Professorens kirke

Alt dette er velkendt og har tidligere været behandlet i Skalk (1969:6), herunder også den tvivl, der senere er opstået om rekonstruktionens korrekthed. For tiden er der udgravninger igang omkring bygningen, og i den forbindelse er der foretaget indgående arkivstudier, specielt af de breve og papirer, som omhandler den gamle kirkes nedbrydning. Væsentligt nyt er på denne måde kommet frem. Det er baggrunden for, at emnet nu tages op igen.

Den mand, der har hovedansvaret for rekonstruktionen, er kunsthistorikeren Niels Laurits Høyen, der allerede som ungt menneske, i 1830, havde undersøgt og beskrevet domkirken – et besøg, der blev afgørende for dens skæbne. Rapporten, han ved den lejlighed udfærdigede, beskæftiger sig indgående med bygningens tilstand. De pudsede vægge har tydeligvis generet ham, men ved at bore gennem lagene fandt han efterhånden frem til, hvad der skjulte sig af den oprindelige romanske basilika under sminken. Af samtidige breve kan vi se, at han allerede dengang syslede med tanken om en genskabelse – men næppe en fuldstændig fornyelse. Hans undersøgelse af domkirken er iøvrigt al ære værd. Den er gennemført med en for datiden usædvanlig grundighed.

Samtidig med, at Høyen steg i anseelse – han blev professor og regnedes for landets førende kunsthistoriker – synes hans forestillinger om, hvordan gamle bygninger burde restaureres, at være modnet, nærmest til en slags fiks ide. Alle ombygninger og senere tilføjelser var af det onde, kun den rene vare kunne accepteres. Den var der efter hans mening ikke meget af i Viborgkirken, som fra grunden af var opført af granitkvadre, men hvor teglsten i betydelig mængde indgik i de øvre regioner. Dette røde murværk passede ikke ind i Høyens billede af middelalderkirken, det måtte være resultatet af ombygninger efter brandene, altså skulle det væk, og det vil i virkeligheden sige det meste af bygningen, således hele vestdelen inklusive de to tårne. Sagen gav, da den omsider blev aktuel, anledning til megen diskussion. Høyen og hans tilhængere ønskede en fuldstændig fornyelse af bygningen, mens andre, således arkæologen Worsaae, ville bevare mest muligt af det gamle. Vi har allerede røbet, hvem der gik af med sejren.

Til at forestå arbejdet valgtes – sikkert på anbefaling af Høyen – arkitekten N.S.Nebelong. Sammen gennemgik de bygningen, og 1859 forelå et detaljeret restaureringsforslag ledsaget af en blikkapsel med fjorten tegninger, der bedre end ord illustrerer arbejdets konsekvenser. Materialet er opdelt således, at der til én tegning »før« svarer én »efter«, hvorved de implicerede hurtigt kunne danne sig et overblik. Projektet blev vedtaget, og 1863 begyndte nedbrydningen, som stod på gennem adskillige år. Sideløbende med denne skrev Høyen på en beretning om kirkens bygningshistorie, som udkom i det statelige værk Danske Mindesmærker. Resultatet af det løbende arbejde blev her fremlagt i litograferede tavler, udsendt i hæfter; med det sidste, fra 1868, fulgte forklaring til tavlerne samt en 19 sider lang samlende redegørelse. Høyens arbejde bygger dels på selvsyn dels på breve, som han modtog fra arbejdets daglige leder, Nebelongs assistent, arkitekten Julius Tholle. Ikke mindst disse er vigtige for vurderingen; de indeholder detaljer, som kun flygtigt eller slet ikke nåede med i Høyens beskrivelse. 1870 døde Høyen, året efter Nebelong og Tholle, men arbejdet var da så vidt fremskredet, at der snart efter kunne holdes rejsegilde på den nye bygning. Værkets færdiggørelse – og dermed indretningen af kirken – blev overdraget den dygtige arkitekt H. B. Storck.

Høyens bygningshistoriske redegørelse former sig som et brillant forsvar for rekonstruktionen, og selv om en og anden har fundet den noget spekulativ, er der aldrig for alvor taget til genmæle mod den. Men tvivlen er vokset i takt med vor øgede viden om middelalderens bygninger. Det var kendt allerede på Høyens tid, at teglbrænding kom i brug herhjemme i slutningen af 1100-årene, men han fremfører som sin opfattelse, at domkirken »har stået under bygning fra henved 1130 til henved 1170, og at en så betydelig del har været fuldendt ved 1150, at gudstjenesten alt dengang kunne holdes i den – «. Dateringen levner ingen, eller i hvert fald kun meget begrænset, plads for teglstenen. (Fig. 1) Spørgsmålet er nu, om den er rigtig. Lad os som eksempel tage sideskibenes hvælvinger.