Præstens sølvtøj

Som sædvanlig var modparten svenskerne, og det første felttog faldt så afgjort ud til deres fordel; Frederik 3. måtte 1658, ved Roskildefreden, afstå – blandt andet – Skåne, Halland og Blekinge. Karl Gustav fortrak, men allerede samme år vendte han frygtelig tilbage med den faste beslutning at erobre hele Danmark. Han gik mod København, men stødte på uventet modstand, og krigen trak ud. På Sjælland gjorde »Gøngehøvdingen« livet surt for de svenske soldater, og efterhånden lykkedes det danskerne, som havde fået hjælp af udenlandske styrker, at få overtaget i Jylland og på Fyn; i november 1659 vandt de en betydningsfuld sejr ved Nyborg. Alligevel måtte Frederik 3. ved krigens slutning opgive at få de tabte landsdele øst for Øresund tilbage. Europas stormagter ønskede ikke, at én nation skulle beherske begge sider af Sundet.

Krigen var overstået, men ikke nøden og elendigheden. Byer og sogne var plyndrede, mange dræbt, og i hælene på de hærgende tropper fulgte en dødbringende pest, der gjorde betydelige indhug i dem, kampen havde skånet. Deraf kommer det, at så mange hengemte skatte fik lov at blive liggende i jorden – de, der kendte gemmestederne, havde taget deres viden med i graven. Det er ingen nem opgave, når sådanne sager i vore dage dukker op, at påvise de oprindelige ejere, men umulig er den ikke – det drejer sig jo om ansete folk, bønder og borgere med noget på kistebunden. Også præster kan komme på tale, for selv om de fleste vel kun havde til dagen og vejen, var der dog dem, som lå inde med betydelige værdier.

På det nordøstlige Fyn kom i juni 1842 en nedgravet skat for dagens lys. Under udvidelse af en grøft på en mark ved Dræby nær Munkebo stødte to gårdmandssønner på en samling sølvtøj, tilsyneladende lagt i jorden uden nogen form for indpakning. Fundet, som nu befinder sig på Nationalmuseet, består af to bukkelpokaler (den ene med løst, blomsterkronet låg) og et lågbæger, alt i forgyldt sølv. Endvidere tre sølvskåle, de to ganske ens og alle med et bredt, fladt håndtag, samt tre spiseskeer af lidt forskellig form.

Sagen vakte naturligvis stor opmærksomhed og var godt stof i aviserne, navnlig de fynske. Det viste sig ved nærmere undersøgelse, at fundstedet før udskiftningen havde hørt til Munkebo præstegård, og nu blev en gammel, men endnu ikke ganske glemt, historie fra svenskekrigens tid draget frem og taget under overvejelse.

Om præsten Claus Hansen, der var født i Nakskov og fra 1630 præst i Munkebo, fortæller antikvaren Thomas Bircherod: »Anno 1659 blev han i krigens tid plyndret af de svenske, og da de forlangte mere, end han kunne betale, blev han jaget ud i en dam ved præstegården og der døde« (Fig. 2). Bircherod levede 1661-1731, altså på et tidspunkt, hvor begivenheden har været i nogenlunde frisk erindring. En lidt yngre kilde, Erik Pontoppidans Danske Atlas fra 1767, omtaler også »hr Claus Nakskov, præst i Munkeboe, hvilken kort før svenskens store nederlag ved Nyborg blev udkastet i sin fiskedam og druknet, fordi han ikke gav det, som man vrangelig troede ham til at skjule«.