Postkrigen

1624 oprettedes et dansk postvæsen - dog ikke helt, hvad vi forstår ved et sådant. Der var ikke tale om almindelig udbringelse af breve, men om befordring ad fastlagte ruter, hvoraf den vigtigste - navnlig af handelsmæssige grunde - var den fra København til Hamborg. Inspirationen kom vel til dels fra Sverige, der nogle år i forvejen havde etableret en lignende forbindelse, fra Stockholm, gennem Danmark til Hamborg. Man kan undre sig over, at søvejen ikke blev benyttet, men det drejede sig jo om at komme hurtigt igennem, og der var landjorden sikrest. Navnlig om vinteren måtte sejladsen ofte indstilles i lange perioder.

Det havde været nemt og praktisk at lade det nyoprettede danske postvæsen overtage de nordfra kommende forsendelser ved grænsen, men det var naturligvis udelukket; der var jo store økonomiske interesser knyttet til postgangen, så den måtte for enhver pris bevares på egne hænder. Gensidig hjælp var ikke at vente, tværtimod, man generede hinanden, hvor man kunne, og her havde Danmark de bedste kort. Det er derfor ikke mærkeligt, at svenskerne ved Brömsebro-freden 1645, efter at have rendt Danmark grundigt overende, fik indføjet en bestemmelse om fri passage for post gennem det danske rige. Mellem den svenske og den danske udgave af traktaten er der en lille, men betydningsfuld forskel. Hvor den svenske taler om »löpande« forbindelse, har den danske »gaaendis«. Det blev næppe bemærket i første omgang, men i høj grad senere.

Mens den danske post var ridende eller kørende, var den svenske rent faktisk gående, så i første omgang fandt man ingen anledning til at gøre ophævelser. Bortset fra småskærmydsler gik alt nogenlunde, ja det vakte end ikke større opmærksomhed, da svenskeposten efter nogle års forløb steg til vogns. Så kom krigene 1657-60, hvor Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge. Det stemte ikke de danske sind mildere.

Efter krigen begyndte Sverige at lufte tanken om ridende post; det skete med henvisning til Brömsebro-traktatens »løbende«, der - hvordan det så ellers skulle forstås - i hvert fald antydede noget hurtigere end gang (Fig. 1, Fig. 2). Det kunne Frederik 3. naturligvis ikke gå med til. Han læste sin udgave af traktaten og fandt intet derudi om svenske postryttere. Anmodningen blev altså afslået. Agende post kunne til nød gå an, men intet derudover. Turen gennem Danmark kunne gøres mere end dobbelt så hurtigt til hest, så det var uden begejstring, svenskerne tog afvisningen til efterretning. Til gengæld smuglede de varer og tog passagerer op undervejs, hvilket var dem forbudt, men det blev der sat en stopper for gennem visitationer.

En ny blodig krig - den Skånske - gød ingen olie på vandene. De svenske postbude havde ikke egne køretøjer, men var henvist til at leje sig frem, og det blev meget besværliggjort gennem en forordning 1680, som forbød vognmændene at give befordring længere end til nærmeste by; den stadige skiften vogne forlængede rejsetiden betydeligt. Til transport over Bælterne havde danskerne egne postbåde, som kunne sætte over med kort varsel, mens svenskerne ligesom alle andre måtte benytte de ordinære smakker eller leje en færge hos færgelauget. Også mere raffinerede drillerier forekom; for eksempel kunne det ske, at posten sydfra kom tids nok til at slippe ind ad byporten i Nyborg, men for sent til at komme ud på den anden side, så at han først næste morgen kunne fortsætte over Storebælt. Vejen uden om byen var det forbudt at benytte.

Stort postyr opstod, da Sverige 1687, mod traktatens ord om gående post, alligevel begyndte at bruge ryttere på den sidste del af strækningen, nemlig fra Årøsund i Sønderjylland til Hamborg. Danmark protesterede heftigt og forbød på det strengeste svenskerne at bruge heste, hvad enten disse var lejet eller købt. Men nu kunne det være nok, den svenske konges tålmodighed var opbrugt, og til held for ham havde han en klemme på danskerne: en postrute til og fra Norge var med tiden blevet oprettet - gennem Sverige. Den blev 1688 ganske enkelt forbudt. Der opstod en meget spændt situation, nogle regnede ligefrem med krig, men Christian 5. bøjede sig. Sverige fik sin ridende post.

Nu skal man ikke tro, at alt herefter var idel velvilje. Det danske postvæsen havde fået indrettet fyr ved Bælterne, men de brændte kun for danskere, svenskerne måtte sejle om dagen eller betale for at få fyret tændt. En anden kilde til irritation og forhalelse var det toldeftersyn, svenskeposten måtte gennem i Assens. Selv posthornet kunne der strides om, men det var dog først i 1720, ved fredsslutningen efter den Store nordiske Krig, at det blev forbudt svenskerne at trutte i det. De overtrædelser, der skete, blev højtideligt indberettet.

Langt ind i 1700-årene ulmede mistænksomheden mellem arvefjenderne, men 1735 faldt der endelig ro over gemytterne. Den svenske rute gennem Danmark og den dansk-norske gennem Sverige blev da ligestillede. Begge måtte herefter betjenes ved ridende bud to gange om ugen.

Lit: H. Hjorth-Nielsen: Den svenske post gennem Danmark. Kbh. 1936.