Peder, søn af Vogn, biskop af Århus

Han var søn af Ove Høegh-Guldberg, der havde været Danmarks statsminister fra Struensees fald i 1772 og til han selv faldt for en paladsrevolution i 1784. Efter faldet fra magtens tinder blev den skikkelige Ove Høegh-Guldberg forvist til Århus som stiftamtmand, en post, som den detroniserede statsminister vist i grunden fandt sig ganske godt tilfreds med. Af statsministerens mange sønner blev Julius den eneste, der kom til at tilbringe sit liv i Århus, og han og hans efterslægt har sat sig mange spor i byens historie. Julius blev militært uddannet, men det er nu ikke den militære karriere, der har gjort ham kendt og agtet. Han var en rastløs ildsjæl med et utal af interesser, og han spillede en ledende rolle i snart sagt ethvert kulturelt eller humanistisk initiativ, der blev taget i Århus i 1800-årenes første halvdel. I øvrigt var han ivrig amatørarkæolog og en stærkt historisk interesseret mand, hvilket var den egentlige baggrund for den idé, han havde fået, og som nu skulle efterprøves hin augustdag i overværelse af den samlede domkirkeinspektion, og med den tilkaldte professor i kunsthistorie N. L. Høyen som sagkyndig ekspert.

I Århus Domkirkes højkor, i det sydøstlige hjørne, står der en navnløs stenkiste uden udsmykning af nogen art. Den er trapezformet (81 cm i den brede ende, men kun 59 cm i den smalle), og godt to meter lang. Dækket er en meget flot, poleret grå stenplade. Ingen af kirkens mange historiografer havde interesseret sig for, hvad denne ejendommelige stenkiste i grunden rummede. Ved domkirkens hovedrestaurering i 1775-76 var gulvet i koret blevet omlagt og dele af stenkisten ved den lejlighed ommuret. Alligevel havde ingen følt sig nysgerrige nok til at åbne kisten og finde ud af, hvad den rummede. Men dette er i virkeligheden såre karakteristisk for 1700- årenes rationalistiske og historieløse syn på vore gamle kirkebygninger og deres middelalderlige skatte.

Tiderne ændrer sig som bekendt. I kølvandet på Napoleonskrigene bredte den romantiske og nationale tanke sig med rivende hast i Europa. En glorværdig fortid skulle nu kompensere for nutidens mange ulykker og mangler. I starten var det oldtiden, såvel den græsk-romerske som den nordiske, der måtte holde for, men fra omkring 1820 kastede de europæiske digtere, kunstnere og historikere deres kærlighed på middelalderen. I Tyskland kom det tysk-romerske kejserrige i fokus, og i Danmark var det forståeligt nok især Valdemarernes storhedstid, der vakte fornyet interesse. 11818 påbegyndte Grundtvig udgivelsen af en ny Saxo-oversættelse, og i det hele taget var Valdemarernes gyldne periode som skabt til 1815-nederlagsgenerationens behov for trøst og virkelighedsflugt. Valdemar den Store havde genskabt et stærkt Danmark efter 1157, og med sine gode venner Hvidernes hjælp havde han igen gjort Danmark frygtet blandt naboerne. 1815-generationen havde behov for noget at tro på og drømme om, og Saxos pragtfulde heltehistorier var som sendt fra himlen. Recepten var for så vidt enkel. Man fulgte Saxos sympatier og antipatier i stort som i småt, og derfor blev ærkebisp Absalon helten over alle helte, og med ham naturligvis hele den mægtige Hvideslægt. Skjalm Hvide, Asser Rig, fru Inge, Ebbe Skjalmsen, Peder Sunesen og Esbern Snare blev atter og atter trukket frem som lysende eksempler på danske mænd og kvinder, når de er allerbedst. I B. S. Ingemann fik Saxo en genial fortolker, som med det store patriotiske rimværk, »Valdemar den Store og hans Mænd« fra 1824 og den historiske roman »Valdemar Seir« fra 1826, fik spredt Valdemarernes og Hvidernes heltery ud over det ganske land, og vel at mærke til en kreds af befolkningen, der aldrig ville have drømt om at læse Saxo på første hånd. Med begejstring læste man Ingemanns udødelige strofer i slutningen af »Valdemar den Store og hans Mænd«: »I muld sank Valdemar og hans mænd, de lys udsluktes fra hine dage, dog end er herlige glimt tilbage: Hvad Danmark var, kan det atter blive, endnu er fædrenes ånd i live. Da rejs dig atter fra altergraven, du høje Axel med bispestaven, advar os for udslettelsens dom, og vis os, hvorfra vor frelse kom«. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)

Absalons nyskabte popularitet i midten af 1820’erne førte blandt andet til, at man åbnede hans grav i Sorø. Da en del af Det kongelige Kunstkammer i 1824 blev udskilt og gjort til et særligt kunstmuseum, var hovedattraktionen en nyopstilling af en række effekter, som angiveligt skulle hidrøre fra Absalons grav - en bispehue, en bispestav af narhvalstand og to af forgyldt kobber, et sølvhjerte, et drikkehorn, et par silketøfler, et skrin, en »abbedhætte« af sølv besat med ædelstene og så videre. Vi kan i dag se, at ingen af tingene nogensinde har tilhørt Absalon, således var den såkaldte »abbedhætte« en ungarsk pragthjælm fra 1500-tallet, men det var nu ikke det, der foruroligede Frederik 6., da han åbnede udstillingen i 1824. I en montre lå der et kranium, der hævdedes at være »Absalons hovedskal«. Kongen fandt det upassende således at krænke den store helts gravfred, og da nogle historikere samtidig ytrede tvivl om samlingens ægthed, blev det besluttet at åbne Absalons grav i Sorø, hvilket skete 22.-23. maj 1827. Hvad graven rummede, får vi lejlighed til at fortælle senere i denne artikel, blot skal vi her knytte forbindelsen tilbage til Århus. Åbningen af Absalons grav vakte den allerstørste opmærksomhed overalt i landet blandt historisk interesserede, der begyndte at lede efter »antikvariske mærkværdigheder« i deres lokale områder, i øvrigt stærkt opmuntret af den i 1829 nyansatte professor i kunsthistorie N. L. Høyen. Med offentlig understøttelse gennemrejste han i årene 1829-33 det ganske land for at bese og registrere de vigtigste middelalderlige monumenter, og herunder kom han i kontakt med obersten i Århus, hvis fantasi var begyndt at kredse om den mærkelige stenkiste i domkirkens kor. Hvad mon den rummede? Det skulle vise sig netop denne tirsdag i august 1830.

Vi kan følge begivenhederne i en indberetning til Kancelliet i København: »Ved sarkofagens åbning så man benene af et lig, indsvøbt i et klædemon, som det syntes af sølvbrokade, men som var meget skørt, og havde et mørkt udseende. Benene vare lagt i en vis orden med hovedet i midten, og vare endnu vel konserverede. I enden af kisten lå en kløftet pind med et tværstykke i, formodentlig et reliqvie. Ovenpå låget lå en blyplade næsten aldeles ubeskadiget, dog delt i tvende stykker, hvori, som det synes, med en mejsel var indhugget en indskrift«.

Til lykke for os i dag lavede den brave oberst Høegh-Guldberg en udmærket tegning af fundet. Da sarkofagen 88 år senere blev genåbnet - det skete september 1918 ved Poul Nørlund og Chr. Åxel Jensen - blev der taget en serie fotografier, således at sarkofagens indhold er veldokumenteret såvel skriftligt som billedligt.

I kisten, der givetvis ikke er den oprindelige, men en ny, som indholdet på et tidspunkt er overført til, var der to rum adskilt af en tværmur. Det østlige var tomt, men i det større vestlige fandtes en blykiste på ca 70x50 cm og ca en kvart meter i højden. (Fig. 4)

Skelettet i blykisten var ikke fuldstændigt, men de vigtigste dele var til stede, først og fremmest det særdeles velbevarede kranium, der i 1918 blev nøje undersøgt af professor Fr. C. C. Hansen. Han konkluderede, at kraniet var usædvanligt stort, kraftigt bygget, med markerede træk og kraftige muskelspor, kort sagt udpræget mandligt. Kæbepartiet havde været noget fremstående og i øvrigt stærkt udviklet, og tænderne var velbevarede, uden spor af caries, men med et betydeligt slid. Næsen havde været kort og bred. Alderen ansloges til ca 45 år. (Fig. 5, fig. 6, fig. 7)

Men hvem var han? Til alt held, og i øvrigt ret så usædvanligt i sådanne sager, kunne der på stedet foretages en aldeles sikker identifikation, og resultatet må have overgået Høegh-Guldbergs vildeste forventninger. Det var intet mindre end en vaskeægte slægtning til den forgudede ærkebiskop Absalon, der lå i denne grav, nemlig bispen Peder Vognsen, hvis moder Inger var en kusine til Absalon. Bedre kunne det næsten ikke være. Men dertil kom det yderligere interessante, at det var domkirkens stifters grav, der her var påtruffet, en virkelig dobbelttriumf for den lykkelige oberst. Så meget mere overraskende var skelettets identifikation, som alle på den tid gik ud fra, at bisp Peder Vognsen var begravet i Sorø ved siden af sin broder Skjalm, der havde været hans efterfølger i Århus som bisp, og ved siden af selveste Absalon. Grunden til denne antagelse var udelukkende den gravsten, som stadig pryder Absalons grav i Sorø, men som ikke har ligget der oprindelig. Det er en pragtfuld renæssancesten, der formodentlig er hugget af Morten Bussert i 1536. Stenen viser et fantasibillede af Absalon i legemsstørrelse og i fuldt bispeskrud. Forneden på stenen ved Absalons fødder sidder to mindre bispeskikkelser og læser bønner fra en messebog, og under dem løber der en tekst, der oversat til dansk lyder: »Hans slægtninge bisperne Peder og Skjalm fra Århus ligger begravet her«. I al fald for Peders vedkommende er denne oplysning altså ukorrekt, det kan vi sige med fuld sikkerhed på grund af den beskrevne blyplade, der som tidligere nævnt lå ovenpå blykassen i Århus-sarkofagen. I dansk oversættelse lyder den latinske indskrift således: ÅR 1204 FOR HERRENS MENNESKEVORDEN I KONG VALDEMARS ANDET REGERINGSÅR, SØNDAGSBOGSTAV C EFTER SKUDDAGEN, I DEN SYVENDE INDIKATION EFTER DEN 80. CYKLUS, EPAKTERNE 17, SYV DAGE EFTER NYMÅNE, DEN 11. APRIL DØDE PEDER, SØN AF VOGN, BISKOP AF ÅRHUS. (Fig. 8, fig. 9)

Fundet af blypladen var i virkeligheden en sensation, og Aarhus Stiftstidende, som bragte en længere beskrivelse af fundet i avisen 16. september 1830, kunne med rette konstatere: »Uden tvivl vil opdagelsen af denne indskrift have interesse for oldgranskeren såmeget mere som historieskriverne angående denne biskop Wagnsen eller Wognsen, have været meget uenige«. For det første havde man ikke tidligere kendt hans dødsår - Arild Huitfeldt lader Peder Vognsen deltage i togtet til Estland 1219, andre lader ham være til stede, da Jyske Lov blev underskrevet i 1241. For det andet var biskoppen altså begravet i Århus og ikke i Sorø. Det er helt ubegribeligt, at man i det nyeste Dansk Biografisk Leksikon (1984) stadig kan finde oplysningen, at Peder Vognsen er begravet i Sorø Kloster. Hvordan selve fejltagelsen er opstået, er derimod let forståeligt. I Sorø fandtes hans bedstemor Cecilies grav, og hans våben var malet i kirken jævnsides med slægtningenes. Sorøkirken var jo Hvidernes slægtsmausolæum, og klostret har naturligvis på alle måder søgt at fremhæve denne kendsgerning - med det resultat, at der er opstået nogle misforståelser undervejs. Fast står det, at Århus Domkirkes stifter Peder Vognsen blev begravet 1204 i sin egen kirke. Den var på det tidspunkt under opførelse, men har været så langt fremskredet, at bispen som stifter kunne jordes på det sted, som passede sig for en kirkegrundlægger, i midteraksen lige foran kirkens højalter; herfra er den senere flyttet til sin nuværende plads. Hvordan den oprindelige grav har været indrettet, er vi på grund af korets ombygning i 1400-årenes slutning for altid afskåret fra at få kendskab til, men det må være tilladeligt at sammenligne med andre samtidige grave, og her ikke mindst med Absalons i Sorø, der blev anlagt blot et par år før Peder Vognsens i Århus. Den blev som tidligere nævnt åbnet i maj 1827. Under renæssancestenen kom den oprindelige dæksten, en indskriftløs poleret kalksten, til syne, og da den var fjernet, kunne man skue ned i en muret teglstensgrav, der indeholdt en rektangulær legemsstor blykiste. Da den blev åbnet, så man Absalons legeme iført bispeskrud, men kraniet var stærkt opløst, og den pragtfulde klædedragt stort set hensmuldret; dog kunne man se rester af guldbrokade. De foldede hænder holdt en lille sølvkalk, og på fingeren sad en smuk safirring. På brystet fandtes en disk af tin. Bispestaven af hvalrostand hvilede i den højre arm, men var meget medtaget. Ved skulderen lå en blyplade med indskrift, dårligt bevaret, men dog læselig: »Her ligger ærkebisp Absalon — den gode og fromme mand, som grundlagde dette kloster«.

Der kan ikke være tvivl om, at Peder Vognsen har været begravet på samme måde, og med et lignende udstyr. De tøjrester, som blev fundet i blykisten, og som ved genåbningen 1918 udtoges af denne, blev i 1969 underkastet en ny konservering og væveteknisk undersøgelse af Else Østergaard og Ole Schmidt fra Nationalmuseets konserveringsanstalt. Der var bevaret ret store stykker af bispedragten og dens for, nok til at vise hvilken pragtfuld klædning Peder Vognsen har båret i sin nye domkirke. Dragten var af silkestof med guldindvirkede mønstre: løver og fugle på en elfenbensfarvet bund med islæt af membranguld og rød silke. Dragten er skabt et sted i Nærorienten engang i 1100-årene. (Fig. 10, fig. 11)

Hvor bispestaven, ringen og sølvkalken er blevet af, er ikke godt at vide, men de er vel blevet lagt til side ved gravens flytning og er så senere forsvundet. Formodentlig er det sket i 1490’erne, hvor biskop Niels Clausen lod kirkens gamle romanske kor ombygge i gotik. Den pietetsfulde overflytning af domkirkens stifter er i fuld overensstemmelse med den gryende renæssances idealer omkring år 1500, men det må jo også betyde, at man middelalderen igennem i Århus har været klar over, hvem der var begravet i den anonyme grav midt i koret. Det er ganske spændende, at den trapezformede dæksten af poleret sortgrå ortoceratitkalk, som i dag dækker stenkisten, efter al sandsynlighed er den originale gravsten fra 1204, som altså pietetsfuldt blev genbrugt, da man indrettede den nye grav i sarkofagen. Stenkistens trapezform er vel bestemt af netop den gamle gravstens form.

Den ydre prunkløshed er karakteristisk for Valdemartidens grave, som vi kender dem fra bl.a. Sorø og Ringsted (se Skalk 1970:6 og 1988:1). Til gengæld var det mode i stormandskredse at give den afdøde en blyplade med i graven med navn, dødsdato og måske en mindre levnedsbeskrivelse. Denne skik er naturligvis af utrolig betydning, når man senere skal identificere disse grave, der altså på det nærmeste rummer et slags ID-kort på den afdøde. Vi har kun få eksemplarer bevaret i Danmark - Valdemar den Stores berømte blyplade i Ringsted, Absalons og bedstefaderen Skjalm Hvides i Sorø, og så Peder Vognsens i Århus. En tilsvarende blyplade er omtalt fra Viborg-bispen Gunners grav, men den er blevet væk. Den meget nøjagtige angivelse på Peder Vognsens blyplade af hans dødstidspunkt må gøre det helt klart, at pladen er fabrikeret samtidig med hans begravelse, og ikke mange år efter. Blypladen, der i 1857 på Frederik 7.s ønske blev udstillet i glas og ramme i et jernskab over graven, er en af Århus Domkirkes største, men desværre mest oversete kunstskatte fra kirkens allertidligste byggefase i årene lige efter 1200.

For 800 år siden var det danske rige inde i en forrygende politisk, økonomisk og kulturel opgangsperiode, en virkelig guldalder i danmarkshistorien. Borgerkrigene, som havde plaget land og folk i lange perioder af 1100-årenes første del, var nu endegyldigt et overstået kapitel, og da Valdemar den Store i 1182 lukkede sine øjne for altid, kunne han videregive et stærkt og samlet kongerige til sine to sønner, Knud 6. (1182-1202) og Valdemar Sejr (1202-1241). Der herskede i denne tid et bemærkelsesværdigt frugtbart samarbejde mellem landets konge- og kirkemagt, en alliance der til alle tider er kommet til at stå som idealet for et middelalderligt regimente. Det kan vel være, at Saxo i sin danmarkshistorie maler dette perfekte forhold mellem bisp og konge lige lovligt lyserødt, men selv den mest kritiske historiker må indrømme, at der i disse år omkring 1200 herskede et usædvanligt tillidsforhold mellem kongen og de ledende gejstlige i riget. Ærkebisp Absalon var i høj grad en garant for kongens og kirkens lykkelige samarbejde. Hans position i landet var enestående, og han sørgede for at udnytte denne stærke magtstilling til fremme for sin store families interesser. På denne måde blev den sjællandske stormandsklan Hviderne den absolut ledende familie i landet ved siden af kongeslægten. Domkapitlet i Lund blev i Absalons regeringstid (1177-1201) en veritabel bispeskole. Peder Sunesen af Roskilde, Simon og Jens af Odense, Niels af Slesvig og brødrene Peder og Skjalm Vognsen af Århus havde alle startet deres karrierer som kanniker i Lund, før de placeredes rundt omkring i landet som biskopper. Venskab og især familieskab med Absalon var en sikker vej til magt og indflydelse. Ærkesædet i Lund var i Hvidernes besiddelse til 1224, bispestolen i Roskilde til 1277, og i Århus sad først Peder Vognsen til 1204 og derefter broderen Skjalm til 1215.

Da Århus-bispestolen i 1191 blev ledig ved den ærværdige bisp Svens død, var det helt naturligt for Absalon at placere et familiemedlem på posten. Bortset fra, hvad skelettet i sarkofagen kan fortælle os, ved vi desværre ikke ret meget om Peder Vognsens person og karakter. Faktisk ved vi langt mere om hans forgænger bisp Sven, der spiller rollen som en af hovedpersonerne i Øm Klosters Krønike. Munkene i Øm ærede Sven som deres virkelige stifter, og de udtrykker grænseløs beundring for denne gavmilde bisp, der testamenterede enorme summer til klostret og derfor naturligt fandt sit hvilested i munkenes kirke i Øm »foran den hellige Maria Møes højalter«. (Fig. 12, fig. 13)

Biskop Svens forkærlighed for cistercienserne i Øm blev dog sandsynligvis til stor ulempe for Århus Stift. Da han døde i oktober 1191, var Århus på mange områder sakket bagud i forhold til de øvrige danske bispedømmer. En domkirke forefandtes ganske vist, bygget af frådsten omkring år 1100 og indviet til Skt Nikolaj, men den måtte her i slutningen af 1100-årene synes alt for gammeldags og beskeden i forhold til de vældige kirkebygninger, der rejste sig i andre stiftsstæder på denne tid. Det gjaldt også så vigtigt et anliggende som bispedømmets organisering. I Arhus havde man endnu ikke fået oprettet et moderne og velfungerende domkapitel med et fast økonomisk grundlag. Da Sven døde, var Århus, måske fraregnet Børglum, den fattigste og mest tilbagestående af alle Danmarks stiftsbyer. Der var altså meget at gøre for hans efterfølger på bispestolen, hvis ikke Århus skulle vedblive at være en andenrangs bispestol i konkurrence med Lund, Roskilde, Slesvig, Ribe og Odense eller Viborg, der alle havde magtfulde domkapitler, og i hvis snævre gader det vrimlede med sogne-, hospitals- og klosterkirker, mens Århus måtte nøjes med en tre-fire stykker. Byen og stiftet trængte i høj grad til en biskop, som ville kaste sin energi og gavmildhed på domkirken i stedet for at bruge den på klosterstiftelser. En sådan mand var Peder Vognsen. For det første nygrundlagde han i bogstaveligste forstand Århus Domkirke ved at bygge en helt ny og moderne katedral midt i byens hjerte bag de gamle vikingevolde. For det andet skabte han ved et gavebrev, bekræftet af pave Cølestin 3. i 1197, en tidssvarende organisation, et domkapitel, ved at oprette seks såkaldte præbender til fast forsørgelse for lige så mange kanniker ved kirken. Domkapitlet blev en uhyre magtfuld korporation af præster ved domkirken med eget hus, egne love og regler og egen økonomi, det såkaldte Fællesbord. For det tredje betryggede bisp Peder personligt såvel sin nye stiftskirke som dens præsteskab med store og generøse gaver, således ikke mindst ved i sit testamente fra november 1203 at forære »Skt Clemens Kirke i Århus« meget store dele af sit private jordegods, »for at der kan købes lys, røgelse og nødvendighedsartikler til klokkerne — til beklædning af dem, der har præsteembederne« og til meget mere.

Peder Vognsen var en moderne biskop, der bragte sin kirke og sit stift op på tidssvarende dansk og europæisk niveau, og netop takket være oprettelsen af domkapitlet kan vi nu, for første gang i Århus Domkirkes historie, følge udviklingen i et overleveret skriftligt kildemateriale. Et velorganiseret domkapitel måtte naturligvis oprette et arkiv, hvori vigtige breve og dokumenter blev opbevaret under betryggende forhold. Som en sikkerhedsforanstaltning afskrev man med jævne mellemrum de mange dokumenter, som lå i skabe og kister, i kopibøger. Der var ingen offentlig registrering af testamenter eller skøder, og derfor kunne der ved en brand eller anden ødelæggelse af de originale dokumenter hurtigt opstå store problemer med at bevise, at man faktisk havde ret til den jord, som for måske længe siden var skænket kapitlet. Til Århus Domkirkes middelalderhistorie er der bevaret et enestående kildemateriale i den såkaldte »Liber Capituli Arhusiensis« eller Århusbogen, som er en afskrift af domkapitlets middelalderlige brevskat. Det er i sig selv lidt af et mirakel, at denne kopibog er bevaret til vor tid og i dag befinder sig på Det kongelige Bibliotek. Det originale manuskript blev i generationer opbevaret af familien Rantzau, men i 1731 skænket til det genskabte Universitetsbibliotek i København. Arhusbogen består af 95 folioblade, den ene halvdel nedskrevet ca 1312- 15, den anden i slutningen af 1400-årene. Det ældste dokument i bogen er i år nøjagtig 800 år gammelt og i virkeligheden anledningen til denne artikel. Det er et gavebrev udstedt af Peder Vognsen den 9. februar 1195, hvori han »overdrager Skt Clemens alle de bøger, vi har, til gavn for alle de præster, der i fremtiden gør tjeneste i hans kirke — at de skal anbringes i Skt Clemens bogskab, at besidde til evig tid af hans præster«. Det er første gang overhovedet, vi hører om en Skt Clemenskirke i Århus, og vi kan derfor betragte dette gavebrev som Århus Domkirkes dåbsattest. (Fig. 14, fig. 15)

Den nye domkirke blev ikke, som man ville have ventet, bygget på den gamle domkirkes plads, men på et sted, hvor der tidligere havde ligget en trækirke. Dermed hænger det sådan sammen: Århus havde en lokalhelgen, Niels; han var søn af den kong Knud, som blev dræbt under blodgildet i Roskilde 1157, og kendt som en meget from mand. På sit dødsleje 1180 bad han om at blive begravet - ikke i den daværende domkirke (nuværende Vor Frue Kirke), men i »trækapellet ved havet«, og det ønske fik han opfyldt. Trækapellet kom på den måde til ære og værdighed. Da biskop Vognsen kom til Århus og besluttede sig for at bygge en tidssvarende domkirke i teglsten, har han kunnet se perspektiverne, og her ikke mindst de økonomiske, i at fremme den lokale helgenkult omkring Niels Bekenderen. I et brev fra april 1197 yder paven ham sin støtte: »Og da vor ærværdige broder Peder, biskop af Århus, med tanken vendt mod det evige liv skal have truffet bestemmelse om — at lade den domkirke, som i hans forgængers tid blot var blevet opført af træ, opføre i sten — tilstår vi dem, der rækker en kærlig hånd til hjælp, 40 dage af den kirkebod, der er pålagt dem for deres forseelser«. Man bemærker, at den hellige fader er faret lidt vild i de kendsgerninger, han har fået forelagt. Den ældre domkirke af frådsten og kapellet af træ er løbet sammen og blevet til én bygning, en domkirke af træ. Den gamle trækirke har vel været fra 1000- årene og viet til Skt Clemens; en populær helgen i netop den dansk-engelske vikingeverden og især der, hvor den kongelige magt var til stede. I hvert fald fik den nye domkirke denne værnehelgen og ikke Skt Nikolaj som frådstenskirken.

En lokal Århus-tradition, der kan spores tilbage til 1600-tallet, vil vide, at selveste Absalon i 1201 nedlagde grundstenen til den nye katedral i Århus, og derfor har domkirken stedse fejret sine jubilæer i forhold til dette årstal. Men denne tradition forekommer ikke alene aldeles udokumenteret, den er tillige usandsynlig. Ikke blot viser domkirkens østende et arkitektonisk formsprog, der peger hen på tiden før 1200, men de ovenfor citerede dokumenter fra 1195 og 1197 er klare vidnesbyrd om, at kirken var under opførelse i midten af 1190’erne. Den lokale tradition må vige for de samtidige kilders vidnesbyrd, og Absalons grundstensnedlæggelse tillægges renæssancens lyst til at dyrke den store ærkebiskop ved enhver tænkelig lejlighed. Det kan naturligvis ikke med absolut sikkerhed afvises, at domkirkebyggeriet i Århus var påbegyndt, da Peder Vognsen kom til byen i 1191-92, men i virkeligheden er diskussionen ikke særlig væsentlig. Det overleverede kildemateriale peger entydigt på bisp Peder som den nye domkirkes virkelige stifter og organisator, og graven i koret bekræfter dette.

Da vi altså af gode grunde er afskåret fra nøjagtigt at vide, hvornår Skt Clemens i Århus påbegyndtes, så kan vi i mangel af bedre lige så godt vælge den 9. februar 1195 ud fra det ældste dokument, der nævner den ved navn. Altså har kirken i Århus 800 års jubilæum. Tillykke med det!