Pragtvåben

Hedegård er et af de få steder, hvor vi fra denne tid kender såvel landsbyen som den tilhørende gravplads. Landsbysporene dækker et ca 180 x 200 m stort område og er mange steder dækket af et tykt kulturlag. Det er tidens største kendte bebyggelse, men indtil videre er der kun foretaget mindre undersøgelser her. Lige nord for ligger gravpladsen, og den må nu - omsider - anses for færdigudgravet.

De ældste grave, som er brandgrave i forskellige varianter, er klart de rigeste. Tidsmæssigt strækker de sig over omtrent et århundrede, fordelt med et halvt på hver side af Kristi fødsel. Den anden begravelsesform, jordfæstegraven, er yngre. Denne kan også opvise rige grave, men ikke med udstyr, som tilnærmelsesvis kommer på højde med den ældre gravgruppes. Her er flere fremmede sager, flere våben, mere ædelt metal og i det hele taget flere sjældne genstande end i de senere, ubrændte begravelser. Flytter de rige slægter, eller sker der en generel nedgang? Det er et åbent spørgsmål, i hvert fald har stedet været beboet af nogle yderst formuende slægter. Et fingerpeg om velstandens grundlag giver måske de mange jernslagger i bopladsens affaldslag: man har udvundet jern af mosernes myremalm og måske også forarbejdet det ved smedning.

Den afsluttede udgravning blev fortsat inden døre. Gravudstyr er ofte taget op som præparat, så konservering af navnlig metalsagerne kunne foregå under roligere forhold. Derfor dukker stadig oplysninger op, som supplerer det billede, der efterhånden har tegnet sig af Hedegård-beboerne. Det er et eksempel på en sådan hjemmeundersøgelse, der her skal berettes om. (Fig. 1, fig. 2)

Det anlæg, præparatet stammer fra, viste sig i udgravningsfeltet som en aflang, nærmest ottetalsformet mørk plet, som skyldtes to nedgravninger: en nordlig og en sydlig, hvoraf den sidste var gravet lidt ind i den første og dermed er yngst. I den sydlige stod urnen, en mønstret sortglittet vase med brændte ben, men i påfaldende ringe mængde - blot 6 gram. Hertil kom lidt sølvsmuld og måske en glasstump. Urnen var suppleret af tre andre lerkar - tilsammen en lille opdækning, som det ofte ses i jyske kistebegravelser fra denne tid. I den ældre nedgravning nord for lerkar-gruppen fandtes en del smeltet bronze samt en klump sammenrustet jern, ikke særligt bemærkelsesværdigt ved første øjekast.

Hvor lang tid, der kan være gået mellem de to nedsætninger, er uvist. Der synes ikke at være fjernet sager fra nordgruben, da lerkarrene blev nedsat, hvilket kan tyde på samhørighed mellem de to handlinger. Dette støttes af, at der kun fandtes brændte ben i den store lervase, men slet ingen mellem bronze- og jernsagerne. Der er åbenbart kun én afdød repræsenteret i dobbeltpletten, men en del af gravgodset synes nedsat før den egentlige begravelse. I gravpladsens øvrige grave er det ikke ualmindeligt, at noget af udstyret ligger under eller ved siden af urnen, men der plejer kun at være én nedgravning til det hele. (Fig. 3)

Langt det meste af bronzen stammer fra et fad, som har været med på ligbålet og er smeltet sammen til næsten ukendelighed. En ret velbevaret fod, randstykker og hankedele tillader dog en bestemmelse af formen: et bredt fad af en type, som kendes fra en håndfuld andre øst- og midtjyske gravfund. Af bronze var et dragtspænde og nogle små nitter, sikkert fra et læderbælte; desuden fandtes et bæltespænde og en lansespids, begge af jern. Både over og under disse sager fandtes organisk materiale, som ved nærmere studium afsløredes at være flettet siv. Ved nedlæggelsen må hele dette ligbålsudstyr have været anbragt i et net, som er delvis bevaret til i dag takket være udfældningssalte fra bronzen.

Den rustne jernklump skulle vise sig at rumme gedigne overraskelser. Ved udgravningen kunne umiddelbart kun skelnes en saks af form som en gammeldags fåresaks, men et røntgenfotografi taget efter hjembringelsen afslørede, at der var mere. Louis Lange Wollesen fra Vejle Amts Konserveringsværksted stod for den vanskelige afrensning og konservering, og det færdige resultat overgik alle forventninger. Rustklumpen indeholdt flere jernsager tæt sammen: saksen øverst, derunder lå en dolk og den tilhørende skede, men adskilt og med spidsen hver sin vej. Endelig en kniv og en slank lansespids af usædvanlig form. Det er heldigt, at gravlæggerne tog dolken ud af skeden og oven i købet lagde de to ved siden af hinanden, for det gør det langt lettere for os at studere alle detaljer. (Fig. 4)

Dolken og især skeden er sande pragtstykker, der har været en lyst for øjet. På bladets forside er sættet søgt rekonstrueret af Arne Jouttijarvi og Jørgen Kraglund i forening. Selve våbnet er 35 cm langt, hvoraf grebet udgør knap en tredjedel; i en slags sandwich af tre jernlag er fastspændt to lag organisk materiale, sikkert horn eller ben. Fæstet afsluttes nederst af en tværgående parerstang, hvorpå ses to karakteristiske nittehoveder, begge med en lille hulhed. Lignende nitter sidder på grebets øvre del, to på forsiden og tre øverst. På bedre bevarede dolknitter kendt fra andre fund ses ofte indlægning af rød, sjældnere grøn emalje, frembragt ved at smelte glaspulver blandet med metalsalte. Der er ingen grund til at tro, det har været anderledes her. Klingens sider er svajede, og på bladet er en markant midterribbe omgivet af to sammenløbende blodriller.

Skeden er lavet af to stykker jernblik, oversiden er hvælvet og undersiden mere flad. Langs siderne har oprindelig været fire ophængningsbeslag med ringe, anbragt symmetrisk anbragt to og to over for hinanden. Hvert beslag er dannet af fire sammensvejsede jerntråde, som fastholdes til skeden af tre »emaljenitter«. Et af de nedre beslag mangler sin bærering og må have gjort det længe, eftersom en del af beslaget er fjernet og vist også slebet ned. På en lignende dolk, som er fundet i Holland, ses ligeledes fire ringbeslag, men kun de øverste er af jern, de nederste derimod af sølv. Deraf kan man vel slutte, at kun de øvre var til ophængning, de andre blot til pynt. (Fig. 5)

Det, der imponerer mest ved våbnet, er den fladedækkende, minutiøse udsmykning på skedens forside. Mønstringen er inddelt i fire felter, hvoraf det øverste og det næstnederste er identiske - cirkelrunde »grangrensmønstre« omkring en rosetagtig figur, det hele anbragt i en firkantramme med små vinkeltegn i hjørnerne. De to andre felter indeholder stort set de samme elementer, men i et andet arrangement med henholdsvis firkantet og trekantet indramning. Hele dekorationen er dannet ved tauschering, det vil sige ved indbankning af forskellige metaller i et furemønster, som er indgraveret i jernblikket. Civilingeniør Arne Jouttijärvi har undersøgt indlægningerne, og det har vist sig, at der er tale om tin-bronze legeringer med og uden sølvindhold (af oprindelig rødlig og gullig farve), sølv-kobber forbindelser (såkaldt niello, som oprindelig har stået sort) og kobber. Figurerne inderst i felterne har formentlig været udfyldt med emalje og bronze. En vis usikkerhed ved bestemmelserne skyldes, at skeden var med på ligbålet, hvorved nogle af komponenterne har ændret sammensætning. (Fig. 6)

At fremstille sådanne pragtdolke har datidens hjemlige kunstsmede næppe magtet, der er tale om et importeret stykke fra Romerriget. Til den romerske soldats udrustning hørte en dolk, men naturligvis var det ikke enhver krigskarl givet at eje et klenodie som det ovenfor beskrevne. Det var forbeholdt højtstående officerer - måske tildelt som en særlig udmærkelse. Lignende pragtdolke er der fundet en del af på romersk område, langt de fleste i rigets grænseegne mod det barbariske Germanien. De tilhører første århundrede efter Kristus, men for Hedegård-dolkens vedkommende kan vi komme lidt nærmere. Denne korte, brede type regnes til de ældste og må være fra før kejser Claudius’ tid (41-54 efter Kristus). Mærkelig nok er ingen af de hidtil fundne dolkskeder helt ens. Den, der kommer nærmest vor, blev fundet 1967 i Donau nær Dunafoldvår i Ungarn, mere end 1000 km fra Hedegård. Pragtdolkene er antagelig distribueret fra handelsbyen Aquileia ved Adriaterhavet, og typens optræden i Rhinområdet skal nok ses i lyset af det for romerne katastrofale slag år 9 efter Kristus, hvor den romerske statholder Varus’ tre legioner blev udslettet af germanerne. Forsøget på at overskride Rhingrænsen var slået fejl, den lå fast og blev fremover forsynet med kraftige befæstninger, som krævede ekstra meget vagtmandskab. Dette blev netop hentet i de egne, hvor dolkene antages at være blevet til.

Oprindelig er den svajede dolkform keltisk, mere præcist fra den Iberiske Halvø, og brugen af emalje er et levn fra denne tid. Mønsteret i øvrigt er rent romersk. Hvordan i alverden er denne romerske specialitet havnet i det mørke Jylland? Det er første gang, en sådan pragtdolk er fundet i Skandinavien, og de er i det hele taget yderst sjældne så langt fra Romerriget. Måske endnu mere besynderligt er et eksemplar, som fandtes i en grav ved Ilischken i det nuværende russiske Kaliningraddistrikt (det tidligere Königsberg).

Handelsobjekt, krigsbytte - eller er en Hedegård-mand efter mange års tjeneste som lejesoldat i romerhæren kommet hjem med en fornem gave? Vi må vel slå os til tåls med, at både den hjemlige og den klassiske arkæologi er blevet beriget med en sjældenhed af fineste karat. (Fig. 7)