Provstevænget

Sandt at sige havde tiden efter Reformationen været én lang nedgangsperiode. Allerede i slutningen af 1500-årene, kun et halvt hundrede år efter kirkeomvæltningen, havde byen mistet sin middelalderlige glans. Ud af 15 kirker inden for voldene synes kun tre (Domkirken, Gråbrødrekirken og Vor Frue Kirke) at have været bevaret og i brug, da den elleveårige Christian 4. i 1588 besteg tronen. Netop dette år beskriver en engelsk rejsende da også byen med disse ganske malende ord: »Den var stor og udstrakt, men er næsten helt udslettet og frembyder i dag næppe udseende af en middelstor landsby«. I topografen Peder Hansen Resens Danske Atlas fra 1670’erne udtrykkes det på denne måde, efter at de mange navne på forsvundne bygninger er blevet opregnet: »Men af denne storhed er nu knap nok skyggen tilbage, idet byen er sunket ned til en endog særlig grad af ringhed og lidenhed«. Konkret var der sket det, at Roskilde, som på Resens tid kun havde omkring 2000 indbyggere, ikke mere kunne udfylde sine middelalderlige rammer. Bebyggelsen blev samlet omkring hovedgaden, byens midtakse, og kvartererne ud mod den gamle byvold lagt ud til vænger. »Dér hvor Troja lå, er nu den flade mark«, hedder det hos Resen, »hvor der fordum stod bygninger, strålende af kobber og guld, der dyrkes og tilsås nu årlig mange tønder land agerjord«. Borgerne i Roskilde var i høj grad blevet afhængige af landbrug.

Siden er der sket meget i Roskilde, der i dag har 25 gange så mange indbyggere som på Resens tid. Byen oplever nu sin anden blomstring, og sporene efter den lange nedgangsperiode er i alt væsentligt slettet. Vængerne er for længst bebygget igen, kun et af dem, umiddelbart nord for domkirken, ligger tilbage: Provstevænget. Som navnet antyder, tilhører det domprovsten i Roskilde, og deraf kommer det, at det ikke forlængst er udstykket. I middelalderen udgjorde Provstevænget en central del af Skt Hans Sogn, det nordligste af sognene inden for voldene. Midt i vænget finder man ruinen af Skt Hans Kirke, opført i første halvdel af 1100-årene, udgravet af Nationalmuseet 1941-42. Mens sognet fungerede, var det kendt for i særlig grad at være beboet af gejstlige; i et skøde fra 1494 berettes det således, at flertallet af domkirkens mange præster, kannikkerne, havde ophold her, inklusive tre af prælaterne, nemlig dekanen, provsten og kantoren.

Provstevænget har henligget ubebygget siden Reformationen og er i dag vedblivende dyrket mark - en helt utrolig situation, når man betænker, at det ligger midt i Roskilde by med domkirken som nærmeste nabo. At få lejlighed til at grave her turde være enhver museumsmands drøm. 1 1994 viste der sig, takket være omfattende fondsstøtte, en mulighed, og resultaterne udeblev ikke: et bykvarter fra middelalderen kom for dagens lys. Også nogle af indbyggerne trådte ud af historiens glemsel, de fleste som anonyme skeletter, enkelte dog med navns nævnelse.

Roskilde lægger netop nu an til at fejre sit første årtusinde; de officielle jubilæums- festligheder vil finde sted i 1998. Det er navnlig ved spadens hjælp, at tidspunktet, om end ikke det nøjagtige årstal, for byens opståen har ladet sig fastlægge, og dette tidspunkt falder altså, som man vil have forstået, allersidst i 900-tallet. Adam af Bremens oplysning, at Harald Blåtand lod opføre en kirke i Roskilde, skal vi ikke forkaste af den grund, men intet, som er fremkommet ved de sidste års udgravninger, tyder på, at man kan tale om en egentlig by før Svend Tveskægs tid. Provstevænget var i den henseende ingen undtagelse; bygningsrester fra stadens ældste tid fandt vi slet ikke, men enkelte hilsener fra de første roskildeborgere fik vi dog: et skår af en klæberstensgryde, en arabisk sølvmønt omdannet til et hængesmykke og en broche med drageslyng i såkaldt Urnes-stil. Der kan i den forbindelse mindes om, at originalen til det fine dragesmykke, som vil være læserne bekendt fra Skalks kopitjeneste, blev fundet for hundrede år siden netop ved Provstevænget. (Fig. 2)

Lå det ældste Roskilde ved domkirken? Spørgsmålet lader sig ikke så let besvare. Fund fra den senere del af vikingetiden er kommet for dagen over store arealer såvel på bakketoppen omkring domkirken som i det gamle havneområde ved bunden af fjorden. Fra den tidligste tid har plateauet, hvor kirken knejser i dag, indbudt til bebyggelse, men samtidig har byen fra den første spæde bebyggelse måttet have en havn. Hvilket af disse områder, der var hovedbyen, er et spørgsmål åbent for diskussion. Da byvolden blev anlagt omkring 1150, blev havneområdet definitivt henvist til en rolle som forstad. (Fig. 3)

Hvad var der så tilbage af det gamle middelalderlige bykvarter? Udgravningsfelterne blev lagt omkring den før omtalte ruin af Skt Hans Kirke, nemlig sådan, at både kirkegården og områderne umiddelbart syd og øst herfor ville blive berørt. Et antal begraveiser blev på den måde afdækket, samtidig med, at kirkegårdens afgrænsning og nærmeste omgivelser kom for dagen. Snart lod det sig gøre at vandre på en længst forsvundet gade, Kattesundet, og benytte den gamle indgang til kirkegården. Det sidste var dog ikke uden en vis risiko. For ad denne vej at komme ind på det viede område måtte man kaste sig ud i et dristigt spring. (Fig. 4)

Midt i kirkegårdsporten lå nemlig en stensat kvadratisk grube, 1,5 x 1,5 meter i indvendigt mål og 1,5 meter dyb. Over den har »færisten« været placeret, den rist, der skulle forhindre, at middelalderbyens svin og andre løsgående dyr kunne komme ind på kirkegården og rode i gravstederne. Disse riste var så almindelige ved kirkerne, at man ofte lod dem være navngivende for selve indgangen; en af domkirkegårdens porte blev således kaldt Skoleristen. Man kan undre sig over, at det var nødvendigt at grave så dybt, men det kan vel skyldes, at man på den måde undgik alt for hyppige oprensninger. Nu var gruben fyldt med brokker fra kirkens nedrivning, men helt på bunden fremkom en lille »skat« i form af fire sølvmønter, alle slået i Roskilde lige omkring Reformationen. Pengene er sikkert tilfældigt tabt, for netop ved risten havde man ofte pungen fremme. Her i kirkegårdsporten tog tiggerne opstilling, fordi de vidste, at det var stedet, hvor gode borgeres sind var stemt til almissegivning.

Selve indgangsportalen, der buede sig over færisten, har ligesom hele kirkegårdsmuren langs med gaden været opført af teglsten. Gaden var ca seks meter bred, brolagt og med rendesten i midten. Når den kan identificeres som »Kattesundet«, skyldes det oplysninger i skriftlige kilder. Den er afsat på Resens kort, men uden angivelse af navn.

Netop hvor Kattesundet passerede kirkens kor, lå på gadens modsatte side fundamenterne til en bygning, sikkert oprindelig opført i bindingsværk. Den har haft mange rum, i et af dem fandtes velbevarede rester af en bageovn. Huset, der var fra senmiddelalderen, må oprindelig have indgået i et større bygningskompleks; en kælder fremdraget ved den tidligere undersøgelse tyder i den retning. Det er nærliggende at antage, det drejer sig om en gård ejet af en af de velaflagte kannikker, som befolkede netop dette kvarter. (Fig. 5)

I nedbrydningslaget over bygningen fandtes blandt andet en signetring fra omkring 1500. Den er forsynet med våbenskjold og initialerne EHD, men hvem, der gemmer sig bag de tre bogstaver, er foreløbig uvist, aftryk kendes ikke. Umiddelbart ville man tro, at ejeren var kvinde (D’et til slut står jo almindeligvis for »-datter«), men det er unægtelig en slutning, der harmonerer dårligt med tolkningen af huset som en kannikeresidens. En anden mulighed kunne være, at D står for dekan, titlen på en af kirkens højere embedsmænd. Det er endnu ikke blevet undersøgt, om initialer og våbenskjold passer til en af stillingens senmiddelalderlige indehavere; deres navne er ikke umiddelbart tilgængelige. Nu er det i det hele taget sjældent, at et signet lader sig henføre til en i forvejen kendt historisk person; hvis der ikke i arkiverne findes bevarede aftryk, er opgaven nærmest uløselig. Men også anonyme signeter har i høj grad interesse. De giver os øget kendskab til fortidens persongalleri.

Mængden af skriftlige kilder til Danmarks middelalderlige historie kan ikke forventes at blive forøget nævneværdigt i fremtiden - med enkelte undtagelser er alle arkiver, både herhjemme og i udlandet, systematisk gennemgået og registreret, så nye arkivfund vil herefter høre til sjældenhederne. Anderledes på arkæologiens område; her øges kildematerialet dagligt gennem udgravninger og tilfældige fund. At de fleste af de således erhvervede sager er anonyme, må man affinde sig med, for det er nu engang sjældent, den slags materiale er forsynet med ejernavn. Netop signeterne danner en vigtig undtagelse.

I alt er der fremkommet otte signeter i Provstevænget, de fleste i forbindelse med udgravningen 1994, et par stykker dog ved forundersøgelser i årene før (se Skalk 1994:5). Blandt de sidstnævnte var ét, som har tilhørt Valdemar Atterdags søn Christoffer (det må have ligget i hans grav inde i domkirken og er kastet ud ved dennes sløjfning i 1600-årene), men ellers kan man vist gå ud fra, at hovedparten af de mange signeter - og otte er mange i denne forbindelse - stammer fra Skt Hans Kirkegård, selv om ingen af dem rent faktisk er kommet for dagen i en grav. At denne begravelsesplads har haft en høj social status får herigennem en understregning. (Fig. 6, fig. 7)

Lad os til slut kaste et blik på tre af disse særprægede fund. Det første er et brudstykke, halvdelen af et spidsovalt stempel fra omkring 1400. Formen er karakteristisk for mange gejstlige signeter, og motivet, den korsfæstede Kristus, understøtter denne tolkning. Det meste af teksten mangler, men man bemærker straks arbejdets høje kunstneriske kvalitet. Billedtemaet er velkendt fra kannikesigneter. I dets fulde udstrækning viser det den korsfæstede Kristus flankeret af Maria og Johannes. Nederst signetets ejer knælende i bøn.

Det andet eksempel er også kun en halvdel, og ydermere har slaget, der skulle ødelægge signetet, samtidig ødelagt tekstbåndet, det vil næppe kunne læses. Motivet kan der til gengæld ikke herske tvivl om. Man ser en mand iklædt gejstlig dragt. Inderst bærer han en ankellang kjortel, derover en kortere kjortel, opslidset i siderne og med hætte. Overkjortlen er et såkaldt skapular, en fast del af ordensdragten hos eksempelvis dominikanere og cisterciensere. I sin venstre hånd holder denne gejstlige person en bog, og en anden bog bærer han hængende i en rem fra bæltet, den er nemlig indbundet i et såkaldt posebind, det vil sige et bind, hvor skindet er forlænget ud over bogens nedre kant, sådan at det lader sig knytte sammen og fæstne til en rem. Posebind anvendtes til bøger, som regelmæssigt medbragtes på rejser. Signetet stammer fra 1400-årenes anden halvdel.

I det sidste tilfælde, som skal omtales her, er hele signetet bevaret. Der er ikke gjort vold på det; det kan være lagt i graven til den døde uden videre. Ifølge omskriften var hans navn Niels Tink, og det fremgår, at han har været præst. Seglfeltet er mesterligt udnyttet til gengivelse af en situation fra den hellige Nikolaus’ legende. Nikolaus var biskop, kendt blandt andet som de søfarendes beskytter, og ser man nærmere på billedet, er det da også klart, at de tre dér afbildede søfolk har hjælp behov; masten på deres fine klinkbyggede skib, en såkaldt holk, er knækket. Både mast og sejl er ved at flyve væk, men den hellige Nikolaus er kommet til stede i fuldt bispeskrud, og vi må antage, at de tre knælende søfolks redning er sikret. Der er ingen tvivl om, hvorfor Niels Tink engang i den senere del af 1300-årene valgte netop dette motiv til sit segl. Hans navn var jo Niels, og det er den danske form af Nikolaus. (Fig. 8, fig. 9, fig. 10)

Kun en mindre del af Provstevænget er indtil nu blevet undersøgt. Meget venter, til lejlighed byder sig næste gang. Den formodede kannikegård var værd at få udgravet helt, og det samme gælder Skt Hans Kirkegård, som formodentlig er den eneste bysogns-kirkegård i landet, der lader sig undersøge fuldstændigt. Et stort om end anonymt skeletmateriale ville se dagens lys, og det er sandsynligt, at samlingen af Provstevænge-signeter ville blive forøget endnu en gang.

1847 - for præcis 150 år siden - åbnedes jernbanen mellem København og Roskilde; det var kongerigets første banestrækning, og dermed var domkirkebyens forfaldstid omsider bragt til ophør. Staden udviklede sig, det gik mod lysere tider. Provstevænget fik - mærkværdigvis - lov at blive liggende. Et yndefuldt minde om nedgangens århundreder.