Rosarium

Rosenkransen fik først sent indpas i den katolske kirke, nemlig i højmiddelalderen som et resultat af denne periodes voldsomme Mariadyrkelse. Forbillederne var sandsynligvis de bedekranse, som korstogsridderne så muhamedanerne bruge til støtte for hukommelsen under bønnen, men legenden har en anden forklaring: ophavsmanden var den hellige Dominicus, der døde 1221, og som allerede 1234 blev helgenkåret på pavens initiativ. Jomfru Maria selv havde, sagdes det, åbenbaret sig for ham og overdraget ham rosenkransen som et våben mod de franske albigensere. Denne kætterbevægelse, der truede romerkirkens magt, blev på det tidspunkt forfulgt og bekæmpet med alle midler. (Fig. 1)

Den fulde bøn til Guds Moder bestod af 150 Ave Maria svarende til de 150 Davidssalmer. Den enkelte bøn kaldtes en rose, og for hver rose, som blev fremsagt, lod den bedende en perle glide mellem fingrene; rosenkransen var altså en slags kugleramme, der tillod ham at holde regnskab med, hvor langt han var kommet i ritualet. Til yderligere lettelse var bønnerækken inddelt i 3 »rosarier« å 50 og disse igen i 5 »dekader« med 10 i hver. Mellem dekaderne fremsagdes Fadervor, og her var indskudt en lidt større perle, undertiden i andet materiale. I sin fulde form bestod rosenkransen således af 150 perler for Ave Maria og 15 for Fadervor, men af praktiske grunde nøjedes man i reglen med rosariet, det vil sige med 50 + 5 perler, og en sådan krans måtte altså, hvis bønnen skulle være fuldstændig, gennemløbes tre gange. Det her beskrevne var det almindelige, men der eksisterede også rosenkranse med perler i andet antal og anden betydning.

Så stor en rolle spillede rosenkransandagten, at der i senmiddelalderen opstod selskaber med særligt henblik på dens udøvelse. Et sådant broderskab blev i 1481 stiftet i Slesvig. Medlemmerne - gejstlige og lægfolk, mænd og kvinder - skulle erklære, at de havde til hensigt dagligt at bede et fuldt »Mariapsalter«. Man betalte et beløb ved optagelsen, ofrede ved sammenkomsterne, og forpligtede sig i øvrigt til at betænke broderskabet i sit testamente. Som modydelse skulle medlemmerne stå hinanden bi, når døden nærmede sig, samt deltage i begravelsen. I et tilsvarende selskab oprettet i Odense elleve år senere forpligtede medlemmerne sig til at bede en fuld Mariabøn én gang ugentlig - altså ikke daglig som i Slesvig, til gengæld var det ikke nok, at man agtede at gøre det. Broderskabet havde sit eget alter i Albani-kirken; her holdtes fire ugentlige messer, den ene en sjælemesse for afdøde medlemmer. (Fig. 2, fig. 3)

I senmiddelalderen må produktionen af rosenkranse have været betydelig. Hansestaden Brügge i det nuværende Belgien var kendt for at ligge i spidsen på dette felt, men også Lübeck var godt med; den kunne ved midten af 1400-årene mønstre 39 mestre, der udelukkende beskæftigede sig med rosenkransfremstilling, og da hver mester havde svende og lærlinge, må erhvervet have været højt placeret blandt byens næringsveje. Til Ave Maria-perlerne, som jo var langt de fleste, synes træ at have været det almindeligst anvendte materiale, mens der til Fadervor-perlerne kunne bruges glas, rav eller endda ædelmetaller.

Når der ved undersøgelser af middelaldergrave nu og da findes perler af glas, rav eller sølv enten enkeltvis eller i antal op til fem, kan der kun være ringe tvivl om, at de stammer fra rosenkranse, hvis træperler er gået til grunde. Træ er jo et forgængeligt materiale og vil oftest være helt forsvundet, men det sker, at tilbageværende rester er blevet påvist af opmærksomme udgravere (se Skalk 1990:4). Kun i enkelte tilfælde, hvor bevaringsforholdene har været særdeles gunstige, er det lykkedes at fremdrage fuldstændige, eller dog næsten fuldstændige, rosenkranse.

Under krigen fik Museet på Koldinghus lejlighed til at undersøge resterne af byens nedrevne franciskanerkloster og den til dette hørende kirkegård. 3. november 1940 kunne man i Kolding Folkeblad læse følgende: »Ved et af de mest velbevarede lig fandt vore omhyggelige udgravere en veritabel rosenkrans, kærligt lagt i ligets hånd.

Der opsamledes 52 af dens 55 perler sammen med resten af et næsten udbrændt vokslys«. Ved kransen var »et vedhængende stykke blyplade, hvori der var indpresset et krucifiks«. Hertil kan føjes, at samtlige perler i fundet var af træ, så at Fadervorperlerne kun adskilte sig fra de andre ved deres størrelse. Også en anden af kirkegårdens grave indeholdt en rosenkrans, dog kun med nogle få perler bevaret, og en senere udgravning andetsteds i byen har føjet endnu et eksemplar til samlingen, denne gang med 38 perler af træ og 3 af rav.

I Svendborg, hvor artiklens forfatter har sit domæne, blev i 1977 foretaget omfattende udgravninger på en kirkegård, der har hørt til byens nedbrudte franciskanerkloster (se Skalk 1979:6) - altså en situation meget lignende den i Kolding. Der var gode bevaringsforhold for træ, og perler af dette materiale blev fundet i fire grave. Størst interesse knytter sig til en kisteløs begravelse med velbevaret skelet af en yngre mand. Her lå, ved venstre albue, 46 træperler, hvoraf 4 var større end de andre, og 1 ravperle, altså en næsten komplet rosenkrans. Forstkandidat Thomas Bartholin har foretaget vedbestemmelse af træ perlerne og fastslået, at materialet i alle tilfælde er rosentræ. Det var en nyhed!

I en kvindegrav fandtes 31 træperler, fem af dem store, og en ravperle. Atter her var udelukkende anvendt rosentræ. En tredje grav leverede kun en enkelt perle - af rosentræ. Endelig grav nummer fire: den indeholdt 16 små træperler, og her var til afveksling kun de 10 af rosentræ, resten af tjørn. Reglen var altså ikke ubrydelig. Rosentræet er åbenbart sluppet op, så trædrejeren har måttet gribe til et andet, noget lignende emne. Også Kolding-kransene er nu blevet vedbestemt af Thomas Bartholin, og det har vist sig, at de to fra 1940 begge er af buksbom, mens den sidst fundne i lighed med de fynske har rosentræet som materiale. (Fig. 4)

At drage slutninger ud fra så få fund er dristigt, men så meget kan man vel sige, at rosentræet synes at have været det foretrukne - velsagtens på grund af navnet. Også andre træsorter kunne dog altså komme på tale. Såvel tjørn som buksbom er hårde i veddet og må have egnet sig godt til drejning af de små kugler. Påvisningen af buksbom som materiale til rosenkranse er interessant, denne busk voksede nemlig ikke herhjemme i middelalderen, så enten træet eller kransene selv må være indført fra Sydeuropa. Derfra kom netop franciskanerne, dér havde de deres åndelige hjem, og man kan forestille sig, at der har været opretholdt en vis forbindelse. Klostret i Svendborg blev grundlagt 1236, det i Kolding 52 år senere.

Med Reformationens indførelse 1536 blev helgendyrkelsen forbudt og dens attributter afskaffet. Tusinder af bedekranse har måttet kasseres i det protestantiske Nordeuropa. Men de, som lå i gravene, var uden for lutheranernes rækkevidde. Tid efter anden, når forholdene er til det, dukker de op.