Peder, søn af Vogn, biskop af Århus

Han var søn af Ove Høegh-Guldberg, der havde været Danmarks statsminister fra Struensees fald i 1772 og til han selv faldt for en paladsrevolution i 1784. Efter faldet fra magtens tinder blev den skikkelige Ove Høegh-Guldberg forvist til Århus som stiftamtmand, en post, som den detroniserede statsminister vist i grunden fandt sig ganske godt tilfreds med. Af statsministerens mange sønner blev Julius den eneste, der kom til at tilbringe sit liv i Århus, og han og hans efterslægt har sat sig mange spor i byens historie. Julius blev militært uddannet, men det er nu ikke den militære karriere, der har gjort ham kendt og agtet. Han var en rastløs ildsjæl med et utal af interesser, og han spillede en ledende rolle i snart sagt ethvert kulturelt eller humanistisk initiativ, der blev taget i Århus i 1800-årenes første halvdel. I øvrigt var han ivrig amatørarkæolog og en stærkt historisk interesseret mand, hvilket var den egentlige baggrund for den idé, han havde fået, og som nu skulle efterprøves hin augustdag i overværelse af den samlede domkirkeinspektion, og med den tilkaldte professor i kunsthistorie N. L. Høyen som sagkyndig ekspert.

I Århus Domkirkes højkor, i det sydøstlige hjørne, står der en navnløs stenkiste uden udsmykning af nogen art. Den er trapezformet (81 cm i den brede ende, men kun 59 cm i den smalle), og godt to meter lang. Dækket er en meget flot, poleret grå stenplade. Ingen af kirkens mange historiografer havde interesseret sig for, hvad denne ejendommelige stenkiste i grunden rummede. Ved domkirkens hovedrestaurering i 1775-76 var gulvet i koret blevet omlagt og dele af stenkisten ved den lejlighed ommuret. Alligevel havde ingen følt sig nysgerrige nok til at åbne kisten og finde ud af, hvad den rummede. Men dette er i virkeligheden såre karakteristisk for 1700- årenes rationalistiske og historieløse syn på vore gamle kirkebygninger og deres middelalderlige skatte.

Tiderne ændrer sig som bekendt. I kølvandet på Napoleonskrigene bredte den romantiske og nationale tanke sig med rivende hast i Europa. En glorværdig fortid skulle nu kompensere for nutidens mange ulykker og mangler. I starten var det oldtiden, såvel den græsk-romerske som den nordiske, der måtte holde for, men fra omkring 1820 kastede de europæiske digtere, kunstnere og historikere deres kærlighed på middelalderen. I Tyskland kom det tysk-romerske kejserrige i fokus, og i Danmark var det forståeligt nok især Valdemarernes storhedstid, der vakte fornyet interesse. 11818 påbegyndte Grundtvig udgivelsen af en ny Saxo-oversættelse, og i det hele taget var Valdemarernes gyldne periode som skabt til 1815-nederlagsgenerationens behov for trøst og virkelighedsflugt. Valdemar den Store havde genskabt et stærkt Danmark efter 1157, og med sine gode venner Hvidernes hjælp havde han igen gjort Danmark frygtet blandt naboerne. 1815-generationen havde behov for noget at tro på og drømme om, og Saxos pragtfulde heltehistorier var som sendt fra himlen. Recepten var for så vidt enkel. Man fulgte Saxos sympatier og antipatier i stort som i småt, og derfor blev ærkebisp Absalon helten over alle helte, og med ham naturligvis hele den mægtige Hvideslægt. Skjalm Hvide, Asser Rig, fru Inge, Ebbe Skjalmsen, Peder Sunesen og Esbern Snare blev atter og atter trukket frem som lysende eksempler på danske mænd og kvinder, når de er allerbedst. I B. S. Ingemann fik Saxo en genial fortolker, som med det store patriotiske rimværk, »Valdemar den Store og hans Mænd« fra 1824 og den historiske roman »Valdemar Seir« fra 1826, fik spredt Valdemarernes og Hvidernes heltery ud over det ganske land, og vel at mærke til en kreds af befolkningen, der aldrig ville have drømt om at læse Saxo på første hånd. Med begejstring læste man Ingemanns udødelige strofer i slutningen af »Valdemar den Store og hans Mænd«: »I muld sank Valdemar og hans mænd, de lys udsluktes fra hine dage, dog end er herlige glimt tilbage: Hvad Danmark var, kan det atter blive, endnu er fædrenes ånd i live. Da rejs dig atter fra altergraven, du høje Axel med bispestaven, advar os for udslettelsens dom, og vis os, hvorfra vor frelse kom«. (Fig. 1, fig. 2, fig. 3)