Protese

Museumsinspektør Christian Axel Jensen foretog i årene 1905-16 store udgravninger for Nationalmuseet i tomten af middelalderborgen Boringholm, som ligger i den nu udtørrede Rask Sø, 16 km vest for Horsens. Boringholm har ikke den sædvanlige opbygning med fæstningsværker af volde og grave, men hører til den lille gruppe af såkaldte træborge. Det karakteristiske ved disse anlæg er, at det er placeringen i uvejsomt terræn, søer eller moser, som udgør det væsentligste forsvarstræk. Tre eksempler har tidligere været omtalt her i bladet: Solvig i Tøndermarsken (se Skalk 1967:1) samt de himmerlandske Nørre Kongeslev og Egholm (se Skalk 1966:1 og 1988:1).

Boringholm tilhørte i 1300-årene adelsslægten Brok, og fundmaterialets sammensætning synes at vise, at stedet sandsynligvis har været permanent beboet og ikke blot har fungeret som tilflugtsborg. Borgen er opført på en lille moræneholm, som formodentlig har været vandomgivet i middelalderen. Holmen er blevet udvidet ved på- førsel af tykke ler- og gødningslag, som næppe har været særlig stabile, eftersom der gentagne gange er tilført nyt materiale. Fire store træbygninger har udgjort et 30 x 30 m stort centralanlæg, som har haft udenværker i form af forborge og palisader. Der foreligger desværre ikke dendrokronologiske dateringer, men fundene og de skriftlige kilder peger mod en kort brugsperiode i tidsrummet ca 1320’erne til 1370’erne.

De fugtige lag har betydet gode bevaringsforhold for træ og andre organiske materialer. Ved udgravningen blev der fundet store mængder af lædersko foruden bygnings- og vogndele, skåle, tallerkener og redskaber af træ. Blandt disse sager var en genstand af egetræ, ca 40 cm lang, som kan minde om en lille slank søjle med en halvkugleformet afslutning i den ene ende og et bredere, klodsagtigt stykke i den anden. Denne klods er firkantet i tværsnit, mens selve endefladen er konkav. I dag fremstår stykket indtørret og forvredet, men en tegning har fastholdt stykkets oprindelige udseende.

Kunne der være tale om en bygningsdel eller måske et stykke af et møbel? Fraværet af tap- eller nittehuller synes ikke at støtte nogen af disse to muligheder. Udgraveren betegnede selv stykket som et træben, hvormed han vel mente en protese til erstatning for et menneskes underben. Forfatteren af disse linier tvivlede på denne bestemmelse, men måtte skifte mening, da det lykkedes at finde et kalkmaleri, der belyser sagen.

I senmiddelalderen malede man i kirkerne ofte Fanden på væggen, undertiden afbildet som halt og følgelig udstyret med et træben. Blandt disse afbildninger er en djævel i Hyllested Kirke på Djursland interessant, da det ser ud som om, at dens træben er af samme form som genstanden fra Boringholm.

Det fremgår ikke tydeligt af billedet, hvorledes træbenet er fastgjort til det syge, bagudbøjede ben, men det er muligt, at der går en rem op om knæhasen. Et blik på det bevarede træben gør ikke sagen klarere. En forklaring kan være, at der har været læder om den øvre afslutning af træbenet, og at dette ved remme eller lignende har været fastspændt til det syge ben.

Hvilken hændelse eller sygdom, der har gjort anvendelsen af Boringholm-træbenet nødvendig, kan hverken træbenet eller kalkmalerierne oplyse. Her må vi ty til skeletfund og skriftlige kilder. Ved den forlængst nedrevne Sankt Clemens Kirke i Randers blev der i 1978 fremdraget dele af et skelet, hvis venstre over- og underben var groet sammen i en ret vinkel. I Odense har man ved udgravning af sortebrødreklosterets kirkegård fundet et skelet af en mand, som havde fået amputeret den nederste del af højre ben. Begge kan have haft god gavn af et træben. (Fig. 1)