorg og undervisning, samt at man fremstillede bøger og havde egne biblioteker, men om det samme var tilfældet i Danmark og i så fald i hvilket omfang, er usikkert. Oprindelig var det nonnerne pålagt at udføre almindeligt legemligt arbejde, men dette blev lidt efter lidt overladt deres private tjenestefolk eller andre af klostrets ansatte – i klar modstrid med Benedikts forskrifter. De danske benediktinernonner har formentlig kunnet skrive, men der foreligger intet fra deres hånd om klosterlivet og altså heller ikke om dets mindre heldige sider. Fra England, hvor nonneklostrene var underlagt de stedlige bisper, kendes visitatsberetninger, hvor man får indtryk af, at livet bag murene formede sig ret så verdsligt, men de skrivende kan have haft personlige grunde til at overdrive, og vi kan heller ikke uden videre overføre engelske forhold til Danmark.

Det ideelle antal benediktinernonner var sikkert – her som andetsteds – tolv, men det kunne variere noget; således husede Ribeklostret i flere perioder kun 3-4 nonner, mens det i Dalum op mod reformationen havde henved 30. Der var plads for alle aldersklasser: ganske unge piger, modne damer, hustruer, enker – alle lovede de »at tjene Gud og den hellige jomfru Maria«, så længe de levede. Der er ingen tvivl om, at det løfte var alvor for mange, men andre har taget det mindre tungt, og der er nok lidt om snakken, når man har kaldt benediktinernes nonneklostre for adelige forsørgelsesanstalter. Det bedste for en standsperson var naturligvis at få sin datter anstændigt gift, men lod det sig ikke gøre, var det en acceptabel mulighed at anbringe hende i et kloster. Ved optagelsen betalte den indtrædende en vis sum, enten i rede penge eller i fast ejendom; beløbet, hvis størrelse vi ikke kender, må opfattes som en slags livrente til dækning af udgiften ved klosteropholdet. Det var påbudt nonnerne at leve i fattigdom, men for en fornem kvinde har denne regel været svær at efterkomme.

Hvad nu det omtalte Randerskloster angår, så er det ikke meget, vi ved om det fra skriftlige kilder, kun at det som størstedelen af benediktinerklostrene var indviet til Vor Frue, at det i anden tredjedel af 1100-årene husede en nonne ved navn Thrugundis, at det i senmiddelalderen gik i forfald, og at Erik af Pommern 1431 anmodede paven om tilladelse til at nedlægge det og overdrage bygningerne til en anden klosterorden, karteuserne. Hvad der kom ud af denne henvendelse, er uvist, men det blev i hvert fald en helt tredje orden, birgittinernes, der tyve år senere fik Randers Vor Frue lagt til sit nystiftede kloster i Mariager. Alle bygningerne er senere forsvundet, men navnet Klostergade minder stadig om deres eksistens.

1988-89 fik Kulturhistorisk Museum, Randers, mulighed for at udgrave dele af klostret. Kompleksets ældste bygning, kirken, var dog undersøgt ved en tidligere lejlighed, nemlig i 1905, hvor de sidste tilbageværende rester omkring vestenden og tårnet blev fjernet; af østenden er kun frigravet et enkelt kort murstykke, så det er usikkert, hvordan denne del af bygningen har været udformet. Som byggemateriale var anvendt kalk- og frådstenskvadre, og opførelsen må have fundet sted omkring år 1100. Da selve klostret senere blev bygget, lod man kirken – dengang byens største – indgå som sydfløj, og den fungerede derefter som sognekirke samtidig med, at den betjente nonnerne (Fig. 2). Også kirkegården synes at have været delt. Der blev fundet skeletter såvel syd som øst for klostret, de første er utvivlsomt nonnerne, de sidste – ca 250, børn og voksne af begge køn – må være almindelige borgerfolk.