Reformationsjublen i Gislum

Fra officielt hold, fra hoffet, kancelliet og kirkestyrelsen i Danmark blev det i 1717 meddelt, at man lige som hundrede år tidligere ville holde en otte dages officiel fest til minde om reformationens velsignelser, befrielsen af folket fra katolicismens åg. Det skulle ske i hovedstaden og i stiftsbyerne. Desuden i de områder og byer, som Danmark på det tidspunkt havde erobret i Pommern, nemlig i Greifswald og Stralsund, samt i Kiel i Holsten. Naturligvis også i Norge. Den københavnske fest blev storslået med hele enevældens pragt og minutiøst planlagte hofceremoniel. Vi ved en smule om, hvordan festerne er foregået i Ribe, Viborg og Aalborg, hvor borgerskabet sammen med de lokale embedsfolk gav store gilder – kirkerne var rammer om lange festgudstjenester og skolerne scener for tidens lærde jubeltaler.

Den kongelige befaling om festens afholdelse skulle annonceres fra prædikestolene den 24. oktober 1717. Festens begyndelse skulle ifølge anordningen annonceres i byerne med blæsning i horn og andre instrumenter fra kirketårnene. Ude på landet blev der ganske givet også holdt reformationsgudstjenester, men spørgsmålet er, hvor store og prangede de har været. Her har det været op til den enkelte præst at sætte niveauet. Præsten kan blot have valgt at prædike over de bibeltekster, der var påbudt til lejligheden. Overalt i riget var der nemlig af statskirken fastsat en række bibeltekster, som præsterne skulle prædike over. En lang bededagsbøn var også blevet udsendt til præsterne. Det var en bøn om freden, og den skulle oplæses ved jubelgudstjenesten på den store festdag den 5. november. Den Store Nordiske Krig (1709-1720) rasede nemlig endnu.

De forordnede prædiketekster fra Bibelen var ved froprædiken, altså tyendets gudstjeneste tidligt om morgenen, hentet fra profeten Amos’ Bog 9,11: »På hin dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætter dens revner, opfører, hvad der sank i grus, og bygger den som i gamle dage«. Ved højmessen klokken 10 skulle den samme tekst bruges, men der skulle ved tjenesten klokken 12 tillige prædikes over Josvabogen 24,14: »Så frygt nu Herren og tjen ham i oprigtighed og trofasthed, skaf de guder bort, som jeres forfædre dyrkede hinsides floden og i Ægypten, og tjen Herren!«. Ved aftensangsgudstjenesten var der fastsat en prædiketekst fra 1. Tessalonikerbrev 2,13: »Derfor takker vi også uophørligt Gud for, at I, dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er, hvorfor det også gør sin gerning i jer, som tror«.

Teksterne handler om at genopbygge de gamle mure, genskabe den oprindelige orden, det fromme kongerige; om at skaffe sig af med afguderne – og om at holde fast ved evangeliets ord, der ikke er menneskeord, men Guds ord. Set i forhold til katolicismen er der en klar brod. Den havde netop ladet sin struktur forfalde. Den havde før reformationen erstattet Gud med afguder og sat pavens ord på linje med eller ligefrem over Guds ord. Man kan altså læse og fortolke Bibelen således, at det skulle være Gud, der havde forordnet reformationen. Eller: at reformation er noget, der altid må finde sted, hvor Guds ord endnu er virksomt.

Hvordan ordene så lød fra prædikestolene landet over, kan vi kun gætte os til, for de forsvinder jo ud i luften, hvis ikke de skrives ned eller eventuelt trykkes. Reformationsmindet blev dog fastholdt på en mere holdbar måde i det medium, man nu i 1717 benyttede, nemlig medaljerne. Christian 4. havde nemlig i 1617 ikke ladet nogen medaljer slå. Kong Frederik 4. lod nu sin medaljør Peter Berg slå hele tre medaljer i anledning af festen i 1717. I det ædle metal, guld og sølv, blev erindringen skåret og stemplet som et varigt og værdifuldt minde om, at kongen – og det vil sige staten – holdt denne vigtige fest. Medaljer var en slags små, transportable monumenter, hvis ord og billeder fortolkede festen. De var en officiel stemme, der lød til den, der havde medaljen i hånden.

Viborg Stift var et af de steder, hvor man tilsyneladende fejrede festen med en vis oplagthed. Både i stiftsbyen Viborg og i Aalborg, der den gang besynderligt nok lå i Viborg Stift, holdt man store fester. I Viborg illuminerede man ikke bare husene under festen, men helt frem til nytår. I Aalborg lavede byrådet et prangende kobberstik, der blev kendt ude i Europa. Og så holdt man ellers fester i byen. Hvad der skete på landet mellem Viborg og Aalborg, er vi som sagt mere usikre på. Dog er der én himmerlandsk landsbykirke, der klart beviser, at sognepræsten her lagde vægt på at være med – og har ladet begivenheden fejre sammen med menigheden. I koret i Gislum Kirke i Vesthimmerland ses nemlig en kunstfærdigt udført tavle, der er ophængt i 1719 som minde om festen, der fejredes her i 1717.