Radke Bolkens Ildpande

Ildpanden var skænket til domkirken 1474 af ribeborgeren Radke Bolken, der ydermere gennem en fundats tilvejebragte trækul, for at der til evig tid om vinteren kunne fyres til »præsters og fattige peblinges og menige fattigfolks behov og nytte«. Radke Bolkens bestemmelser for ildpandens brug og hans omhu for stiftelsens sikring fremgår af de to bevarede fundatsbreve; det er bevægende læsning. Rent praktisk skaffedes det evige brændsel ved at Radke Bolken for 30 mark lybsk købte en »evig rente« af en grund i byen tilhørende væbneren Mads Pedersen Skriver. I dag ville vi vel sige, at han købte en prioritet, der aldrig skulle indløses. Til gengæld udstedte Mads Skriver 4. august samme år et åbent brev, hvori han på vegne af sig selv, sin hustru Anne, deres arvinger og alle fremtidige ejere og brugere af grunden lovede at give trækul til ildpandens fyring. Det drejede sig om en årlig ydelse af 7 tønder »milkul« og 7 tønder »småkul« leveret på Skt Mikkels dag (29. september) – altså lige op til fyringssæsonen. De to af tønderne skulle klokkeren have for at »tage panden til ware med ild at gøre og forware«. Det egentlige opsyn med den og forpligtelsen til årligt at indkræve kullene blev overdraget vikarkapitlet, domkirkens broderskab af vikarpræster, som straks fik det af Mads Skriver udstedte såkaldte »hovedbrev« i forvaring. Ydermere indsatte Radke Bolken bystyret og domkapitlet som tilsynsførende med vikarpræsternes administration af ildpanden. Til vidnesbyrd herom lod han hovedbrevets tekst indføre »udi bysens bog på rådhuset« og udstedte 14. september selv et følgebrev til domkapitlet.

Det har ikke været tilfældigt, at Radke Bolken blandt domkirkens »evige« institutioner valgte netop vikarkapitlet til at tage vare på ildpanden. Ifølge fundatsen skulle fyringen jo blandt andet ske til tarv og nytte for præsterne, der bar de endeløse gudstjenesteforpligtelser ved altrene i det store kirkerum. Vikarpræsterne har således – til forskel fra de velbjærgede domkanniker – haft en klar fælles interesse i, at ildpanden var varm, når vintertågerne lå over byen. (Fig. 1) Hermed være ikke sagt, at domkirkens præster hidtil havde været henvist til kuskeslag på de dage, hvor der var is på vievandet. (Fig. 2) Man kunne vel selv have et lille fyrfad med, og for den præst, der skulle celebrere messen og ikke måtte spilde vinen, har der ved altret været ophængt et hedt varmeæble, hvor de stive fingre kunne kaldes til live. Fortegnelserne over domkirkens engang så overdådige skatte rummer nemlig adskillige af denne raffinerede type håndvarmere. Et varmeæble kan være udført i kobber eller sølv og består af en gennembrudt kugleskal, der kan åbnes, og hvori der findes en lille skål. Denne skål, der forsynes med glødende trækul eller jern, er så sindrigt ophængt, at den – hvorledes æblet end vendes – forbliver horisontal, således at ild og aske ikke slipper ud. I Ribe domkirke fandtes allerede 1313 en »sølvglobus til ild«, og mere beskedne eksemplarer opbevaredes endnu længe efter reformationen i domkapitlets store kiste: »4 løve hoveder, hvor af der ved silche hænger 4 runde kloder. Både hovederne og kloderne ere af kåber, men sterk og dejlig forgylt«. Kuglerne var med andre ord ophængt i løvehoveder, der har været fæstnet ved kirkens sidealtre; man ser for sig vikarpræsten, der i Radke Bolkens ildpande udsøger sig et rigtig godt stykke gloende trækul til at putte i sit alters varmeæble.