Rige til salg

1320 var Christoffer 2. kommet til magten, men som konge havde han ikke nogen heldig hånd. Et lyspunkt var der dog, for i 1324 lykkedes det ham at få sin datter Margrete gift med markgreve Ludvig af Brandenburg – ikke noget dårligt parti, for ganske vist var ægtemanden kun ti år, men hans far var ingen ringere end den tyske kejser. Denne, der var i strid med paven, kunne bruge Christoffer som mægler (hvilket for resten ikke lykkedes særlig godt). Christoffer på sin side har vel håbet gennem den fine forbindelse at kunne styrke sin egen magtposition, og det kunne nok tiltrænges: han regerede på stormændenes nåde og over et rige i fuld opløsning; store dele var pantsat til holstenske grever. Det var et skråplan, man var kommet ind på under forgængeren Erik Menved, og Christoffer var ikke af format til at rette op på skaden. Han prøvede febrilsk at redde stumperne, men kunne ikke forhindre, at Danmark styrede lige lukt mod afgrunden.

At komme i forbund med det brandenburgske fyrstehus og gennem det med den tyske kejser, var ikke gratis, Christoffer måtte love markgreven (eller altså rettere hans far) en medgift på ikke mindre end 12.000 mark sølv. Brylluppet fandt sted, men pengene udeblev; kongen var forarmet og endnu ved hans død 1332 stod regningen ubetalt. Her sluttede sagen dog ikke, den tyske kejserfamilie var ivrig efter at få tronen besat med afdødes nærmeste arving, så at han kunne vedstå gælden. Dengang var det ikke en selvfølge, at kongeværdigheden gik i arv. En ny regent skulle vælges, så intet var givet på forhånd.

To af Christoffers sønner, Otto og den noget yngre Valdemar, søgte efter tur kejserfamiliens støtte til at efterfølge faderen. Hver for sig – og i næsten enslydende breve – lovede de, hvis de »måtte blive salvet og kronet til Danmarks konge«, at indfri den gamle gæld ved at afstå hertugdømmet Estland »som medgift eller i stedet for medgift« i det ægteskab, der var indgået mellem markgreve Ludvig og deres søster. Estland havde siden Valdemar Sejrs tid, altså i mere end hundrede år, været i de danske kongers besiddelse og et fast punkt i deres Østersøpolitik. Markgreven og hans kejserlige ophav var interesseret, men de ville nu foretrække kontanter frem for det fjerne landområde. På den anden side kunne de jo sælge Estland, når det først var i deres besiddelse, og faktisk havde de en køber på hånden, nemlig en tysk ridderorden kaldet Skt Marias hospitalsbrødre – et smukt og næstekærligt navn, som man ikke umiddelbart ville tro dækkede over Østersøegnens stærkeste militærmagt med basis i området syd for Estland. Bevarede dokumenter viser, at kejserfamilien syslede med planer i den retning, men her stødte man på hindringer: som gejstlig orden var ridderne underlagt pavemagten, og netop paven stod, som vi har hørt, på en særdeles dårlig fod med den tyske kejser og tillod ikke sine undergivne at lave aftaler med ham og hans. Planen løb således i første omgang ud i sandet. Altså stadig ingen medgift. Det brandenburgske grevepar måtte væbne sig med tålmodighed. (Fig. 2)