Rette ægtefolk at være

Vi vil gå et årtusinde tilbage og se, hvordan man levede sammen i den sidste hedenske og den første kristne tid. Det lyder måske ikke så vanskeligt, men navnlig opgavens ældre del er langtfra let at gå til – der er nemlig, bortset fra runestenene, ikke bevaret et eneste skriftligt aktstykke af nordisk oprindelse fra tiden før år 1000. Først i den tidlige middelalder dukker kilderne op, og her kan meget hentes, for selv om love, digte, sagaer, og hvad der ellers oplyser om emnet, klart er farvet af kristendommen, indeholder de alligevel adskilligt, som utvivlsomt er levn fra hedensk tid. Det er således tilfældet med den norske Gulatingslov, der var gældende for retsområdet omkring Bergen. En del af dens paragraffer må være blevet til under Olav den Helliges regering (1015-1028), og man mærker tydeligt brydningerne omkring religionsskiftet. De islandske familiesagaer kan også bidrage væsentligt, for nok er man i dag blevet forsigtig med at bruge dem som historiske kildeskrifter, men ud over det rent fortællende indeholder de meget, som sikkert afspejler gamle forhold. Samlivstraditioner opbygget gennem århundreder glemmes ikke så let.

Ordet ægteskab forekommer slet ikke i oldnordisk sprog, det er et senere – middelalderligt – lån fra plattysk, men vi vil alligevel for nemheds skyld bruge betegnelsen som udtryk for et samliv indgået på lovformelig vis. For at være »rigtigt« gift skulle, i hvert fald i Norge og på Island, tre ting være bragt i orden: Fæstemål (forlovelse), brudepris og bryllup. Det forudsattes naturligvis, at man derefter levede sammen, som det sømmer sig rette ægtefolk.

I vore dage indgås ægteskab som regel af følelsesmæssige årsager, men sådan har det ikke altid været. I vikingetiden var der snarest tale om en retskontrakt oprettet af to slægter til gensidig hjælp og støtte. Det var ikke de implicerede parter selv, der på egen hånd traf valget, dertil var det for betydningsfuldt, der var mange hensyn at tage, ikke mindst af social og økonomisk art. Fæsteaftalen blev indgået mellem brudgommen og hans familie på den ene side og pigens »giftemand« – oftest hendes far eller bror – på den anden. Her bestemtes brudeprisens, tilgavens og medgiftens størrelse, i Brudepris og tilgave skulle udredes af den mandlige part, medgiften af pigens familie; de to ting måtte stå i et vist forhold til hinanden. Der var i alle tilfælde tale om udstyr, penge, jord, trælle, kvæg eller lignende. Andre praktiske aftaler blev truffet ved samme lejlighed, for eksempel hvornår brylluppet skulle stå. Et fæstemål indebar altså en række økonomiske forpligtelser, hvis størrelse selvsagt afhang af familiernes velstand. Betegnelsen brudekøb benyttedes, men man kan ikke sige, at den var særligt dækkende, der var ikke tale om køb i moderne forstand, men om gensidige ydelser – som i øvrigt tilfaldt hende. Frie kvinder var ikke nogen handelsvare. Man kan undre sig lidt over, at aftalen tilsyneladende blev truffet hen over hovedet på den vordende brud – end ikke hendes samtykke fordredes – mens brudgommen dog spillede en aktiv rolle. Nu har man vel nok i familien gjort sig bekendt med pigens holdning. skønt det formelt ikke var nødvendigt; det var nemlig ikke særlig hensigtsmæssigt at gifte sin datter bort mod hendes vilje. Skete det, risikerede man, at hun lod sig skille fra manden – skilsmisse var, som vi skal se, ikke noget ukendt fænomen i det gammelnordiske samfund. Følgen kunne blive en lang og blodig fejde mellem de to slægter, altså det stik modsatte af, hvad man havde tilsigtet med fæstemålet.

Lovgyldigt blev ægteskabet ved, at fæstemanden betalte brudeprisen, den såkaldte »mund«, som altså indgik i brudens ejendom. I det vestnorske retsområde omkring Bergen var den på mindst 12 øre. Det lyder ikke af alverden, men for 12 øre kunne man i 1000-tallets Norge købe fire-seks køer, og det var som sagt minimum, fattigmands brudepris. Det var med andre ord også dyrt at blive gift dengang. Brylluppet kunne finde sted straks ved fæstemålets indgåelse eller senere, hvis man aftalte det – dog havde fæstemanden retsligt krav på at få sin fæstekone senest et år efter forlovelsen. Selve bryllupsakten bestod i, at parret begav sig til samme seng (fig. 1). Givetvis har man også festet, og måske har der været forskellige religiøse ceremonier knyttet til lejligheden, men – desværre – her lader kilderne os i stikken. Ved brylluppet trådte kvinden ind i mandens slægt, hvilket ikke forhindrede, at hun bevarede stærke bånd til sin egen. Hun beholdt også sit eget slægtsnavn, en tradition, der på Island stadig er ved magt (fig. 2).