Så vidt han kan erindre
»Norden ved kirkegården: ligeledes en meget stor høj, hvorudi dronning Tyra er begravet, og ved samme mærkværdig, at oven på højen er som en liden dam og siges sjælden at blive tør, i forrige tider berettes, den har aldrig bleven tør, men ved det den i salig kong Frederik d. 4.s tid og efter hans befaling, da han ved Jelling lod mønstre landfolket, blev den nordre side udgravet, er knap til nogen bestandighed en rund distance af 8-10 alen med vand udi«.
Af Harald Andersen
Den lille rapport, der, som man vil have forstået, vedrører den ene af de to vældige Jellinghøje, er nedtegnet 1755 af præsten Poul Wedel i embedets »Liber daticus«, og det er ikke den eneste gang, han kommer ind på emnet; et andet sted i samme bog læser man: »Efter en gammel mand, Anders Jensens, beretning, så vidt han kan erindre, blev dronningens høj udgravet af Jelling bymænd efter kongelig ordre 1704, da han som dragon var med i mønstringen ved pinsetider på Fårup agre (syd for Jelling), ellers beretter han samt og en gammel kone her i byen, at der har stedse på højen indtil dens udgravning været mangfoldige karusser, den gamle kone siger og, da vandet var udløbet, blev det proberet i et hul på højen med en stage af 13 alens længde, om der kunne med samme nås bund, men var ingen at finde«.
I Jelling-nordhøjen vides med sikkerhed at være gravet tre gange, nemlig i 1820-21, i 1861 og i 1942, men her nævnes overraskende en fjerde udgravning, som vi ellers intet kender til, skønt selve kongen siges at have været iværksætteren. Kan den belyses ad anden vej? Aktionen skal have fundet sted ved pinsetid og i forbindelse med en mønstring af »landfolket« - hermed må sigtes til den i 1701 oprettede landmilits, et hjemmeforsvar, der alene var pålagt landbefolkningen og blandt andet derfor var meget upopulært hos denne. Tjenesten var egentlig ikke særligt streng, et par timers eksercits søndag eftermiddag, men de unge karle havde ikke for megen fritid. Med mellemrum foranstaltedes større samlinger, det må være en sådan, kaldsbogen taler om. (Fig. 1)
Fig. 1. Landmilitsens oprettelse, som den er fremstillet på Frederik 4.s. sarkofag. Her efter Thurah.
Pinsedag 1704 faldt den 11. maj, så det vil være af interesse at vide, hvad majestæten foretog sig omkring denne dato. Det kan man læse i almindelige historiebøger: 14. maj forlod han København for at rejse til Norge, og vejen lagdes over Fyn og Jylland; han har altså i hvert fald været nær ved Jelling. Her må arkiverne tages til hjælp, af dem fremgår det, at der i 1704 planlagdes mønstringer med kongelig deltagelse ved Ringsted_(15. maj), Odense (18. maj), Århus (23. maj) og Ålborg (25. maj). I rækken er der et hul: der var tvivl om, »hvor det riberstiftske regiment landmilits enten på Lyne Hede eller ved Jelling bedst kunne samles«. Lyne Hede vest for Ølgod blev brugt i starten, men 1704 var man altså i tvivl, og mønstringen blev faktisk flyttet til Jelling. Af breve, kongen har underskrevet på mønstringsrejsen, ses det, at han har været på Odensegård 19. maj, i Vejle 21. maj, i Ålborg 26. maj og i Fladstrand (nuværende Frederikshavn) 27. maj; derfra tiltrådtes overfarten til Norge. Mønstringen ved Jelling må med andre ord have fundet sted den 21. eller 22. maj.
Den kongelige Jelling-undersøgelse kan således ikke have været af større omfang, men hvad ville Frederik 4. opnå? Udgravningen blev lagt i nordsiden af højen, ikke i midten; der lå jo, som vi har hørt, »en liden dam«. Vore aldrende meddelere taler om, hvad der skete, »da vandet var udløbet«, og det fremgår, at fiskebestanden i dammen forsvandt på grund af udgravningen: det kan kun betyde, at man har gravet igennem fra nordsiden ind til dammen og derved tappet vandet af. Det var et arbejde, en flok raske undersåtter nok kunne klare for deres konge på nogle timer. Frederik 4. har vel ment, der kunne skjule sig noget spændende på bunden af vandhullet, men der blev han skuffet. Nogen interesse for højen må han have haft, i hvert fald vendte han senere i sin kongetid tilbage til Jelling, dog uden at sætte spaden i jorden. (Fig. 2)
Fig. 2. Tak til arkivar Paul G. Ørberg for hjælp med undersøgelsen.