Ribersalt

I det inddigede marskland mellem Husum og Nibøl er foretaget grundige jordbundsundersøgelser i bestræbelserne på at forbedre dræningen og øge landbrugets effektivitet. Tusinder af boringer og et tæt net af nygravede grøfter har givet et godt indblik i dannelsen af landskabet og menneskenes påvirkning af det fra stenalder til nutid. Den middelalderlige overflade, som i de fleste andre egne er ødelagt gennem senere dyrkning eller erosion, ligger her bevaret med sine kulturspor under sen-middelalderlige klæglag, så vi får et udmærket billede af situationen på den tid.

Mens der i nutiden findes klægdannelser overalt i området fra geesten (det højereliggende bagland) ud til kysten, lå der i middelalderen et bælte af store moser foran geesten, og først længere ude fulgte klægdannelser, der – som pollenanalytiske undersøgelser har vist – må være aflejret i tiden kort før Kristi fødsel. Omkring år 500 efter Kristus begyndte der at trænge saltvand vestfra ind i moserne, hvilket standsede deres vækst, men samtidig lagde grunden til en ny industri, den havvandsmættede tørvejord egner sig nemlig fortrinligt til saltudvinding. Frisere, som vandrede ind i området, havde teknikken med sig. Tørven skæres, tørres og brændes, hvorefter asken udludes under tilsætning af havvand. Ved påfølgende kogning af det nu meget saltholdige vand udkrystalliseres saltet. Man kan, som vi straks skal se, følge sporene af denne virksomhed i jordlagene, og dateringen gives af potteskår, de ældste fra 1100-, de yngste fra 1300-årene. Derefter begynder den nyere klægaflejring, antagelig startet af den store stormflod 1362, som historiske kilder beretter om. Befolkningen måtte flytte højere op på geestranden og saltudvindingen gik på det nærmeste i stå. Klæglaget øgedes. Først da inddæmningen i slutningen af 1400-årene tog sin begyndelse, standsede væksten. (Fig. 1), (Fig. 2).