Rigets håb

I virkeligheden var der endnu en Valdemar, og det er ham, vi her skal følge. Han fødtes 1209 som søn af Valdemar Sejr og den folkekære dronning Dagmar, men moderen døde, da han var tre år, og faderen har han næppe set meget til i sin første levetid; han var travlt optaget af sine erobrings- og missionstogter i henholdsvis Nordtyskland og Estland. Uinteresseret i sønnens fremtid var han dog ikke, det fremgår af, at han 1215 lod den da seksårige prins kongehylde på Viborg landsting. Selve kroningen fandt sted i Slesvig tre år senere, og den foregik med pomp og pragt – kongen havde »sammenkaldt alle rigets første mænd, femten biskopper, tre hertuger og tre grever samt abbeder og adskillige andre«. Drengen var nu faderens medkonge og, hvad vigtigere er, efterfølger. Dette sidste var nemlig ikke nogen given sag; i middelalderen (og formelt helt til enevældens indførelse) var kongemagten ikke arvelig, den nye regent skulle vælges, og der kunne være flere kandidater til embedet. Men en mand af Valdemar Sejrs støbning kunne altså omgå reglerne. At sønnen virkelig betragtedes som konge, fremgår af et pavebrev fra 1616, her omtales han udtrykkeligt som konge af Danmark, og det var endda inden, kroningen havde fundet sted.

For Valdemar den Unge, som han kaldtes, tegnede fremtiden sig altså lys, og mange har sikkert sat deres lid til ham som den, der skulle videreføre Valdemarernes stolte traditioner. Valdemar Sejr stod da på sit livs højde, men omslaget kom – brat og uforberedt. Det skete maj 1223. De to konger, den 53-årige og den 14- årige, nød da jagtens glæder på Lyø i det sydfynske øhav. Med sig havde de en gæst, grev Henrik af Schwerin, ingen nær ven af Valdemar Sejr, der egenmægtigt havde gjort sig til hans lensherre, men etiketten blev overholdt, og man tog rigeligt for sig af de våde varer under aftensmåltidet. Ud på natten, hvor kongerne sov i deres telt, brød greven ind med sine mænd. De to blev taget i forvaring og med skib ført til Tyskland, hvor de måtte tilbringe tiden i forskellige fangetårne.

Først hen ved tre år efter slap de fri, og vilkårene for løsladelsen var hårde: udredning af en uhyrlig løsesum over en årrække, afståelse af erobret land og forskellige andre ydelser. Valdemar Sejr forsøgte at slå igen, men det mislykkedes, og han opgav sine stormagtsdrømme. Hans sidste år gik med genoprettelse af kronens økonomi. (Fig. 1)