Ploven og pennen

Vore muligheder for at komme tættere ind på livet af disse bønder og husmænd er små. I museerne har vi nogle af deres redskaber, de pæneste af møblerne og eksempler på de huse, de boede i, mere eller mindre rekonstruerede. Vi kan finde deres navne og vigtigste data i arkivernes protokoller og dokumentsamlinger: i kirkebøger, folketællinger, skifteprotokoller, fæsteprotokoller etc. Når de selv har underskrevet dokumenterne, da er det i reglen med ført hånd, eller det indskrænker sig til nogle usikkert prentede initialer. Den hånd, som var vant til at holde på ploven, duede i reglen kun slet til at føre en pen.

Bønderne var ikke skrivende folk, men der er dog ingen regel uden undtagelser. Nu og da har en bonde efterladt sig nogle håndskrevne optegnelser: børnenes navne og fødselsdatoer, indskrevne foran i salmebog eller bibel, eller måske en lille slidt og fedtet notesbog med spredte notater om midler mod kvægsyge, mærkværdige tildragelser, tidspunkter for udsæd og høst, årets avling, køb og salg af kreaturer.

I sjældne tilfælde har disse notater karakter af noget, som man kunne kalde en dagbog. Ordet dagbog er imidlertid ikke noget helt entydigt begreb. De fleste af os tænker sikkert i første række på en sådan dagbog, som man betror sine inderste tanker og følelser til og vogter vel som en strengt personlig ejendom. Dagbøger af denne »borgerlige« type dukker sent op i bondemiljøet, men der er bevaret flere fra forrige århundredes sidste tredjedel. Karakteristisk nok hører de hjemme i kredse, som er stærkt påvirket af de folkelige bevægelser og vækkelserne, og de tegner ofte et meget spændende billede af den store opbrudstid på landet, som det enkelte individ oplevede den.

Den ældre dagbogsform, vi her skal beskæftige os med, er af en helt anden art, som man kan kalde for en arbejdsjournal. Den rummer i reglen daglige notater om vejr og vind samt om de arbejder, der blev udført på gården dag efter dag året igennem. Hertil føjer sig ofte korte notitser om rejser, som dagbogsskriveren har gjort, samt om fester og sammenkomster, han har deltaget i, men der står så godt som aldrig noget om, hvilke tanker han har gjort sig ved tingene. Og begivenhederne ude i den store verden: krige og katastrofer, tronbestigelser og revolutioner giver kun i sjældne tilfælde ekko i disse dagbøger. De spejler monotonien i bondens daglige tilværelse, de samme arbejder udføres på samme tid år efter år, kun lidt forskudt alt efter vejrliget. Men netop deri ligger disse dagbøgers værdi. De viser en del af mønsteret i den jævne mands daglige tilværelse i en svunden tid – og de viser, hvorledes dette mønster varierer i tid og rum.

De ældste bondedagbøger, vi kender, er fra sidste halvdel af 1700-årene, men de er få og optræder navnlig i miljøer, hvor bønderne har givet sig af med handel. Det kan derfor ikke undre, at de er særligt talrige i marskegnene i det sydvestlige hjørne af landet, hvor de store bønder på den tid drev en udstrakt handel med stude.

De fleste steder manglede endnu den elementære forudsætning for sådanne optegnelser: selve skrivekyndigheden. Denne betingelse var først tilstede i større omfang, efter at skoleloven af 1814 havde gjort sin virkning. I årtierne derefter myldrer det da også frem med bondedagbøger, spredt over hele landet, således at man med dem som udgangspunkt kan tegne et billede af de regionale forskelle, som på den tid endnu gjorde sig stærkt gældende.

Men bortset fra at nogle bønder og bondesønner havde lyst til at bruge en nyerhvervet skrivefærdighed, hvad fik dem da til at anlægge disse optegnelsesbøger, som er så påfaldende ens? Det er klart, at hovedtemaet – vejret og de daglige arbejder året om og sammenhængen mellem disse to ting – må have en central plads i enhver bondes bevidsthed. Det er ting, hans tanker kredser om hver dag og hver time, men det forklarer ikke, hvorfor han begynder at skrive disse ting ned. Noget må direkte have ansporet ham dertil – og dette »noget« er utvivlsomt almanakken.

Siden 1683 havde det været en pligt og rettighed for Københavns universitet at beregne, trykke og forhandle årets almanak. Den kunne købes for nogle få skilling hos boghandlere, på markeder eller af omvandrende sælgere, og den blev den mest udbredte »folkebog« i Danmark. Almanakken indeholdt en kalender over årets måneder, uger og dage med alle de gamle katolske helgennavne anført for de enkelte dage samt oplysninger om de kirkelige fester og højtider og søndagenes prædikentekster. Hertil kom en række astronomiske fænomener som solens op- og nedgang, månens faser, sol- og måneformørkelser samt planeternes bevægelser. En del af disse ting var mere astrologiske end astronomiske – det gælder navnlig dyrekredsens tegn, som fra gammel tid havde spillet en rolle for varsler om forskellige ting og for valg af det rigtige tidspunkt for åreladning (Fig. 2).