Pater noster

To mægtige familier gjorde sig stærkt gældende i 1100-årenes Danmark: Hviderne på Sjælland og den jyske Thorgunnaslægt. Den første er, især på grund af Absalon, kendt af enhver, den anden står lidt mere blegt, men også den havde fremragende mænd i sine rækker. Således Asser, der 1104 blev Nordens første ærkebisp. Betydningsfulde stillinger indtog også Assers brødre (to af dem skal vi høre mere om), men videst nåede hans brorsøn, Eskil, der i 1137 fulgte ham på ærkebispestolen (Fig. 2). Han beklædte det høje embede i fulde fyrretyve år, hvorefter han med pavens billigelse overdrog det til Absalon. Selv rejste han til Clairvaux i Frankrig for at tilbringe sine sidste år i det berømte kloster dér.

En samtidig munk i Clairvaux, en vis Herbert, har sammenskrevet en »Miraklernes bog«, og her kommer Eskil til orde med forskellige beretninger om underfulde tildragelser, han har overværet eller hørt om. Blandt disse er fortællingen om hans to farbrødre, hvoraf den ene, der hed Eskil som han selv, var en krigens og kongens mand, mens den anden, Svend, beklædte bispeembedet i Viborg. Mirakelbogen er et opbyggeligt skrift, fuldt af fromme udgydelser. Dens værdi som objektiv kilde er derfor begrænset, men hovedtrækkene i Eskils historie skal nu nok være rigtige. Han må have vidst god besked med disse ting.

Farbror Eskil tilhørte som nævnt krigerstanden, og munkekrøniken gør ham i hvert fald ikke bedre, end han var: »Barsk og frygtindgydende i sindet, udgød han meget blod, og dagligt (!) begik han mange onde gerninger«. Et sådant levned måtte falde den anden farbror, Viborgbispen Svend, for brystet, men han »elskede sin brors sjæl oprigtigt« og foreslog ham derfor en bodsrejse til Jerusalem. Eskil indvilligede, forudsat Svend drog med, og enden blev, at begge brødre »tog korsets tegn« og begav sig ud på den lange rejse. Det må have været omkring 1150.

»Ankomne på lykkelig vis tilbad de Herrens glorværdige gravsted med den største ærefrygt«, hvorefter de besøgte »andre hellige steder«. Herunder kom de til en plads ikke langt fra Jerusalem, den blev af indbyggerne kaldt »Pater Noster (Fader Vor), fordi Vor Herre Jesus Kristus på dette sted siges at have videregivet den måde, hvorpå der skal bedes, og dér at have forfattet denne samme bøn. På stedet var der et lille kapel bygget på tarvelig vis«. Videre kom de to pilgrimme til Jordanfloden, hvor de drak af det hellige vand, og her blev »den store synder Eskil« grebet af frygt, for at han, når han vendte hjem, skulle falde tilbage til sine tidligere uvaner. Han bad derfor Gud om at blive løst fra »kroppens bånd«, og det skete. Efter at have modtaget sakramenterne »sagde han farvel til sin bror og de andre tilstedeværende. Straks, i hellig bekendelse, opgav han sin sjæl«.

Svend sørgede ikke over sin bror, tværtimod glædede han sig over hans salige bortgang og blev grebet af et inderligt ønske om at følge ham. Det blev straks opfyldt. »Pludselig begyndte hans livskraft at mindskes - . På grund af tidens knaphed sørgede han straks for de anliggender, som var nødvendige (Fig. 3). Han bad de tilstedeværende, at de ufortøvet skulle føre hans lig og hans brors til den ovennævnte kirke, kaldt Pater Noster, - og at disse skulle sørge for at begrave dem der«. Derefter »faldt han lykkelig i søvn i Herren«.

Rejsefølget ordnede alt, som han havde ønsket. Begravelsen fandt sted, og »den fornævnte kirke, som indtil nu havde været lille og faldefærdig«, kom på grund af miraklet i et sådant ry, at den ved hjælp af indkomne almisser kunne bygges større og mere anselig. »Herinde til denne dag hviler deres lig, begravet på ærværdig vis«.

Om troværdigheden af beretningens detaljer kan man, som foran berørt, have sine tvivl, men de to pilgrimme er i hvert fald historiske personer. Svend var biskop i Viborg fra ca 1133 til sin død omkring 1153 - netop den periode, hvor byens store domkirke var under opførelse. Eskil anførte kongens flåde. Han er, også fra anden side, kendt for sine uheldige meriter, og man fristes til at tro, det var eventyrlyst mere end fromhed, der lokkede ham med på rejsen. At de to brødre er døde samtidig og i nærheden af Jerusalem, skal nok være rigtigt; »mirakler« af den art var ikke så sjældne i en tid, hvor smitsomme sygdomme havde frit spil og hærgede grumt i landene (Fig. 4). Paternosterkirken er heller ikke noget fantasifoster, den lå på Oliebjerget, ikke langt fra toppen, hvor der var vidt udsyn mod den hellige stad. Det vides fra flere kilder, at den blev om- og udbygget netop ved midten af 1100-årene, men efter at muhamedanerne 1187 fik magten i Jerusalem, blev den hurtigt forvandlet til ruin. På stedet blev i forrige århundrede opført et karmeliterkloster. De to nordboers grave eksisterer altså næppe mere. I og ved Viborg domkirke, hvor bisp Svend egentlig skulle have hvilet, er gennem årene fundet en række grave af former, som henviser dem til hans tid. De gravlagte lige øst for apsisrundingen var alle mænd. Nogle af dem har sikkert været kanniker i Svends domkapitel.

Lit: M1V (Museerne i Viborg amt) 11. Den citerede beretning, oversat af Brian Patrick McGuire, kan her læses i sin helhed.