Rungende malm

Var kirkeklokker da en sjældenhed i middelalderen? Ingenlunde. Allerede i løbet af 500-årene kom de i brug under gudstjenesten, og et par århundreder senere var de fast tilbehør. Da Ansgar i begyndelsen af vikingetiden indledte missionsrejserne i Norden, fulgte klokkerne med. I hans levnedsbeskrivelse fortælles det, hvordan han omsider fik den danske konges tilladelse til at ophænge en klokke i kirken, han byggede ved Hedeby, skønt det »syntes hedningerne en vederstyggelighed«. Klokkeringning blev et symbol for den nye tro, men det værste for asalærens tilhængere har vel været, at den skræmte ånderne og generede de gamle guder. »Min lyd sejrer over djævlene«, hedder det i en middelalderlig klokkeindskrift fra Jydstrup på Sjælland. Om Valdemar Atterdag fortælles det, at han i sin dødsstund skal have udråbt: »Hjælp mig Esrom, hjælp mig Sorø og du store klokke i Lund«. Det må være den samme tanke, der ligger bag.

Missionstidens klokker er uden tvivl medbragt af munkene selv eller sendt til dem fra de tyske, franske og engelske klostre, de udgik fra. Vi ved således, at missionsbiskoppen Gautbert, der virkede i Sverige, fik sendt en stor og en lille klokke fra det berømte Fulda kloster i Tyskland. Hvordan de første klokker herhjemme var anbragt, kan ikke siges med sikkerhed, men en udgravning for en snes år siden i Hørning kirke ved Randers (se Skalk 1960:4) giver i hvert fald et fingerpeg. Under den nuværende kirke fandtes betydelige spor af en trækirke fra 1000-tallet, og det fremgik, at den er ødelagt ved brand i begyndelsen af det følgende århundrede. Lidt vest for kirken var der spor af endnu en tømret konstruktion, der øjensynlig var brændt sammen med kirken. I brandlaget fandtes tusindvis af små, grønne metaldråber, efter legeringen at dømme sikkert klokkemalm. Der er al grund til at tro, der har stået en klokkestabel eller et klokkehus, som vi kender dem fra senere århundreder. De lukkede klokkehuse synes at have gammel hævd på øerne og i Sønderjylland, hvor nogle få af de middelalderlige endnu er bevaret. I Nørrejylland er åbne klokkestabler stadig ret almindelige, men ingen af de nuværende går længere tilbage end til reformationstiden. løvrigt gik det sådan, da middelalderens store kirkebyggeri tog fart, og kirkerne voksede frem i sten, at de fleste af dem fik et tårn, hvor klokken flyttede ind.

Ir fra klokker, afskrabet ved midnat, regnedes for et virksomt middel mod mange sygdomme, og det er nok grunden til, at mange af dem er blevet lidt flossede i kanten. Vejret har vel også bidraget til klokkernes forfald, men klokkebronze er særdeles modstandsdygtig, så det har næppe betydet så meget. Værre var den daglige bearbejdning med jernkneblen gennem århundreder. En revnet klokke kunne tidligere ikke repareres, det var uhjælpeligt sket, og omstøbning måtte foretages – først i nyere tid er svejsning med held anvendt. Landesorg, hvor der ringedes uophørligt i flere døgn, er blevet mangen klokkes bane – således den gotiske klokke i Øster Assels på Mors, der sprak i 1912 under sørgeringningen for Frederik 8. De levende konger har dog betydeligt flere klokker på samvittigheden end de døde. Frederik 1. indkaldte et par tusinde af dem fra kirker og klostre for at lade dem omstøbe til kanoner, og han fik efterfølgere, der fortsatte denne indbringende virksomhed.

Alt ialt er det egentlig forbavsende, at der endnu i Danmark findes op mod 600 kirkeklokker fra middelalderen. Ældst er bikubeformen, der kun er bevaret i et enkelt eksemplar fra Smollerup ved Viborg, formodentlig støbt tidligt i 1100-årene (Fig. 2). Lidt yngre og noget bedre repræsenteret er den romanske sukkertopformede type med tyk, flad underkant. Senere i middelalderen kom så den gotiske form: let svajet med højden lig mundingens diameter, den klokketype vi kender idag. Den største klokke herhjemme hænger i Frue kirke, København, den er 194 cm i tværmål, men kun et par hundrede år gammel. Den såkaldte stormklokke i Roskilde Domkirke er med sine 165 cm i tværmål vor største middelalderlige kirkeklokke, støbt af Fastenowe, datidens mester inden for sit fag.