Rispebjerg og Vasagård

Rispebjerg er et stort, fladt plateau, der er afgrænset mod nord og vest af stejle skråninger mod en dal, hvor Øle Å løber. Mod vest ligger en halvkredsvold, som formodes at være fra jernalderen, vel en tilflugtsborg. Nationalmuseets Ole Klindt-Jensens udgravning i 1950’erne gav dog ikke nogen sikker datering; derimod fremkom en del fund fra bondestenalderen. I 1989 viste flyfotos spor efter en ydre ringvold med voldgrav, som ligger 200 m fra halvkredsvolden, og Bornholms Museum påbegyndte derfor en udgravning for at undersøge anlæggenes alder.

Som antydet i den forrige artikel kom stenalderfundene imidlertid hurtigt i fokus. Under udgravning af et fundrigt lag i kanten af plateauet dukkede den første såkaldte ’solsten’ op. Jorden på Rispebjerg er fuld af løse plader af skifer. Overraskende nok var nogle af dem tilhugget og dekoreret. Fundlaget og dermed stenens tid, sen tragtbægerkultur, er ellers påfaldende fattig på billeder.

Med lange søgegrøfter blev det konstateret, at der var spor af bebyggelse fra sen tragtbægerkultur over hele plateauet. Gang på gang stødte udgraverne på fundamentsgrøfter til palisader, ikke mindre end 14, hvoraf fire har hørt til to parallelt løbende palisader, som har omsluttet et ca. 6 ha stort område. Alene til ét sæt af dobbelte palisader medgik der ca. 1500 m palisadegrøft og ca. 4000 stolper, hver med en diameter på ca. 30 cm og en højde på mindst 3 m. Hertil skal bemærkes, at mindst tre palisadesystemer har afløst hinanden, hvilket blot understreger arbejdsomfanget. Et vældigt og imponerende stykke ingeniørarbejde, som må have krævet stor planlægning, adgang til masser af træstammer og megen arbejdskraft.

Hvad har der ligget inden for palisaderne, som krævede en så ekstraordinær beskyttelse? En del af svaret kom ved udvidelse af søgegrøfterne og udgravning i områder, hvor der fandtes stolpehuller fra runde anlæg. Denne slags stolpekredse er en form for konstruktion, der indtil da kun var kendt fra ét sted, nemlig stenalderbopladsen ved Ndr. Grødbygård i Åker på Bornholm. Fire af disse runde anlæg blev undersøgt på Rispebjerg. Ved to af dem har der været tilbygninger. Det største runde anlæg er 10 m i diameter og har haft en 15 m lang tilbygning. Udgravningen påviste brændt ler inden for kredsen af stolper, som kan stamme fra en brand i anlægget. I midten var der en nedgravning, hvori lå knogler af en ko. Fundene fra de runde anlæg omfatter stumper af økser, lerkarskår, brændt flint, brændte ben og brændt ler.

Meget af det fundne har været i ilden, så tanken ledes hen på brandofre. En ting går igen, ikke kun ved de runde anlæg, men over hele plateauet: stumper af brændte flint­redskaber i form af tyknakkede økser og mejsler. Fundene fra de bornholmske stenalderbopladser er ellers præget af en meget sparsommelig brug af flint, hvilket er forståeligt, eftersom flinten til større redskaber som økser og mejsler skulle sejles til øen, hvor der ellers hovedsagelig kun forekommer kugleflint på størrelse med hønseæg. Men på Rispebjerg er mængder af flintøkser blevet brændt, hvilket for datidens mennesker må have været særdeles kostbare ofringer. Denne besynderlige skik har formentlig sit udspring i Skåne, hvor destruktion af flintøkser ved brænding er foregået tidligere (såvel som senere) end her på Rispebjerg (se Skalk 2001:1).