Præstens sølvtøj

Som sædvanlig var modparten svenskerne, og det første felttog faldt så afgjort ud til deres fordel; Frederik 3. måtte 1658, ved Roskildefreden, afstå - blandt andet - Skåne, Halland og Blekinge. Karl Gustav fortrak, men allerede samme år vendte han frygtelig tilbage med den faste beslutning at erobre hele Danmark. Han gik mod København, men stødte på uventet modstand, og krigen trak ud. På Sjælland gjorde »Gøngehøvdingen« livet surt for de svenske soldater, og efterhånden lykkedes det danskerne, som havde fået hjælp af udenlandske styrker, at få overtaget i Jylland og på Fyn; i november 1659 vandt de en betydningsfuld sejr ved Nyborg. Alligevel måtte Frederik 3. ved krigens slutning opgive at få de tabte landsdele øst for Øresund tilbage. Europas stormagter ønskede ikke, at én nation skulle beherske begge sider af Sundet.

Krigen var overstået, men ikke nøden og elendigheden. Byer og sogne var plyndrede, mange dræbt, og i hælene på de hærgende tropper fulgte en dødbringende pest, der gjorde betydelige indhug i dem, kampen havde skånet. Deraf kommer det, at så mange hengemte skatte fik lov at blive liggende i jorden - de, der kendte gemmestederne, havde taget deres viden med i graven. Det er ingen nem opgave, når sådanne sager i vore dage dukker op, at påvise de oprindelige ejere, men umulig er den ikke - det drejer sig jo om ansete folk, bønder og borgere med noget på kistebunden. Også præster kan komme på tale, for selv om de fleste vel kun havde til dagen og vejen, var der dog dem, som lå inde med betydelige værdier.

På det nordøstlige Fyn kom i juni 1842 en nedgravet skat for dagens lys. Under udvidelse af en grøft på en mark ved Dræby nær Munkebo stødte to gårdmandssønner på en samling sølvtøj, tilsyneladende lagt i jorden uden nogen form for indpakning. Fundet, som nu befinder sig på Nationalmuseet, består af to bukkelpokaler (den ene med løst, blomsterkronet låg) og et lågbæger, alt i forgyldt sølv. Endvidere tre sølvskåle, de to ganske ens og alle med et bredt, fladt håndtag, samt tre spiseskeer af lidt forskellig form.

Sagen vakte naturligvis stor opmærksomhed og var godt stof i aviserne, navnlig de fynske. Det viste sig ved nærmere undersøgelse, at fundstedet før udskiftningen havde hørt til Munkebo præstegård, og nu blev en gammel, men endnu ikke ganske glemt, historie fra svenskekrigens tid draget frem og taget under overvejelse.

Om præsten Claus Hansen, der var født i Nakskov og fra 1630 præst i Munkebo, fortæller antikvaren Thomas Bircherod: »Anno 1659 blev han i krigens tid plyndret af de svenske, og da de forlangte mere, end han kunne betale, blev han jaget ud i en dam ved præstegården og der døde« (Fig. 2). Bircherod levede 1661-1731, altså på et tidspunkt, hvor begivenheden har været i nogenlunde frisk erindring. En lidt yngre kilde, Erik Pontoppidans Danske Atlas fra 1767, omtaler også »hr Claus Nakskov, præst i Munkeboe, hvilken kort før svenskens store nederlag ved Nyborg blev udkastet i sin fiskedam og druknet, fordi han ikke gav det, som man vrangelig troede ham til at skjule«.

Var Claus Hansen Nakskov så »uskyldig«, som Pontoppidan mener? Havde han noget at skjule? De spørgsmål blev aktuelle efter fundet af sølvtøjet 1842, for det var jo nærliggende at sætte det i forbindelse med den makabre begivenhed to hundrede år tidligere.

Lad det være sagt straks: Alt tyder på, at det var hr Claus, der lagde kostbarhederne i jorden. Sølvtøjets former røber sig klart som værende fra 1600-tallet, men det behøver vi nu ikke at fordybe os i, for flere af genstandene er simpelthen forsynet med årstal. Den mindste sølvskål således 1643, de to andre 1648 og den lågløse pokal 1655. En årstalsrække, der peger smukt frem mod præstens dødsår, 1659.

Alle genstandene har indgraverede ejerinitialer, og de synes at afgøre sagen. På de to skåle med årstallet 1648 læser man C. H. (Claus Hansen) og C. H. S. (en almindelig skrivemåde for det samme). På en af skeerne står C. H. N. (N uden tvivl for Nakskov, tilnavnet, han tog med fra sin fødeby). Andre bogstavkombinationer - de fleste - peger mod præstekonens familie, men et par falder helt udenfor; det kan være ting erhvervet ved arv, køb eller gave - eller måske betroet gods.

At tingene er begravet af Claus Hansen Nakskov, kan der således næppe være tvivl om. De har repræsenteret en meget betydelig værdi, og han har ikke for alt i verden villet miste dem. Alligevel gled de ham altså af hænde.

Sølvsagerne er kommet godt fra opgravningen og har i øvrigt klaret det lange ophold i jorden fint, men det var måske, hvad man kunne vente. Mere forbavsende er det, at der mellem de to største skåle, der var sat inden i hinanden, blev fundet en lap beskrevet papir, så velbevaret, at store dele af teksten kunne lydes. Det drejer sig om et stykke af en prædiken eller teologisk afhandling, og måske er det hr Claus selv, der her - meget passende - tilkendegiver sin mening om verdens ondskab og synd. Det er dog næppe med henblik på os, han har lagt bibelord mellem sølvtøjet. Papir var en mangelvare, vel også i Munkebo præstegård, så et udtjent manuskript har fundet anvendelse som mellemlæg, for at skålene ikke skulle ridse hinanden.

Svenskerne fik hævn over den stædige præst, men hans sølvtøj fik hverken de eller nogen anden. Hemmeligheden har han bevaret helt for sig selv, end ikke præstekonen vidste besked. Hun måtte som enke fragå arv og gæld og har altså i høj grad savnet familieformuen. Det må have været en bitter pille al sluge, for netop krigstidens elendighed medførte en voldsom værdistigning på ædelmetal.

(Fig. 3)