Provstevænget

Sandt at sige havde tiden efter Reformationen været én lang nedgangsperiode. Allerede i slutningen af 1500-årene, kun et halvt hundrede år efter kirkeomvæltningen, havde byen mistet sin middelalderlige glans. Ud af 15 kirker inden for voldene synes kun tre (Domkirken, Gråbrødrekirken og Vor Frue Kirke) at have været bevaret og i brug, da den elleveårige Christian 4. i 1588 besteg tronen. Netop dette år beskriver en engelsk rejsende da også byen med disse ganske malende ord: »Den var stor og udstrakt, men er næsten helt udslettet og frembyder i dag næppe udseende af en middelstor landsby«. I topografen Peder Hansen Resens Danske Atlas fra 1670’erne udtrykkes det på denne måde, efter at de mange navne på forsvundne bygninger er blevet opregnet: »Men af denne storhed er nu knap nok skyggen tilbage, idet byen er sunket ned til en endog særlig grad af ringhed og lidenhed«. Konkret var der sket det, at Roskilde, som på Resens tid kun havde omkring 2000 indbyggere, ikke mere kunne udfylde sine middelalderlige rammer. Bebyggelsen blev samlet omkring hovedgaden, byens midtakse, og kvartererne ud mod den gamle byvold lagt ud til vænger. »Dér hvor Troja lå, er nu den flade mark«, hedder det hos Resen, »hvor der fordum stod bygninger, strålende af kobber og guld, der dyrkes og tilsås nu årlig mange tønder land agerjord«. Borgerne i Roskilde var i høj grad blevet afhængige af landbrug.

Siden er der sket meget i Roskilde, der i dag har 25 gange så mange indbyggere som på Resens tid. Byen oplever nu sin anden blomstring, og sporene efter den lange nedgangsperiode er i alt væsentligt slettet. Vængerne er for længst bebygget igen, kun et af dem, umiddelbart nord for domkirken, ligger tilbage: Provstevænget. Som navnet antyder, tilhører det domprovsten i Roskilde, og deraf kommer det, at det ikke forlængst er udstykket. I middelalderen udgjorde Provstevænget en central del af Skt Hans Sogn, det nordligste af sognene inden for voldene. Midt i vænget finder man ruinen af Skt Hans Kirke, opført i første halvdel af 1100-årene, udgravet af Nationalmuseet 1941-42. Mens sognet fungerede, var det kendt for i særlig grad at være beboet af gejstlige; i et skøde fra 1494 berettes det således, at flertallet af domkirkens mange præster, kannikkerne, havde ophold her, inklusive tre af prælaterne, nemlig dekanen, provsten og kantoren.

Provstevænget har henligget ubebygget siden Reformationen og er i dag vedblivende dyrket mark – en helt utrolig situation, når man betænker, at det ligger midt i Roskilde by med domkirken som nærmeste nabo. At få lejlighed til at grave her turde være enhver museumsmands drøm. 1 1994 viste der sig, takket være omfattende fondsstøtte, en mulighed, og resultaterne udeblev ikke: et bykvarter fra middelalderen kom for dagens lys. Også nogle af indbyggerne trådte ud af historiens glemsel, de fleste som anonyme skeletter, enkelte dog med navns nævnelse.

Roskilde lægger netop nu an til at fejre sit første årtusinde; de officielle jubilæums- festligheder vil finde sted i 1998. Det er navnlig ved spadens hjælp, at tidspunktet, om end ikke det nøjagtige årstal, for byens opståen har ladet sig fastlægge, og dette tidspunkt falder altså, som man vil have forstået, allersidst i 900-tallet. Adam af Bremens oplysning, at Harald Blåtand lod opføre en kirke i Roskilde, skal vi ikke forkaste af den grund, men intet, som er fremkommet ved de sidste års udgravninger, tyder på, at man kan tale om en egentlig by før Svend Tveskægs tid. Provstevænget var i den henseende ingen undtagelse; bygningsrester fra stadens ældste tid fandt vi slet ikke, men enkelte hilsener fra de første roskildeborgere fik vi dog: et skår af en klæberstensgryde, en arabisk sølvmønt omdannet til et hængesmykke og en broche med drageslyng i såkaldt Urnes-stil. Der kan i den forbindelse mindes om, at originalen til det fine dragesmykke, som vil være læserne bekendt fra Skalks kopitjeneste, blev fundet for hundrede år siden netop ved Provstevænget. (Fig. 2)