Perlemager af fag

Hvordan foregik det præcist? Går man til den arkæologiske litteratur, får man ingen klar besked, kun forslag, der for størstedelen bygger på gætteri. Uopdyrkede emner kan med fordel tages op, og det gjorde så undertegnede – udstyret med en varm interesse for glas og lidt erfaring med arbejde i glasværksted. En lang række forsøg blev foretaget, dels på Moesgårdmuseet ved Århus, dels i Historisk-arkæologisk Forsøgscenter, Lejre. 

Da Ribefundene danner grundlag for eksperimenterne, falder det naturligt først at se lidt på dem. De rester af perlemagerværksteder, som er fundet, stammer fra de allerældste bylag, dateret til 700-årene, slutningen af germanertid (se Skalk 1974:2 og 1988:4). Der er råglas og affald af forskellig slags, mislykkede perler, men også hele og velskabte eksemplarer af mange typer – fra enkle ensfarvede ring-, cylinder eller melonformede perler til de mere raffinerede med pålagte tråde i flere variationer, prismeformede, med eller uden »øjne«. Alle – selv de mest avancerede som de såkaldte reticellaperler og mosaikperler – synes lavet i Ribe. 

Af de hjælpemidler, som blev brugt ved perlefremstillingen, er der naturligvis også fundet rester, og det er ikke mindst dem, vi her er interesseret i. Først og fremmest er der ildstederne: 30 X 50 cm store pladser med rødbrændt ler og gråsort aske – uden sten, men de kan være fjernet ved de omhyggelige oprydninger, der er foretaget på værkstedspladserne, før en ny håndværker rykkede ind. En »avlsten« af ler (den skærm, der har beskyttet blæsebælgens tud) blev fundet i et af ildstederne, og det er ikke så mærkeligt, for uden brug af puster ville det være umuligt at nå de høje temperaturer – 900-1000° celsius – der er nødvendig for at gøre glasmassen blød og formbar. I et ildsted fandtes også en lille jernpande; den kan have været brugt, når de færdige perler skulle køle af, hvilket skal foregå meget langsomt, da der ellers opstår spændinger, som får glasset til at revne eller springe i stykker. De ildsteder, som blev anvendt ved forsøgsarbejdet, blev lagt af sten og indvendig og udvendig beklædt med ler. På randen blev der lavet plads til en kopi af jernpanden (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3).