Ridedyret

Hverken brug eller alder var kendt; i første omgang blev de henført til jernalderen. I 1872 udgav kaptajn A.P. Madsen en bog med afbildninger af oldsager, hvor stængerne anførtes som bronzealdersager, og med en forsigtig tolkning som bidselstænger. Nærmere kunne han ikke komme, for der var ikke noget at sammenligne med.

I dag kan der siges mere, for i mellemtiden er der fundet mere eller mindre beslægtede stænger i Mellem- og Sydøsteuropa. Alle opfattes som bidselstænger (også kaldet kindstænger), som parvis har indgået i hestehovedtøj. Biddet – vel en snoet eller flettet læderrem – må have været fastgjort i hver stangs midterhul, mens de andre huller har tjent til at holde stængerne fast i seletøjet. Heste elsker at tygge på biddet og prøver at skubbe det frem med tungen fra det tandløse område i undermunden, »laden«. Derfor skal biddet fastholdes i den rigtige stilling, så det ikke bliver trukket ud af munden i ukontrollerede situationer.

Hvorfor Østrup-bidselstængerne er havnet i mosen, kan vi kun gisne om; velsagtens er de nedlagt som offer. De øvrige takstænger er hovedsageligt fundet som stumper eller enkelte stykker, der er kasseret eller tabt på bopladser. En undtagelse udgøres af nogle stangsæt fra schweiziske fund og et sæt fra Em i Vendsyssel; efter lighed med stænger af bronze fra gravfund og samlede nedlægninger er de fra yngre bronzealder.

De udenlandske slægtninge til Østrupstængerne er ældre. De kommer fra bopladsfund, dels fra såkaldte tell’er (byhøje) i det ungarske flodlandskab, dels fra befæstede højtliggende bopladser fra den såkaldte Otomani-kultur i Mellem- og Sydøsteuropa. Fæstningerne – og dermed bidselstængerne – tilhører et snævert afsnit af bronzealderen omkring 1600-1500 før Kristus, lige før den såkaldte Højgravskultur satte ind i Centraleuropa. Dette tidspunkt svarer til midten af vores ældre bronzealder, tiden for egekistegravene, spiralornamentikken og solvognen.

Otomani-kulturen var den første til at befæste egnede højdedrag, ofte med imponerende sten- og jordvolde samt dybe voldgrave. Den største samling bidselstænger er fundet på en sådan plads, Spissky Stvrtok i Slovakiet, hvor 7 m brede stenmure og 6 m brede voldgrave omgav et område på 6600 m2. Den højeste del af pladsen betegnes akropolis, højborgen, men den græske betegnelses betydning kan næppe overføres direkte til Mellemeuropa. På samtlige udgravede højdebebyggelser er der spor af håndværk; en enkelt har en velordnet bebyggelse, mens de andres virker mere tilfældig. De slovakiske pladser har flere fund af bronze- og guldsmykker, altså tydelige rigdomstegn. Bebyggelserne ligger strategisk placeret ved floder, således at transport af mennesker og varer kunne kontrolleres. I dette miljø overrasker bidselstængerne og dermed hesten ikke, og ydermere optræder der små lermodeller af firegrede hjul og en sjælden gang skitser på lerkar af firhjulede vogne. Man må tro, at der har været et vidtstrakt kontaktnet mellem fæstningerne, og her har hesten været særdeles velegnet. Østrup-stængernes dekoration viser flere forskellige motiver. Det øverste bånd kendes fra Ungarn, som i den tidlige bronzealder var toneangivende. Bølgebåndet under det store hul passer fint med ben- og takskærerier fra Otomani-pladserne, hvor de er sat i forbindelse med rige fund fra Mykene i Grækenland – langdistancekontakt på højt niveau. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)