Således fik kongen bugt med jydernes stivsind

På Bygholm boede tidligere lensmanden, som Hatting herred var underlagt. De nuværende bygninger er fra 1700-årene, men i et hjørne af parken ligger en afrundet banke med tegn på omløbende voldgrave, resterne af det ældste Bygholm. De tilstødende arealer er nu udlagt som industrikvarter, hvilket selvsagt er gået lidt ud over herregårdsidyllen.

En af virksomhederne, Rackmanns Fabrikker, ønskede sommeren 1984 at udvide, og under jordarbejdet til en ny lagerhal stødte man helt uventet på menneskeskeletter, gravlagte fra en middelalderlig kirkegård. Fundet gav anledning til en større undersøgelse forestået af Vejle Museum og Nationalmuseet i forening. Et ret betydeligt antal mennesker var gennem ni uger beskæftiget med at afdække et område på mere end 3000 kvadratmeter. 600 grave blev tømt og resterne af en lille stenkirke fremdraget.

Kirken har ligget på en bakke, hævet næsten fem meter over det omgivende terræn. Mod øst har der været en ret kraftig skråning ned mod et fugtigt område, mod vest var overgangen mere glidende (Fig. 1). Nedbrydningen af bygningen er foretaget med grundighed, kun de nøgne fundamenter lå tilbage, og flere steder var endog de fjernede. Over det hele bredte sig et nedbrydningslag med så store mængder af frådsten (kildekalk), at det må formodes, kirken har været opført af dette materiale. Ikke særligt overraskende, frådstenskirker findes over det meste af landet, og netop egnen omkring Horsens-Vejle er rig på dem. Nogle af vore allerældste stenkirker - fra 1000-årene - er opført af frådsten, som først gik endeligt af brug et par hundrede år senere.

Bygningens grundplan er den almindelige romanske: et rektangulært skib med et lidt smallere kor mod øst. De to dele ligger en smule forskudt i forhold til hinanden, men det er formodentlig blevet udlignet ved den endelige opførelse. Fundamenterne til det forholdsvis korte skib er tydeligvis lagt ud sidst; man er begyndt med koret, hvilket også var det almindelige. Noget kunne tyde på, at koret har stået færdigt og fungeret alene en tid, før man gik videre med byggeriet. Under skibets fundamentgrøfter blev således fundet flere grave, som vel må stamme fra denne periode.

Omkring kirken lå kirkegården med indhegning og mængder af grave samt spor af to træbygninger, som det vil være rimeligt at omtale først. Den ene, vestligt i området, har været ganske lille med seks stolper fordelt på to rækker. Den er tydeligt respekteret af gravene, og det er sandsynligt, der er tale om en klokkestabel. Den anden bygning var til gengæld meget stor, 7 x 12 meter, og her er vi mere i tvivl om tolkningen.

Dette hus, der har ligget tæt nordvest for kirkebygningen og parallelt med denne, var ligeledes kendetegnet ved to rækker stolpehuller. Gravene har taget et vist hensyn til det, så det må have stået, mens kirkegården var i funktion. Der var grave både uden for og inde i bygningen, og da de sidstnævnte indeholdt ret store mængder af trækul, må man næsten gå ud fra, at huset på et tidspunkt er brændt og pladsen først derefter taget i brug til gravlægning. Hvad bygningen har været brugt til, er vi som sagt noget i tvivl om. Hvis den har hørt til en gård, må frådstenskirken opfattes som en privatkirke, der senere er blevet sognekirke, men denne teori kan langt fra underbygges. Der kan også være tale om en kirkelade, omend
med en lidt ejendommelig placering, og helt udelukke, at det kan dreje sig om en trækirke, en forgænger for stenkirken, kan man vel heller ikke, selv om forskelligt taler derimod. Sporene af de danske trækirker er hovedsageligt fundet ved undersøgelser under gulvene i nu eksisterende kirkebygninger, men det er nok mest, fordi det er dér, man har søgt efter dem, og vi ved i hvert fald, at nye stenkirker ikke altid blev opført på de gamle trækirkers plads. I størrelse overgår vor bygning langt de trækirker, vi kender - i hvert fald de fleste af dem - men det kan skyldes, at det kun er de små, vi finder inden for stenkirkernes snævre rammer. Alligevel falder det svært at tro, at der i det lille østjyske sogn skulle have været behov for en kirke, der i størrelse ikke gav byernes trækirker noget efter (Fig. 2).

Indhegningen, der afgrænsede kirkegårdens viede jord, kunne ved udgravningen erkendes som en grøft, en lav, fladbundet rende, som ikke kan have ligget åben længe, da den var uden tegn på tilgroning (Fig. 3). Hvordan hegnet egentlig har set ud, står ikke ganske klart, men det har i hvert fald omrammet et areal på ca 45 x 70 meter.

Det var undersøgelsen af de mange grave, som tog mest på kræfterne. Der var omkring 600 ialt og af flere forskellige typer. Nogle var bevidst gravet i kropsform, andre - lidt mere end en tiendedel – havde stenarrangementer af forskellig art, som muligvis angiver, at de er anlagt til forskellig tid. I mange tilfælde var der lagt en planke hen over liget, hvilende på stenene. Egentlig kiste blev kun påvist med sikkerhed i 21 tilfælde.

Kristne grave er altid orienteret øst-vest og med hovedenden i sidstnævnte verdenshjørne (Fig. 4). De døde ligger udstrakt på ryggen, men armene og hændernes placering kan variere en del. Langt de fleste af de udgravede skeletter havde armene ned langs siden af kroppen, men hos nogle lå hænderne samlet over bækkenet, og andre igen havde armene over kors på maven eller nederst på brystkassen. Vi får herigennem en grov indbyrdes datering. Fra andre undersøgelser ved vi nemlig, at grave, hvor liget har hænderne på brystet, er yngre end dem, hvor armene ligger ned langs siden.

Oldtidsgrave daterer man på gravgodset, men kristne mennesker har ikke brug for den slags, så muligheden bortfalder med middelalderen. De få ting, som blev fundet under udgravningen, må enten være kommet med tilfældigt eller have siddet i den klædning, afdøde var begravet i. Nogle spænder - mest af simple ringformer - kan således have holdt sammen på ligklædet. Ved en voksen persons lårben lå en nøgle, og et barn havde en stump af et knivsblad i munden.

Enkelte grave blev overraskende fundet helt tomme - også i områder, hvor nærliggende fund viste, at bevaringsforholdene for skeletter var udmærkede. Den tanke må uvilkårligt melde sig, at man i forbindelse med sløjfningen af kirke og kirkegård har flyttet enkelte lig til et nyt og ukrænket hvilested. Disse grave må da enten have været af ganske ny dato, da skiftet skete, eller personerne på en eller anden måde af særlig interesse eller betydning. Gravene på kirkegården griber kun sjældent ind i hinanden, så man må gå ud fra, at de var markeret på overfladen med en jordtue eller lignende.

Vigtige forskningsmæssige bidrag giver de nøgne skeletter, sogneboerne selv. Ialt blev der fundet rester af 618 personer, som gennem antropologiske undersøgelser kan fortælle om middelaldermenneskene og deres kår. Det var lavstammede folk, der dengang boede på egnen; mændene har målt omkring 1,65 meter, mens gennemsnitshøjden for kvinderne var 1,55. Et andet middelalderligt skeletmateriale, fra Skt Mikkelskirken i Viborg (se Skalk 1980:4), kan tjene til sammenligning. Her var de tilsvarende tal 1,72 og 1,58.

Svæklinge ser de ikke ud til at have været, vore sogneboere (Fig. 5, Fig. 6). Muskelfæsterne var hos næsten alle særdeles kraftige, de led ikke meget af gigt, og tændernes tilstand var bedre end normalt i de middelalderbefolkninger, som er blevet undersøgt. Helbredstilstanden synes kort sagt at have været god hos disse små, firskårne og kraftigt byggede mennesker, men døde er de jo altså og de fleste tidligt; gennemsnitslevealderen var kun lidt over tyve år, altså meget lav målt med vor alen. I alle aldersgrupper var dødeligheden større, end den er i dag. Værst for ganske små børn og kvinder i den fødedygtige alder.

Som nævnt kan det ikke helt udelukkes, at kirken oprindelig var privatejet, men senere har den i hvert fald hørt til et sogn, det viser de mange grave med sikkerhed. Det er ret overraskende, for man synes knap, der var plads til et sogn mellem Horsens og det daværende Hatting. Indlemmelsen i det altopslugende Hatting er formodentlig sket samtidig med kirkens nedbrydning, og spørgsmålet er så, hvornår denne fandt sted. Sandsynligvis et godt stykke tilbage i middelalderen - sognet nævnes ikke i de skriftlige kilder, og gravene ville nok også have grebet ind i hinanden, hvis kirkegården havde været i meget langvarig brug; man har ikke haft behov for at begrave i »lag«. Et lidt sikrere fingerpeg giver de spredte genstande, navnlig skår, som blev fundet i kirken og på kirkegården. De var fortrinsvis fra 11-1200-årene, kun ganske få tidligere eller senere. En mønt fra Erik Menveds tid, som fremkom i nedbrydningslaget over korfundamentet, må tillægges særlig vægt. Den er af en type, som ikke har været længe i omløb, så hvis den virkelig er tabt under nedbrydningen, hvad findestedet giver anledning til at tro, dateres denne til begyndelsen af 1300-årene.

Netop 1300-tallet er kendt for sine mange landsbynedlæggelser foranlediget af en omfattende landbrugskrise, men her, ved Bygholm, kan særlige forhold have spillet ind. I 1312 havde sjællænderne rejst sig mod Erik Menved i protest mod store skattebyrder, men oprøret blev kvalt, og kongen lod mange bønder hænge uden for København. Året efter, beretter kilden, gik »budstikken med vidje og brand« over Jylland. I første omgang sejrede bondehæren i et mægtigt slag ved Kolding, men krigslykken vendte, da Erik selv kom til. »Mod de nørrejyske bønder førte kongen en hær til Horsens. Her byggede han borg og underkuede dem«, fortæller Ribeårbogen, og Sjællandske krønike tilføjer skadefro: »Således fik kongen endelig bugt med jydernes gamle stivsind«.

Den tvangsborg, kong Erik anlagde, var efter al sandsynlighed Bygholm, og dermed er vor lille kirke kommet slemt i farezonen. Fra retsopgøret efter revolten ved vi, at netop bønderne fra denne egn blev udpeget som oprørets hovedmænd, så kongen har næppe betænkt sig på at lade deres kirke nedbryde; hans forhold til gejstligheden var i forvejen ikke alt for godt. Byggematerialerne kan i givet fald være brugt til borgens opførelse. Om så er, kan det dog ikke eftervises. Frådsten blev på den tid ikke længere brugt som kvadre, men som mørtel efter at være brændt til kalk.

Det er en ubeviselig, men dog ganske sandsynlig mulighed, at Erik Menved har tvunget bønderne til at nedbryde deres egen kirke med henblik på Bygholms opførelse. Klokken i stabelen på kirkebakken, der utallige gange har ringet til sjælemesse og begravelse, blev tavs, og snart var enhver erindring slettet om det, der havde været. Men i gravene lå stadig de døde ventende på opstandelsens dag (Fig. 7).