Rottefængeren

Katte og hjemmelavede fælder var, hvad almindelige mennesker havde at sætte ind mod gnaverdyrene, som var en sand plage – vel ikke lige slem hvert år, men undertiden voksende til det utålelige. Kampen mod dem må i middelalderen have forekommet endeløs. Musene og rotterne generede ved deres piben, som Olaus Magnus beskriver det, men værre var de indhug, de gjorde i madforrådene. Og værst af alt: de kunne forårsage helt store katastrofer – som i 1347, hvor de bragte pestbacillen til Europa, om end indirekte gennem en loppe, de var værtsdyr for. I to forskellige skikkelser, som byldepest og som lungepest, fejede »den sorte død« hen over Vesteuropa i flere tilbagevendende epidemier, der på det nærmeste halverede befolkningen.

Den sorte rotte, som dominerede i middelalderen, var ellers – bortset fra pesttransporten – ikke nær så slem som vor tids rotter; den var mindre i størrelse og også mindre frugtbar. Afløseren, den brune rotte, kom til Europa fra Asien i begyndelsen af 1700-årene og fortrængte efterhånden helt sin sorte slægtning fra dens territorium. Også middelalderens husmus var formentlig mindre end nutidens, den blev i hvert fald, ligesom den sorte rotte, fortrængt af en anden mere yngledygtig art. Til gengæld havde skadedyrene dengang langt bedre livsbetingelser på grund af den dårlige renovation og fødevarernes lettere tilgængelighed.

Bekæmpelse af rotter og mus har været en del af dagligdagen. En anonym borger i Paris, som omkring 1400 skrev en bog med gode råd til sin unge kone, kommer også ind på dette emne og har en hel række forslag til dets håndtering (Fig. 2). For det første skal der holdes et passende antal katte, og tør vi tro 1400-årenes hjemmelivsbilleder, så er det råd blevet fulgt i de fleste familier. Dernæst skal man tilkalde rottefængeren, der altså ikke var forbeholdt det fjerne Norden, men også kendt hernede. For det tredje kan man opstille fælder: klodser med faldmekanismer af små pinde, som fingernemme tjenestefolk forstår sig på. Endelig er der den mulighed at udlægge gift, og her har han tre forskellige opskrifter, hvor planten stormhat er en vigtig ingrediens. Den hører til ranunkelfamilien og dyrkes i haver. Navnlig den blåblomstrede er meget giftig.