På sporet af Ingeborg

Valdemar den Store var velsignet med en betydelig børneflok, både sønner og døtre, heriblandt Ingeborg, som fødtes 1175. Under hendes kongelige brødre, Knud 6. og Valdemar Sejr, underlagde Danmark sig gradvis Østersøens kyster og indtog dermed pladsen som en stormagt, andre lande måtte regne med. Kong Knud blev i sit styre rådet og støttet af ærkebiskop Absalon – et frugtbart samarbejde mellem kongemagt og kirke, der som bekendt gik over styr i de følgende århundreder. Som ung havde Absalon studeret i Paris og her sluttet venskab med kanniken Vilhelm. Senere kom Vilhelm, efter Absalons ønske, til Danmark for at blive abbed på Æbelholt, et godt valg, for den franske munk var velbegavet og forstod sig på meget, lige fra landbrug til lægekunst og jura. Mange stormænds sønner uddannede han så godt, at de senere kunne begå sig i klosterskolerne i Frankrig. I det hele taget ønskede han at knytte sine to lande stærkere sammen. Måske har han i et af sine mange breve til vennen, broder Bernhard i Vincennes, ladet et ord falde om Valdemars døtre; Bernhard var den franske konge Filip Augusts rådgiver.

1193 er Ingeborg i den giftefærdige alder, ung og køn. Det år kommer franske udsendinge til Danmark for i deres konge Filip Augusts navn at anholde om prinsessens hånd. Et smigrende tilbud til det danske kongehus fra den mægtige franske fyrste. Kærlighed kan ikke have ligget bag: de to parter havde aldrig mødt hinanden, men det bekymrede næppe nogen, for sådan var måden.

Hvad førte da Filip August på frierfødder til Danmark? Jo mange af de nordfranske provinser var i engelsk besiddelse, det var en torn i øjet på kongen, som forståeligt nok foretrak at være herre i sit eget hus. Hans ønske var at knække det i forvejen stærkt nedbrudte England og især dets konge; ved at ægte en dansk prinsesse kunne han måske låne den danske flåde et års tid til et angreb på landet. Desuden tilhørte Ingeborg den kongeæt, som tidligere havde hersket over England. Ægteskabsforhandlingerne gik ikke helt som ventet fra fransk side. De storpolitiske planer forpurredes noget af en mere besindig dansk holdning, Absalon nægtede at give lovning på flåden, og en kontant medgift på 10.000 mark sølv lykkedes det først efter nogen vanskelighed at enes om. Den franske ægteskabspolitik bragte hverken det ventede resultat eller nogen løfterig start for den attenårige prinsesse. Ydmygt måtte hun finde sig i at blive brugt som brik i et politisk skakspil.

Imidlertid drog Ingeborg af sted med et følge, der blandt andre talte Roskildebispen Peder Sunesen og abbed Vilhelm, begge kendt med franske forhold, mens Ingeborg selv ikke forstod mange franske ord. Rejsen foregik med skib fra Ribe ad floden Schelde til Antwerpen og derfra over land til Arras, hvor Filip August red sin vordende dronning i møde. Sammen drog de til Amiens, hvor vielsen fandt sted. Næste dag skulle kroningen foregå under udfoldelse af stor pragt, men allerede inden skal kongen have vist sin uvilje mod Ingeborg, og under selve handlingen blev han dødeligt bleg og fik krampelignende anfald. Højtideligheden gennemførtes, men kort efter bad han det danske følge tage den nygifte dronning med tilbage til Danmark, ægteskabet skulle øjeblikkeligt opløses. Ingeborg selv, stolt og troskyldig, forkastede tanken, hun ville blive og kæmpe for sin ret. Ingen kunne da forudse rækkevidden af denne beslutning (fig. 1).