Planter og porcelæn

Det er ubestrideligt, at spisestellet var bestilt af kongen, men det har vist aldrig været tanken, at det skulle indgå i hofholdningen på Christiansborg. Det var – selv om det ikke direkte kan dokumenteres – efter alt at dømme bestemt til at pryde det kejserlige russiske taffel og på den måde gøre et godt indtryk på den mægtige kejserinde Katharina 2., der som mange andre europæiske fyrster på den tid var en ivrig samler af kunstfærdigt porcelæn. Gaven har skullet understrege, at man fra dansk side tog alliancen med Rusland alvorligt. Det kunne man måske nok være kommet i tvivl om efter den meget beskedne indsats, vi havde ydet, da Sverige 1788 overfaldt den store nabo mod øst.

For den lille porcelænsfabrik måtte det nødvendigvis tage flere år at effektuere en så stor ordre, som der her var tale om, og som tiden gik, kølnedes forholdet til Rusland. Da Katharina døde 1796 – antagelig uden at have fået noget at vide om den danske gavmildhed – kunne man med en vis lettelse glemme alt om gaven. I stedet bestemtes det, at stellet skulle udvides fra 60 til 100 kuverter, og når det blev færdigt afleveres på Amalienborg, hvortil kongen var flyttet efter Christiansborgs brand i 1794. En tragisk hændelse, der i øvrigt nok også havde reduceret hoffets porcelænsbeholdning.

Det usædvanlige forløb, sagen om det »russiske« spisestel fik, havde den for Danmark meget gunstige virkning, at man i dag ejer et kunsthåndværksmæssigt mesterstykke, der beundres både nationalt og internationalt.

Inden porcelænsfabrikken i 1790 (eller måske 1789) kunne gå i gang med at effektuere den kongelige bestilling, måtte der træffes beslutninger om spisestellets form, stil og dekoration. Hvad det første angår, valgte man den såkaldte perleform, kendetegnet ved en række ikke-forbundne perler, der går igen på alle stellets dele. Karakteristisk for tallerkener, fade og lignende er også de fint takkede kanter (Fig. 2). Uden at gå i detaljer kan man sige, at fremstillingen krævede en forfinet teknisk kunnen, ikke mindst hvad angår de højst kunstfærdige borddekorationer, blomsterkurve og lignende pragtstykker. Huskes må det også, at man ikke dengang kendte den bløde porcelænsmasse. Med de begrænsede tekniske hjælpemidler, der stod til rådighed, måtte næsten hver enkelt del udføres helt som håndarbejde.