Rudeglar

Det havde der imidlertid. Under udgravning til en kloakledning i forbindelse med nybyggeriet viste der sig pludselig mængder af store mursten, tagsten, potteskår, glasskår og andre umiskendelige tegn på, at der har boet mennesker før Hovedgården blev rejst. Blandt de omtalte glasskår var også dele af drikkeglas, og da Silkeborg Museum i sin udstilling har et særdeles veldateret glasmateriale, nemlig det som Ålborgarkæologen Peter Riismøller i 1964 udgravede på forskellige lokaliteter i Silkeborgskovene (se Skalk 1964:6), var det ingen sag at fastslå alderen. Bygningen må have været i funktion omkring 1600.

Grøften blev udvidet til et felt på ca 4×4,5 meter, og nu viste der sig jordfaste dele af et ovnanlæg med længderetning nord-syd. Gulvet, som lå henved én meter under overfladen, var delt i tre langsgående bælter, det i midten, der var langt det bredeste, af rødbrændt ler, de to langs kanterne teglstenslagte med en overflade, der var brændt næsten glasagtig. Det sås, at ovnen har været overhvælvet, og at den udvendig fra, i hvert fald mod vest, var støttet med store sten, men desværre tillod det snævre udgravningsfelt og tidspresset, vi arbejdede under, ikke den grundige undersøgelse, som havde været ønskelig (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Hvordan ovnens indgangsparti har været, fik vi således ikke rede på, da det faldt uden for udgravningsfeltet. Det kan undersøges senere, men kræver fjernelse af blandt andet et stort træ, så vi tøver en kende.