Pelsjægere

Et af de områder, hvor jægerstenalderen i de senere år er udforsket mest systematisk, er Østjylland, og derfra har vi hentet dagens emne: den store Ringkloster-boplads ved Skanderborg sø. Navnet er middelalderligt, men det kan vi lade ligge her og nøjes med at fastslå, at fundet selv er fra den sene del af jægerstenalderen, som benævnes Ertebølletid eller (tidligere) Køkkenmøddingtid, hvilket hentyder til de store kystbopladser med tykke lag af østers- og muslingeskaller, som kendetegner perioden. De største af disse skaldynger finder man ved Limfjorden (således den navngivende Ertebølle-dynge), men også ved den østjyske kyst er der mange af dem. Ertebøllefolkene har dog ikke blot levet ved kysterne; fra sjællandske og fynske fund har vi længe vidst, at de også kunne slå sig ned ved søer og åer inde i landet. Ringkloster-bopladsen er den første indlandsplads, vi kender fra Jylland, og netop derfor var den så velkommen, da den dukkede op. Om Ertebøllefolkets udnyttelse af havets madmæssige rigdomme ved vi meget, men kun lidt om, hvad man fik ud af de store vildtrige områder i landets indre, når kysterne forlodes. Det og meget mere kunne det nye fund fortælle. At det samtidig bød på usædvanlig gode bevaringsforhold for dyreknogler og lignende, hvilket er uhyre sjældent i Jylland på grund af mosernes velkendte surhed, gjorde ikke interessen mindre.

Bopladsen har oprindelig ligget direkte ud til Skanderborg sø, men ved en vig, der idag er forvandlet til mose med et godt stykke vej til søbredden. Som så ofte var det en tilfældighed, der førte til opdagelsen. 1969 gravedes drængrøfter gennem mosen, hvorved forskellige sager kom for dagen. Gennem amatørarkæologen Anna Rasmussen, Hylke, gik der bud til Forhistorisk Museum, som derefter – med ejeren proprietær H. Teisens venlige tilladelse – foretog det videre fornødne (Fig. 1). Lange udgravningskampagner har været gennemført i de forløbne år med støtte af Statens Forskningsråd og Århus Universitet – på det sidste også som beskæftigelsesarbejde for langtidsledige. Noget over halvdelen af pladsen er nu undersøgt og afslutningen i sigte (Fig. 2).