Præsteindberetningerne

Serien »Danske præsters indberetninger til Oldsagskommissionen af 1807« har i de senere år været under udgivelse af Skalks forlag, Wormianum, og nu er turen kommet til fjerde bind. Præsteindberetningeme udgør tilsammen en slags Danmarksbeskrivelse, for kommissionens opgave var ikke blot at samle på oldsager og at beskytte fortidsminder. Man indsamlede også viden, og det foregik ved, at hver eneste præst fik en spørgeliste tilsendt. Svarene og oldsagerne udgør fundamentet for det, der senere blev til Nationalmuseet (se Skalk 1995:5). De første to bind rummer de jyske indberetninger, mens det tredje omfatter Bornholm, Lolland-Falster og Fyn. I det fjerde bind gælder det Sjælland, Samsø og Møn, og dermed er alle indberetningerne fra det nuværende Danmark udgivet. I det følgende gives der eksempler på indholdet af bogen.

Af Redaktionen

Billede

En indberetning fra Horns Herred, desværre kun overleveret som udtog, opremser mere end et halvt tusinde dysser og gravhøje. Af særlig interesse på grund af stednavnet er Snekkedræts Dys ved Kyndby.

Skal man tro præstens ord, blev der i Vallensbæk Mose hvert år opgravet »skibsredskaber«, mens der fra Ølby nord for Køge indkom en fundbeskrivelse, som i dag kan bestemmes som en stenalderboplads.

Fra to sogne i Nordvestsjælland, Raklev ved Kalundborg og Grevinge i Ods Herred, er der lange lister med beskrivelser af gravhøje, dysser og bautasten. Som noget helt usædvanligt er der systematiske oplysninger om ejernes navne, således at lokalkyndige ved dybere studier vil kunne placere fortidsminderne.

Ejby Kirkes prægtige kirkesølv, som oprindelig var røvet fra Åbo Domkirke i Finland 1509, gjorde forståeligt nok indtryk på stedets præst. (Sølvet blev senere tilbagegivet i 1925).

Fra flere sogne er der overleveringer om grusomheder begået under svenskekrigene. Et – nu forsvundet – fortidsminde på Samsø karakteriserer præsten som »den smukkeste bautasten som jeg har set«. Og man kunne blive ved. Vi lader præsten for Skamstrup og Frydendal sogne nær Jyderup få det sidste ord med en længere beklagelse af den nu (1808) tabte sagnskat:

»Fablerne ere nu glemte af almuen, hos hvem den overdrevne oplysnings-iver, som gør alt gammelt latterligt, synes at have kvalt al interesse for oldsagerne — hvortil vel og kommer, at gamle og unge have lært ved spil, drik og dans og forlibelse at more sig i de mørke lange aftener, som før anvendtes på at fortælle og høre historier, der i forrige tider vakte og sysselsatte opmærksomheden, som nu hos almuen synes ganske hensovet, eller i det mindste hos de fleste kun er hyklet. Tilforn vidste man ellers meget om trolde og dværge -«.

Udgave: Skalk 1998:5

© Skalk og forfatterne. Gengivelse er kun tilladt efter skriftlig aftale og altid med tydelig kildeangivelse.