Peter Pay
»Da fru Kirsten nu havde været en stund inde hos os, da fik hun en guldskål frem med hvidt pulver i som sukker, hvilket hun præsenterede os sigende: Vil Eders Majestæt bruge dette pulver, da skulle Eders Majestæt befinde sig vel derefter. Hvortil vi svarede: Hvad tusind pokker skal vi med det skarn, os skader jo, Gud være lovet, intet. Hvorpå hun sagde: Doktor Peter Pay har givet mig det, det kan på en stakket tid betage lysten til kvindfolk. Hvorudover vi kom i en latter og bad hende sætte det på bordet. Da det nu var sket, da gik hun ud fra os og satte sig på sin vogn. — Da hun nu var neden slotsbroen, da sendte vi bud efter doktor Peter Pay. Da han nu kom, da lod vi ham se samme pulver og spurgte ham ad, om fru Kirsten havde fået det af ham. Da svarede han: Ja. Den tid vi ville vide hvortil, da svarede han: Det skal bruges til de finner (filipenser), hun har under øjnene. Den tid vi ville vide, om man uden fare kunne bruge det indvortes, da svarede han: Gud bevare os, det er forgift«.
Af Hans Gregersen
Christian 4. havde gennem nogen tid været på kant med sin hustru, adelsdamen Kirsten Munk. En ung charmerende greve, som var tilknyttet hoffet, havde tændt hendes hjerte i brand, og fru Kirsten lagde knap nok skjul på sine følelser for ham og sin tiltagende afsky for ægtemanden. Kongen var rasende, og pulverepisoden, som han anså for et mordforsøg, gjorde ikke sagen bedre. Da det afgørende brud indtraf, blev »attentatet« et vigtigt anklagepunkt, og affæren fik vidtrækkende følger. Men hvem var denne Peter Pay, som med sin udtalelse bar ved til bålet?
Peter Payngk, som han i virkeligheden hed, var sydslesviger, havde studeret i udlandet, hvor han erhvervede den medicinske doktorgrad, var en tid ansat hos kejser Rudolf 2. i Prag, men vendte hjem og trådte i Christian 4.s tjeneste som »destillerer«, hvilket vil sige, at han skulle forsyne hoffet med kosmetik, parfumer og medikamenter samt - ikke uvæsentligt - akvavitter og likører. Renæssancens mennesker satte pris på de våde varer, og dem kunne doktor Pay levere, men han fremstillede også en likør, der var virksom mod tømmermænd - et kompliceret bryg med mere end en snes forskellige ingredienser, således en lang række plantestoffer: rosmarin, lavendel, rabarber, kanel og så videre; de skulle sammen med ambra, moskus og pulveriserede perler udtrækkes »mit einem guten gebrannten Wein«. Når de forskellige ekstrakter havde stået i tolv uger, blev de hældt i en stenkrukke og tilsat malvasiervin med opløst sukker.
Doktor Pay fik mange opgaver at udføre i det »destillerhus«, kongen havde ladet opføre til ham i haven ved Rosenborg, men fremstillingen af lægemidler har vel nok været den vigtigste. Ingredienserne hertil var som oftest fra plante- og dyreverdenen, men også mineralriget ydede sit bidrag. De pulveriserede perler, som indgik i likøren, fandtes også i et lægemiddel mod slagtilfælde. Til barselskoner anbefaledes en koralessens, og mod dårlig hukommelse et præparat bestående af perler, koraller, smaragder og karneoler - hele smykkeskrinets indhold. Man kan nære en svag tvivl om, at al denne rigdom virkelig er endt som pulver i en morter. Er noget holdt tilbage?
Pulveriseret kranium (et sådant kunne skaffes fra retterstedet) blandet med bævergejl (et stof udvundet af bæverens testikler), moskus og den omtalte perleessens gav et overmåde effektivt middel mod epilepsi, ja Peter Pay tillægger det »en virkning, som du aldrig før har set«. Til småbørn, der havde orm, ordineredes pulveriserede regnorme tilsat rabarber - altså orm mod orm.
Medicinfremstillingen var vigtig, men langtfra doktor Pays eneste virkefelt. Han kunne lave sæbe, vidste hvordan et knust glas skulle limes sammen og kendte til råd mod rust på våben. Til enkedronning Sofie fremstillede han svovlsyre, og kneb det med den kongelige potens (hvad det dog sjældent gjorde) kunne han også ordne den sag. Gennemgående var Christian 4. vist godt tilfreds med sin hofkemiker, men en enkelt mislyd må dog nævnes. 21. februar 1641 skrev kongen til Corfitz Ulfeldt fra Koldinghus: »Doktor Peter Pay skal du lade forstå, at den aniseliksir, der sidst kom hid, smager så forbrændt, at den ikke kan bruges«.
Peter Pays faglige kvalifikationer tør ingen tvivle på, men tiden har - lidt uretfærdigt måske - kastet et komisk skær over hans virksomhed. Medikamenterne han fremstillede har næppe haft nogen større virkning, men det havde til gengæld hans udtalelse til kongen om det hvide pulver. Den greb på en ikke alt for heldig måde ind i Danmarkshistorien.
