Rageknivskunst

Sagerne henlå nogle år, men blev så foræret til finderens bror, der interesserede sig for gamle sager. Han tog kniven med, da den lokalhistoriske forening i Skals indbød til foredrag om egnens oldtid, og her blev den forevist for en medarbejder ved museet i Viborg, skønt den »vist ikke var noget særligt«. Det var den nu alligevel, der er nemlig tale om en ragekniv fra yngre bronzealders første tid. Skaftet er rullet op i en spiral (slangen), og på bladets ene side er der billeder, fine små figurer fordelt overfladen. Bronzealderens billedverden kender vi bedst fra de såkaldte helleristninger, der er hugget i sten og talrigest i vore klippefyldte nabolande. Til gengæld har vi rageknivene, der ikke helt sjældent bærer figurer, skønt de glatte er langt i overtal. (Fig. 1, fig. 2)

Langs kanten (i hvert fald en del af den) løber en dekorativ bort, men ved nærmere betragtning opdager man, at det i virkeligheden er et skib som dem, vi kender fra helleristningerne, der er brugt som ornament. Omtrent midt i billedfladen ses forstavnen, højtsvunget over den fremskydende køl, og ved stykkets brede ende bagstavnen, der ligner forstavnen, men optræder løsrevet af sammenhængen; der må være brækket eller slebet lidt af stykket, som altså har været en smule længere end de nuværende ni centimeter. Begge stævne har dyrehovedprydelser af ubestemmelig zoologisk art. Den omtalte bort, et linjebundt med skraveringer og S-formede figurer, gør det ud for selve fartøjet, men den minder ikke meget om et skibsskrog i sin knækkede form, der følger stykkets kant og sikkert også har gjort det på det nu manglende stykke.

I det frie område mellem de to skibsender er tegnet et dyr; hovedet har stævnprydelsernes ubestemmelige karakter, men manke, hale og kroppens elegante svaj viser, der må være tale om en hest. Fra dyrets nakke udgår et bugtet linjebånd, der ender i en stråleomkranset dobbeltcirkel. - På bladet er endnu en figur, den er nærmest timeglasformet, men ligner ikke noget, vi kender i dag.

Når vi kalder disse småredskaber for rageknive, er det naturligvis gætteri, men det virker som en rimelig forklaring og finder da også en vis støtte i bronzealderens egekistegrave, hvor mændenes hår undertiden er til stede, men aldrig deres skæg. Gådefuldt er det imidlertid, hvorfor man har valgt små toiletsager som tumleplads for figurkunsten, når andre og langt mere prangende metalgenstande er forbeholdt tidens nydelige, men ret stive ornamentik. Rageknivskunstens motivkreds svarer stort set til helleristningernes, i begge optræder skibet hyppigst, og der forekommer scener med et tydeligt fortællende indhold, skønt langtfra altid forståeligt for os nutidsmennesker. Hvad angår hesten med skiven er vi dog på forholdsvis sikker grund, den samme fremstilling i forskellige variationer kendes både fra rageknive og helleristninger - og, vigtigst af alt, fra »Solvognen«, det berømte fund fra Trundholm i Ods Herred. Vi ser her en hest, der trækker en stor, på den ene side guldbelagt, skive, og gruppen er gjort bevægelig ved med hest og det hele at være anbragt på en lille vogn; den har vel skullet medvirke i et eller andet, en ceremoni eller et skuespil, i hvert fald noget af teateragtig karakter. At skiven skal forestille solen, kan der næppe være tvivl om; i primitive religioner møder man ofte forestillingen om, at solen trækkes over himlen af en hest. Det ser ud, som om også skibet har spillet en rolle ved soldyrkelsen, men vi savner indsigt i dennes ritualer.

Af rageknivenes fåtallige solscener er den nyopdukkede klart den bedste, den udstråler i sjælden grad liv og bevægelighed. Man spørger sig om ejeren af en genstand, der så tydeligt har med solkulten at gøre, har været præst eller lignende for den himmelske majestæt. Da han døde, fik han i hvert fald sin billedkniv med i det hinsidige. De skår, den aldrende finder samlede op, må stamme fra gravurnen. (Fig. 3)