På lægernes ager

Det danske sundhedsvæsen lå på den tid i hænderne på lærde doctores, uddannet i lægeskoler, men de måtte, så nødig de ville, finde sig i konkurrence fra folk af en helt anden stand, nemlig bartskærerne, det vil sige barbererne. At disse kom ind i billedet, skyldtes forskellige pavelige forordninger. Den første, fra 1092, var en protest mod datidens skægmode, den påbød alle kirkens mænd at være glatragede; altså måtte klostrene ansætte bartskærere. 1163 kom et nyt edikt, »Ecclesia abhorret sangvine«, forbuddet mod at munke og præster udgød blod. Færdig med at årelade, trække tænder ud eller stikke hul på en byld, det blev fra da af klosterbarberernes sag. Heraf udsprang den skare af barberkirurger, hvis virksomhed kom til at præge adskillige århundreder. 1506 organiserede de københavnske barberer sig i bartskærerlauget.

Kirkens holdning til blodsudgydelse ændrede sig ikke. 1215 sidestillede Laterankonciliet uden omsvøb enhver, der udøvede kirurgi, med bødler og røvere. Sådan lå landet, da Paracelsus godt 300 år senere så frimodigt refererede til bødlerne som sine læremestre. Disse for datiden så uundværlige embedsmænd blev i almindelighed betragtet med foragt, men det forhindrede ikke, at de på et bestemt felt var en slags banebrydere, nemlig hvad angår viden om det menneskelige legeme. De havde ligene lige ved hånden og kunne dissekere dem uden at miste deres gode omdømme, det var for længst gået fløjten. Anderledes med ordentlige folk. En medicinsk professor på Københavns Universitet, Anders Christensen, dristede sig på Frederik 2.s tid til at studere anatomi på lig, men måtte skyndsomst opgive det under indtryk af den harme og afsky, godtfolk gav udtryk for. Først i 1600-årene ændredes indstillingen. (Fig. 1, fig. 2)