Rangler

De syv eksemplarer, som foreløbig er registreret, stammer alle fra Nordjylland, men det betyder ikke nødvendigvis, at typen er forbeholdt denne landsdel. Fire er fundet på bopladser fra romersk jernalder, og til den periode må antagelig også de øvrige henføres – dog bortset fra en enkelt, hvor fundomstændighederne nærmest taler for bronzealder. Størrelsen – højden om man vil – varierer fra fire til otte centimeter, og faconen fra kugle- eller klumpform, over det dobbeltkoniske til noget, der nærmest minder om en bjælde. Karakteristisk for flere er, at de har fremskydende partier, en slags mere eller mindre tydeligt udformede horn. Det gælder således en rangle fra Ejstrup (nr 1 på billedet); den kan med sine to gevækster minde en del om de netop i ældre romertid så almindelige ildbukke.

Det særlige ved disse tingester er jo imidlertid, at de giver raslelyd; de må altså være hule med noget liggende løst indvendig, og det ses da også på røntgenbilleder, som er taget af dem, at være tilfældet. En rangle fra Rindsholm (nr 3 på billedet), som efter fundet blev brækket i to stykker, indeholdt tre lerkugler, og det må være sådanne eller måske småsten, man ser ved gennemlysningen.

Beslægtet med ranglerne og i øvrigt samtidige med dem er de såkaldte raslebægre, lerbægre, i hvis hule fod der er indlagt raslegenstande.

Bægre er der ingen mangel på i romertiden, men de lydgivende eksemplarer er sjældne, så man fristes til at tro, rasleriet skyldes spøgefulde indfald fra tilfældige pottemagere. Med ranglerne, som alene synes skabt til at rasle, ligger det lidt anderledes, de må have haft en ganske speciel bestemmelse. Vi kalder dem rangler og henfører dem dermed til børnenes verden, hvilket er en acceptabel mulighed, men ikke den eneste. Fra naturfolk kendes tilsvarende indretninger brugt som musikinstrumenter, og endelig er der jo religionen og magien at falde tilbage på. At lyde har spillet en rolle i kulten, er der ingen tvivl om. (Fig. 2)