Panfløjten
(Fig. 1) De store udgravninger, som i 1970'erne fandt sted i den engelske by York, har flere gange været omtalt her i bladet (1979:6 og 1981:3). Ikke uden grund: en del af de fremgravede sager kan nemlig meget vel have været brugt af vore forfædre, der under 800-årenes vikingetog en overgang koloniserede en større del af Midtengland, herunder Jorvik (York). Om det også gælder den genstand, som her skal særbehandles, er måske et spørgsmål; den synes at være lidt yngre, fra slutningen af 900-tallet, men har vel haft forgængere. Det drejer sig om et lille blæseinstrument, en panfløjte. Typen var allerede dengang meget gammel, den går tilbage til den klassiske oldtid, hvor den optræder som attribut for guden Pan - deraf navnet.
Af Redaktionen
Fig. 1: Ingen billedtekst
Den er skåret i en hård træsort og har fem tonehuller, boret med stor præcision, side om side til forskellig dybde. Strengt taget kan der have været flere, for en flis er brækket af og mangler, men det er nu ikke særlig sandsynligt. En indskæring i den ene sidekant danner en slags håndtag, og nederst er der en gennemboring, så at fløjten kan bæres i snor. Det sidste er vel ment som en sikkerhedsforanstaltning, og instrumentet er da heller næppe tabt, snarere kasseret på grund af beskadigelsen.
Det er småt med instrumenter i vikingetidsfundene, og for middelalderen står det ikke meget bedre til, men her kommer billedlige fremstillinger og skrevne beretninger til hjælp, så vi ved en del om, hvad man rådede over. For strengespillere var der lyre og harpe, gige og fedel, mens blæserne kunne øve deres kunst på horn, basun og fløjte. Panfløjten var stadig i brug, som det fremgår af billederne her og på bladets forside; de er ganske vist ikke danske, men i hvert fald fra 1100-årene. Vi ser, at formen ikke har ændret sig meget siden Yorkfløjtens dage. Det skæve skaft er stadig til stede, det har givet et godt leje for hånden.
Middelalderens utallige folkeviser blev først nedskrevet sent og melodierne endnu senere, så man kan roligt regne med, de er stærkt forvanskede. En undtagelse findes dog. I det berømte runehåndskrift til Skånske Lov, fra ca 1300, er som en randbemærkning nedkradset et par linjer af en ellers ukendt vise: Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pel (d.v.s. smukke klæder) - og hertil er føjet noder (Fig. 2, Fig. 3). Den enkle melodi - kendt af enhver som pausesignal i radioens program 1 - lader sig spille på panfløjten, men hermed være ikke sagt, al netop denne strofe har lydt i York. Vikingernes drømme gik muligvis i en anden retning.
Fig. 2: Runemelodien i Skånske Lov. Lidt underholdning mellem paragrafferne.
Fig. 3: Fransk stenrelief fra 1100-tal- let.
Prøv selv, hvad De kan få ud af det lille instrument! Skalk har - med venlig tilladelse fra museet i York - ladet fremstille et antal kopier. Som materiale har vor instrumentmager, Karl-Heinz Gloy, valgt kirsebærtræ. Panfløjten kan fås for 85 kr.
