Retfærdighedens vogter

En dommer skal være retfærdig og snild og altid dømme foruden vild (partiskhed), han skal ikke gunst for retten tage, thi Gud vil det hårdeligen på hannem plage,
som Kambyses, der lod en uretfærdig dommer krænge (flå)
og hans hud på domstolen hænge,
derpå hans søn skulle tænke
og aldrig lov eller ret forkrænke.

Den persiske konge Kambyses var af eftertiden kendt som en slem tyran, men på et punkt havde han været et forbillede; han havde engang straffet en dommer ved navn Sisamnes, der havde ladet sig bestikke til at afsige en uretfærdig dom. Straffen var hård, dommeren blev simpelthen flået og den aftrukne hud anbragt på dommersædet, hvor siden Sisamnes’ søn kom til at sidde, han blev nemlig faderens efterfølger. Historien var kendt af mange, også af den unge Christian 4.; det ser vi af en endnu bevaret latinsk stil, som han 21. maj 1593 afleverede til sin lærer Hans Mikkelsen, og som netop handler om straffen for uretfærdige dommere. Faderens ulykke kunne, skriver Christian, belære sønnen om, at han »skulle blive visere og ikke lade sig bestikke med gaver eller penge, men dømme retfærdigt, så at han kunne undgå en lige så frygtelig straf, som hans fader havde lidt for sine uretfærdige domme«. Det var en opbyggelig historie for en ung konge at skrive om i en tid, hvor det persiske var lidt af en modesag, og den 16-årige Christian havde allerede selv flere gange prøvet, hvad det vil sige at være dommer.

Den uhæderlige dommer Sisamnes og hans skæbne var i 1500-årenes Europa et yndlingsmotiv for retfærdighedens våbendragere, og da selve huden jo ikke kunne fremskaffes, blev der rundt om i retssalene opsat billeder, der viste den grusomme scene til opbyggelse for Sisamnes’ efterfølgere. Alene i ordene ret og retsvæsen ligger jo kravet om retfærdighed, og det blev eftertrykkeligt indprentet 15-1600-årenes dommere. I fortalen til sin Danmarkshistorie belærer rigsråden Arild Huitfeldt den unge Christian om de vigtigste egenskaber for en monark, og her fremhæver han netop, foruden religionen og krigsmagten, retten som den grundvold, staten bygger på. Det var ikke spildt. Retfærdigheden og dens udøvelse kom virkelig til at spille en vigtig rolle for Christian 4.

Der var mange slags domstole i Danmark. Langt de fleste tvister mellem bønder og borgere blev afgjort på herreds- eller byting; her var det lokale folk eller en af kongen blandt borgerne udpeget foged, der dømte. I større byer kunne også byrådet med borgmester og rådmænd fungere som domstol. Et trin højere stod landstinget, hvor særlig betydningsfulde sager eller klager over de lokale dommeres afgørelser behandledes af en adelig dommer, men landstingene var få og derfor i reglen fjerne, de vigtigste lå i Viborg, Odense og Ringsted. Landets øverste domstol, kaldet rettertinget eller herredagen, beklædtes af kongen og rigsrådet, og her førte majestæten forsædet. Rettertinget samledes hvert år på Trinitatis søndag (søndagen efter pinse) og behandlede sager fra hele landet i nogle uger sommeren igennem, så længe der var nogen. Det foregik altid mundtligt, ved at parterne mødte op og fremlagde deres synspunkter, og der var fart på; afgørelsen forelå som regel samme dag eller dagen efter, og retten kunne nå at behandle flere store sager samme dag. I de fleste processer var adelige indblandet, men nogle af sagerne var klager over afgørelser truffet på landstinget. I sådanne tilfælde mødte landsdommeren selv frem for kongen og rigsrådet for at forsvare sit standpunkt. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)