Parisersættet

Om de tre genstandes ældste historie har vi kun få oplysninger, vi ved således ikke, hvem der fik dem fremstillet, og kender kun antydningsvis deres vej til Danmark. Kanden har ved siden af liljestemplerne indgraveret et navn, Heyne Boltzen, og det kan med nogen usikkerhed tillægges en lübsk købmand fra 1400-årene, der altså – om identifikationen er rigtig – må have haft den i sin besiddelse engang i senmiddelalderen. På sikker grund er vi først fra 1703, da klenodiet af Frederik 4. indlemmedes i Det kongelige Kunstkammer, hvorfra det 1849 overgik til Nationalmuseet. Det fremgår af Kunstkammerets notater, at kanden skulle være »erhvervet« af Frederik 2. på Ditmarskertoget 1559, men oplysninger af den art har ofte vist sig fejlagtige, så vi vil indtil videre stille os skeptisk.

Om kalken meddeler en indskrift under foden, at Frederik 2.s dronning, Sophie, 1586 skænkede den til kirken ved det tidligere karmelitterkloster i Helsingør, der på det tidspunkt overgik til at være tysk kirke (Sophie var fra Mecklenburg, deraf interessen). Herfra kom den og tillige paténen, der formodentlig har hørt med til gaven, 1887 til Nationalmuseet. Denne patén har i sin omløbende bort indgraveret årstallet 1333 sammen med en latinsk indskrift, der ønsker, at frelsens sonoffer (nadverbrødet) må gavne Peder Regnersøn og hans trosfæller. Igen et navn, men desværre et, der på den tid var ret almindeligt i Nordeuropa. 1320 nævnes en Sorø-munk, Petrus Regneri, men det kan være et tilfældigt sammentræf.

Som det fremgår, er der et vist historisk grundlag for at antage samhørighed mellem kalk og patén, og det kan yderligere underbygges. Efter en almindelig regel skulle kalkens randdiameter svare til bunddiameteren i den tilhørende patén, der da kunne bruges som låg, og samtidig skulle kalkens højde være lig med paténens fulde diameter; det første krav er opfyldt her, det sidste kun tilnærmelsesvis, men det var vel også uden praktisk betydning. Den lille sølvtallerken har gennem mange års brug mistet størstedelen af sin emalje, men i alle bevarede kunstneriske detaljer er der klare ligheder med bægeret. I bunden af paténen ses en blomsterlignende sekstunget roset, såkaldt sekspas, med billeder: i midten Kristus som verdensdommer, visende sine sår, og udenom de fire evangelistsymboler samt to apostelportrætter. Kalken viser på sin – ligeledes sekstungede – fod scener af Kristi lidelseshistorie. Såvel kalk som patén rummer således klare henvisninger til nadverunderet, brødets og vinens forvandling til Kristi legeme og blod.

Men nu kanden, hører den også med til sættet? Fremstillings- og stilmæssigt svarer den helt til de to andre kar, men billederne er stærkt afvigende. For at kunne bedømme spørgsmålet er det nødvendigt at kende lidt mere til nadvertjenestens redskaber og disses brug. Et komplet altersæt omfattede foruden kalk og patén to kander, den ene til den uindviede vin, den anden til vand, hvoraf der før indvielsen blev hældt lidt i vinen, vistnok for at symbolisere Kristi både menneskelige og guddommelige natur. Mens kalk og patén var hellige kar (vasa sacra), var kanderne ikke-hellige (vasa non sacra), de kom jo ikke i direkte berøring med de guddommeliggjorte nadvermidler. Mens helligkarrene skulle være af ædle metaller eller i det mindste indvendig forgyldte eller forsølvede, stilledes der ingen særlige krav til de ikke-hellige, de kunne være af tin, messing eller vel endog ler, men det var naturligvis ikke forbudt at gøre også dem i ædelmetaller. (Fig. 2). Kun få er bevaret af disse kander, men fra skriftlige kilder kender vi en del til dem, og det er vigtigt i denne sammenhæng, at de i reglen nævnes parvis, i en inventarliste fra 1360 læser vi således: »2 sølvmessekander, forgyldte og emaljerede«. Desværre står der intet om billedindhold, det havde ellers været interessant at kende. Vi skal nu se nærmere på Pariserkandens udsmykning.