Over sø og land

Et spørgsmål melder sig: Hvordan har man fået de store skibsskrog transporteret til gravpladsen og anbragt på deres endelige plads, mere eller mindre dybt nedgravet i undergrunden? For studiet heraf er Sutton Hoo-fundet bedst egnet. Lad os derfor koncentrere os om det og for en gangs skyld se bort fra det kostbare gravudstyr, der har gjort dette fund så berømt.

Sutton Hoo ligger i East Anglia, nær Deben-flodens munding. På et plateau oven for flodbredden befinder sig en gruppe høje, hvoraf to har vist sig at indeholde fartøjer, det ene af bådstørrelse, det andet et skib, nemlig det, som her skal omtales. Det lå som sagt under høj, men i en »skibsformet« grube, gravet ca 2,5 meter ned i undergrunden, hvilket vil sige, at kun stævnenes spidser kan have raget op over den oprindelige markflade. For at få skibet fra floden til plateauet har det skullet transporteres op over en skråning med en stigning på i gennemsnit ca 3 grader, på det stejleste sted, der strækker sig over ca 140 meter, dog ca 6 grader, hvilket er stejlere end en normal skandinavisk garagenedkørsel. Hvor meget vejede da det skib, som skulle slæbes op ad denne bakke?

Skrogets totale længde synes at have været noget over 27 m, største bredde 4,5 m og dybden 1,5 m. Bordplankernes tykkelse har ligget omkring 2,5 cm, men dertil kommer 28 kraftige spanter. Til sammenligning tjener, at en kopi, som er bygget af en homerisk galej med en længde af 18 meter, vejer 8 ton. Eftersom det engelske skib, hvad længden angår, forholder sig til galejen som 3 til 2, og eftersom et skrogs vægt er proportionalt med kvadratet på længden, »bør« Sutton Hoo-skibet have vejet 18 ton – eller snarere mere, da det i modsætning til galejen gennemgående var kraftigt bygget.

Der blev ikke fundet spor af mast eller mastefod, men det gjorde der heller ikke i det danske Ladbyskib, som ikke des mindre synes at have været sejlførende, idet fire par jernringe på rælingen er tolket som fæster for mastens tovværk. Mere sigende er det, at Sutton Hoo-skibet havde en flad kølplanke i stedet for køl og derfor næppe har kunnet bære sejl, men har måttet drives fremad alene med årer. Åretolde er ikke bevaret, men da spanterne sidder med ca én meters mellemrum, må afstanden mellem åretoldene have været det samme, hvilket er betydeligt mere, end man finder det i de nordiske vikingeskibe. I det 27 m lange skib må afstanden mellem forreste og bageste åretold have været omkring 19 m, hvilket svarer til 20 par årer. Til sammenligning tjener, at det ca 23 m lange og meget lettere Nydamskib blev roet med 15 årepar. (Fig. 1)