Præstegård under lup

Når man tidligere ville have oplysninger om en bemalet genstands forskellige farvelag, havde man kun een fremgangsmåde at ty til. Man måtte ved afdækning fjerne lag efter lag for på den måde at få oversigt over farvernes skiften gennem tiden. Denne metode har flere ulemper. For at komme ind til de ældre lag må man fjerne alle de overliggende, hvorved de yngre lag uigenkaldeligt tilintetgøres. Man kan således ikke undersøge en genstand, uden at dens værdi samtidig forringes. De yngre lag kan jo set fra et kulturhistorisk synspunkt have lige så stor værdi som det ældste lag – eller måske endda større. Desuden er afdækningsmetoden usikker, idet selv den kyndigste konservator uden at vide det kan komme til at fjerne farvelag, som ikke kan skelnes fra de over- eller underliggende. Fjernes et farvelag, uden at det registreres, skabes der forvirring i lagdelingen. Farvelag, der oprindelig intet har haft med hinanden at gøre, sættes i forbindelse med hinanden.

Manglerne ved afdækningsmetoden er således åbenlyse, men indtil fornylig havde man ikke andre muligheder. Nu har vi imidlertid fået hjælp fra anden side. Ved undersøgelse af malerier har man gennem en årrække brugt den såkaldte farvesnitsmetode, men først i 1963 er det lykkedes at udbygge denne, så den kan anvendes på bemalede genstande ved f. eks. bygningsundersøgelser. Farvesnitsmetoden er nu så gennemarbejdet, at man uden større vanskeligheder kan bruge den ved farveundersøgelser ikke blot på lærred og træ, men også på puds og sten.

Ved at farvefotografere et tværsnit af den bemalede genstands farvelag gennem et mikroskop får man et billede, hvor man kan skelne farvelagene fra hinanden og afgøre, om de enkelte lag er forlimninger, bundstrygninger, farvelag eller lag af lak (fig. 2).