Ornamentalt tilbageblik

Et område af sidstnævnte art finder man langs nordsiden af Limfjorden i egnene vest for Fjerritslev. Nu hindrer snorlige diger oversvømmelser af de opdyrkede engarealer, men forhen var der krogede fjordarme med talrige småøer. Her er der langt mellem oldtidslevnene, men for netop et år siden kunne der sættes endnu et kryds på fundkortet over denne egn, nemlig nogle få hundrede meter syd for landsbyen Klim. Det drejer sig om en løst opsamlet genstand forarbejdet af hjortetak. Dens overflade er dækket af indridsede ornamenter af så fin og sjælden karakter, at der på Nationalmuseet ikke var tvivl om, at danefæ-bestemmelserne om »rare ting« skulle finde anvendelse.

Det krumme hjortetaksstykke er 13 cm langt med næsten cirkulært tværsnit og på midten en gennemboring, ligeledes cirkulær, men med en firkantet tilskæring i den ene side. Enderne er lidt primitivt tildannet, som om der først har været skåret for med en kniv, inden saven blev taget i brug. Overfladen er præget af slid, men de indridsede figurer kan tydeligt udskilles. Der er ikke tale om tilfældige kradserier. Hjortetak er et hårdt materiale at arbejde i, og indridsningerne er omhyggeligt og sikkert udført. Teknisk har man arbejdet på den måde, at man på forhånd har indboret en række punkter, som derefter er blevet forbundet med krumme eller rette linjer, der er ridset eller snarere graveret med et skarpt instrument.

Men hvad forestiller nu disse figurer, hvor gamle er de, og hvorfor er de anbragt på denne stump hjortetak? De to første spørgsmål kan besvares med nogenlunde sikkerhed, det sidste kun med gætteri.

Hjortetakkens tegninger er alt andet end naturalistiske. Det er ornamentik, men den danner ikke, som man vel kunne vente, et samlet hele til stykkets forskønnelse, der er tale om en række enkeltmotiver, som om stokken var en slags prøveklud (Fig. 1, Fig. 2). Om billedernes tilhørsforhold er der ingen tvivl, det falder i oldtidens slutning, nær overgangen til middelalder. Netop de dekorative mønstre har i løbet af jernalderen gennemgået en spændende udvikling. Af naturalistiske dyrefremstillinger i århundrederne efter Kristi fødsel opstår dyreornamentikken. Slanke kroppe og lemmer kryber som bånd over fladerne, slynger sig ind i hinanden til de særeste figurer, hvor udgangspunktet, dyremotivet, kan være svært at skelne. Lokale varianter opstår og tager føringen efter tur: Borrestil, Mammenstil, Ringerikestil, Urnesstil, og hvad de nu hedder – indtil det hele ved overgangen til middelalderen opgives til fordel for den romanske planteornamentik, hvis blide ranker erstatter de barske dyrekroppe i bedste overensstemmelse med religionsskiftet, der samtidig finder sted. Også på anden måde sætter overgangen fra asatroen til kristendommen sig spor, nemlig i den symbolverden, som væver sig ind i ornamentikken. Det mærkelige ved tegningerne på Klim-stokken er, at de på engang illustrerer mange sider af dette brogede billede.