Ret og skel
I godset Clausholms arkiv (nu i det nørre-jyske landsarkiv) befinder sig et mærkeligt dokument, et såkaldt tingsvidne, udstedt på Sønderhald herreds ting 1552. Her bevidner brødrene Niels og Lars Lunov til den daværende herregård Rudgård i Nørager sogn, hvad de personligt havde overværet på herredstinget, nemlig at ærlig og velbyrdig mand Albrecht Gøye til Claushohn væddede med bonden Poul Jensen om, hvor det rette markskel gik mellem Søby mark og Fårup mark. Poul Jensen hævdede, at han både med brev og segl og stabel og sten kunne bevise, hvor sandemændene havde gjort markskel, men Albrecht Gøye troede ham ikke, og det endte altså med et væddemål: »der ville han (Poul Jensen) sætte sin hals mod forskrevne Albrecht Gøyes bedste hest«. Væddemålet blev som sagt bevidnet af de to brødre Lunov, som også satte deres signeter under det åbne brev - »skrevet på Rudgård onsdagen næst før Vor Frue Bebudelses Dag anno MDLII«, det vil sige 23. marts 1552. (Fig. 1)
Af Paul G. Ørberg
Fig. 1. Kortet viser Clausholm (sydøst for Randers) og de to landsbyer Søby og Fårup.
Det var unægtelig et væddemål med høje indsatser, men før vi går videre med sagen, må vi vide lidt mere om datidens markskel og deres juridiske aspekter. Vi kender alle de små skelsten forsynet med en krone, som landinspektører anbringer for at afmærke en ejendoms grænser. Det er naturligvis forbudt at pille ved dem, endsige flytte om på dem. Ejendomsretten er som bekendt ukrænkelig.
Men i gamle dage - det vil sige i hvert fald før år 1800 - eksisterede der en helt anden slags skelsten, nemlig de såkaldte markskelsten. Det var naturskabte kampesten, altså noget helt andet end nutidens skelpæle, og også hvad angår brugen, var der en forskel. Hvor vore pæle markerer grænser for privat eller offentlig ejendom, satte de gamle natursten udelukkende skel mellem landsbyernes jordtilliggender. Før de store landboreformer, det vil sige i jordfællesskabets tid, var afgrænsningen af de enkelte ejendomme en helt anden historie. Her bliver vi ved markskelstenene.
»Når sandemænd har udset markskellet, da skulle de det stable med stok eller sten og kul og flint derunder«, hedder det i Christian 5.s Danske Lov fra 1683, og tilsvarende bestemmelser finder man i de middelalderlige landskabslove, især Jyske Lov. Stabel betyder egentlig pæl, som altså også kunne bruges, men en pæl rådner og en sten kan fjernes (rent bortset fra, at man jo ikke kan se på en naturlig kampesten, at den har en særlig betydning), så derfor anbragtes flinten og trækullet; begge dele er uforgængelige, så ved deres hjælp ville man altid kunne finde stedet igen. At markskel ikke var noget, man spøgte med, viser den omstændighed, at de sorterede under sandemændene; af dem var der udnævnt otte i hvert herred, og de fungerede ellers kun i drabssager. Om deres arbejde med skelsætningen hedder det videre i Danske Lov, at de skulle »sværge på det sted, som man var uenige og tvistedes om, at de havde gjort ret, og lyse siden til tinge«. Kendelsen - sandemandstovet, som det hed - skulle altså forkyndes offentligt på herredstinget. Endnu i 1790’erne arbejdede man i regeringen med en udstykningsforordning, hvor skelsten med kul og flint forekom, men af en eller anden grund blev sagen skrinlagt.
Der må for blot et par hundrede år siden have eksisteret markskelsten i tusindvis her i landet, men i dag har vi ikke kendskab til en eneste. »Vi« vil her sige de forholdsvis mange historikere og museumsfolk, som er blevet spurgt, men det kan naturligvis ikke udelukkes, at andre ved bedre. Eftersøgningen er for resten ikke særlig vanskelig, i særdeleshed, hvis man er i besiddelse af et stenspyd (en tynd jernstang, spids i den ene ende og med et øje i den anden); med det skulle man kunne lokalisere ikke blot de egentlige skelsten, men også, hvis disse er fjernede, flinten. Af særlig interesse vil det være at få fat i trækullet, fordi det ved kulstof 14-metodens hjælp kan dateres og altså vise, hvornår skellet er etableret. Et oplagt udgangspunkt for en sådan eftersøgning ville være de såkaldt »trebundne« skel, det vil sige steder, hvor tre landsbyers jorder støder sammen.
Men nu tilbage til retssagen og væddemålet, som er mærkeligt på flere måder. For det første: Hvordan kunne uenigheden overhovedet opstå, hvis der, som det ser ud til, var tale om regulære sandemandssvorne markskel? Det lod sig da nemt efterprøve, men muligheden, at det i virkeligheden drejer sig om en bedragerisag med falske skelsten, kan vel ikke helt udelukkes. (Fig. 3)
Fig. 2. Bestemmelsen om oprettelse af markskel i Christian 5.s. Danske Lov.
Fig. 3. Adelsmanden Albrecht Cøye var søn af den bekendte rigshofmester Mogens Gøye, der spillede en væsentlig rolle under reformationsopgøret. Fra faderen arvede han foruden Clausholm godset Krenkerup på Lolland. Han døde 1558; billedet er fra hans gravsten i Radsted Kirke ved Sakskøbing.
Og dernæst indsatserne: Bonden sætter sin hals ind mod herremandens bedste hest. Det kan umuligt gælde Poul Jensens liv, men det kan heller ikke dreje sig om den såkaldte hals- og håndsret; det var nemlig noget, enhver herremand havde over sine fæstebønder, og det indebar alene, at han havde ret - og pligt - til at rejse påtale i alvorligere sager og fuldbyrde eventuelle straffe. Vi er henvist til at gætte. En indsats mod en adelsmands bedste hest, ja den har nødvendigvis skullet veje tungt. Kan det dreje sig om at give sig ind under herremanden som en slags livegen? Man skal vist ikke forsværge noget i denne sammenhæng - selv om vi ellers skal til Tyskland for at finde begrebet livegenskab. Spørgsmålet står åbent.
Desværre kan vi ikke bringe afslutningen på historien. Hvordan sagen faldt ud, vides ikke.
