På lægernes ager

Det danske sundhedsvæsen lå på den tid i hænderne på lærde doctores, uddannet i lægeskoler, men de måtte, så nødig de ville, finde sig i konkurrence fra folk af en helt anden stand, nemlig bartskærerne, det vil sige barbererne. At disse kom ind i billedet, skyldtes forskellige pavelige forordninger. Den første, fra 1092, var en protest mod datidens skægmode, den påbød alle kirkens mænd at være glatragede; altså måtte klostrene ansætte bartskærere. 1163 kom et nyt edikt, »Ecclesia abhorret sangvine«, forbuddet mod at munke og præster udgød blod. Færdig med at årelade, trække tænder ud eller stikke hul på en byld, det blev fra da af klosterbarberernes sag. Heraf udsprang den skare af barberkirurger, hvis virksomhed kom til at præge adskillige århundreder. 1506 organiserede de københavnske barberer sig i bartskærerlauget.

Kirkens holdning til blodsudgydelse ændrede sig ikke. 1215 sidestillede Laterankonciliet uden omsvøb enhver, der udøvede kirurgi, med bødler og røvere. Sådan lå landet, da Paracelsus godt 300 år senere så frimodigt refererede til bødlerne som sine læremestre. Disse for datiden så uundværlige embedsmænd blev i almindelighed betragtet med foragt, men det forhindrede ikke, at de på et bestemt felt var en slags banebrydere, nemlig hvad angår viden om det menneskelige legeme. De havde ligene lige ved hånden og kunne dissekere dem uden at miste deres gode omdømme, det var for længst gået fløjten. Anderledes med ordentlige folk. En medicinsk professor på Københavns Universitet, Anders Christensen, dristede sig på Frederik 2.s tid til at studere anatomi på lig, men måtte skyndsomst opgive det under indtryk af den harme og afsky, godtfolk gav udtryk for. Først i 1600-årene ændredes indstillingen. (Fig. 1, fig. 2)

Frederik 2. selv synes at have været mere fremsynet end sine undersåtter. 1579 gav han Anders Freimuth, der var skarpretter i København, tilladelse til »at hjælpe dennem, som hannem besøgendes vorder, med forrakte ledder at sætte tilsammen og gamle skader at hele«. Også andre gebrækkeligheder måtte han tage sig af, men der var dog grænser. For ikke at gå barbererne i bedene var det ham forbudt at forbinde »ferske sår, som huggen, stungen eller skudt ere«.

Freimuth var ikke den eneste skarpretter, der forstod at skaffe sig viden gennem sit bizarre erhverv og senere drage nytte af den. Skulle en misdæder straffes med radbrækning, mærkede den kyndige bøddel sig knoglers og musklers modstandskraft. Et offer der ikke skulle dræbes, men kun torteres, kunne få brug for lægelig bistand, den gav erfaring, som senere kunne kommer andre til gode. Bødlerne må have mærket, at mildere vinde omgav dem, når de havde haft held til at hjælpe folk, ikke mindst, når de havde gjort det gratis »for Guds barmhjertigheds skyld«. Det gavnede deres sociale status. De var stadig for udskud at regne, men der var formildende omstændigheder.

De kirurg-skarprettere, man hører om, var allesammen indvandrede folk med tyske navne. Tyskland havde tradition for skarpretterdynastier, hvor erhvervet kyndighed gik i arv fra far til søn. Det var ferme folk, der førte sig frem med faglig stolthed - i modsætning til vore hjemlige bødler, som bøjede ryggen og døjede medborgernes foragt.

Barbererne følte sig med god grund trængt i deres næring. Siden oprettelsen af bartskærerlauget 1506 havde de i stigende grad organiseret sig og forfægtede ivrigt - ikke blot eneretten på »ferske sår«, men også adskilligt andet. Det gik så vidt, at de oprettede deres eget korps af »jagere«, der skulle afsløre »fuskere og bønhaser«. Opsporede syndere blev uden pardon meldt til politiet, men mange af skarpretterne havde opbygget en så blomstrende praksis, at de - med taknemmelige patienter i ryggen - roligt fortsatte deres virksomhed.

Barbererne rasede, men åbenbart var der plads for begge parter. I forbindelse med Grevens Fejde, 1534-36, blev man fra statens side opmærksom på bartskærernes muligheder som skibslæger. Standen nød med andre ord en vis tillid og ikke helt uden grund. Lærlingeuddannelsen blev med årene lagt i faste rammer, og der krævedes ikke så lidt for blot at blive optaget hos en mester. »— ingen dreng må antages — som ikke har så megen kendskab til det latinske sprog, at han har lært Donaten, og ikke har lært at skrive og kunne så meget tysk, at han kan læse og forstå det i henseende til hans egen nytte — ingen dreng tages i lære på ringere tid end tre år«. Disse regler stammer ganske vist fra en langt senere forordning, men de knæsatte i store træk principper, som længe havde været gældende. (Fig. 3)

I Karl Gustav-krigen (opgøret med Sverige 1658-60), hvor København var under belejring, arbejdede bartskærerne både for flåden og batterierne. At de gjorde god fyldest, fremgår af følgende smukke ord: »De gode, fornemme badskærer med deres svende og drenge lode sig - hvilket deres laug til største berømmelse ihukommes - hver dag, når udfald skete, findes villige og redebonne, i porten straks antoge de kvæstede, dennem i en hast forbandt og den- nem flittigt opvartede, indtil det sig med dem forandrede«.

Samtidig med at bartskærerne således kom til ære og værdighed, var også skarpretterne blevet mere respekterede for det, de vitterligt kunne. 1609 optrådte således Kasper Skarprichter som hospitalslæge; han blev kaldt til Tugthuset for at tage sig af »tvende syge børn« og modtog derfor et honorar på fire rigsdaler. Det er uvist, om kongen, Christian 4., selv stod for denne tilkaldelse - han blandede sig som bekendt i alt, både stort og småt - men det vides, at samme konge på sine gamle dage alarmerede Gliickstadt-bødlen til at behandle tronfølgeren, den udvalgte prins, for en alvorlig fodlidelse - uden at spørge den høje livlæge. Den forbigåede hofmedicus blev skummende vred og gav ondt af sig i et brev til en ven: »I hele dette tidsrum af to måneder og derover, hvori den omtalte kvaksalver, der er lige så skikket til denne kur som et æsel til at spille på lyre, forestod behandlingen, har jeg aldrig set foden eller er spurgt til råds —«. Senere i brevet kalder han sin konkurrent »dette udskud af menneskeheden«, så det var altså ikke hos alle, skarpretterlægerne opnåede respekt, men en konges tillid må dog veje ganske tungt. Også Christian 5. sendte bud efter skarpretteren til behandling af et sygt ben, i dette tilfælde pagen Zeppelins. Kuren lykkedes, og bødlen fik sit honorar. Hvad livlægen sagde, vides ikke. (Fig. 4)

Som det fremgår, var der efterhånden en hel del ondt blod, ikke blot mellem bødler og barberer indbyrdes, men også mellem disse og den egentlige lægestand, som blev mere og mere selvbevidst og fremtrædende. 1735 indgav lægen Johannes Bøtticher en harmdirrende klage til Københavns magistrat. Anstødsstenen var den lokale skarpretter Franz Mühlhausens virksomhed, men forholdene var i det hele taget yderst betænkelige. »— det er kommet så vidt, at enhver apoteker, enhver feltskær, bader, skæggeskraber, ja, hvad der er det besynderligste og græsseligste, at enhver skarpretter giver sig med den mest opblæste stolthed, den tåbeligste egenkærlighed og tykkeste uvidenhed navn af læge og på en lige så næsvis som fræk måde bruger sin segl på lægernes ager og vandrer knejsende og opblæst over dyngerne af de ham dræbte lig«. Også her taler en såre vred mand, og måske fornemmer man tillige en vis bitterhed. Samme Bøtticher var allerede 1712 blevet afskediget uden pension, skønt han havde gjort en kæmpeindsats i det forudgående pestår. Sagen var ifølge gehejmeråd Gedde, at han havde »en skidden mund — og en indbildendes orm af højhed«.

På elegant vis lykkedes det 1780 en foretagsom mand, C. F. Dircks, at forene hele tre embeder i sin person. Han virkede allerede som apoteker/læge i Rønne, da Bornholms skarpretter døde, og bøddelindtægterne fik ham til at ansøge om det ledige embede. Det fik han og troede alt var godt. Henrettelsernes tid var da vist forbi, i hvert fald dér på øen. Men nej, han fik pålæg om at træde i funktion med bøddeløksen, blev grebet af panik og sagde skyndsomst sin stilling op. Henrettelsen måtte foretages af en kollega, hvorpå apotekeren igen søgte og fik skarpretterembedet med tilhørende løn. Heraf måtte han dog forpligte sig til at betale den københavnske mestermand en årlig sum for at stå til rådighed i givet fald.

Som tiden gik, og fagvidenskaben gjorde fremskridt, trådte bødler og barberers lægeindsats i baggrunden, og i løbet af 1800-årene forsvandt den helt - for skarpretternes vedkommende sammen med selve standen. Som en af de sidste skarpretterlæger kan nævnes Jochum Henrik Stengel i Odense, der foretog mængder af koppe-vaccinationer. Jo, der blev høstet på lægernes ager, og nogle vil måske mene, at det gør der endnu den dag i dag.