Ormen

Snogen trives endnu over hele landet; hugormen derimod har trukket sig tilbage til et usikkert reservat i den vigende jyske hede. Før i tiden var hugormebid ingen sjældenhed, men man havde råd på rede hånd. Man kunne lægge en skrå på såret, eller man kunne indtage en uappetitlig modgift bestående af urin eller tørret hugormekød. Hugormen blev altså bekæmpet med sig selv, men den måtte også lægge krop til kure af anden art. En usikker elsker tog for eksempel en hugormetunge i munden, før han kyssede pigen; så var han sikker på at se sine følelser gengældt.

Hugormen slog man ihjel; men snogen så man gerne i og ved sit hus, for det betød velstand. Der fortælles om snoge i sengehalmen og om snoge, som drikker af børnenes mælkefad, og man vidste, at de om natten sneg sig ind og malkede køerne. Det var en kendt sag, at en snog eller hugorm i en snæver vending kunne bide sig selv i halen og trille hen ad vejen som et hjul. Var man heldig, kunne man møde snoge- eller hugormekongen. Den var meget stor, havde manke og krone på hovedet. Slog man den ihjel og spiste kødet, blev man synsk, kunne se kalven i koen, barnet i moders liv og syv alen ned i jorden. Måske er denne ormekonge efterkommer af de fabelorme, vi kender fra den sene oldtids sagnverden. Man kan fristes til at tro, at der går en lige linje fra den fornævnte forestilling tilbage til sagnet om Sigurd, der dræber ormen Fafner, steger dens hjerte og får ormeblod på tungen. Derved oplades hans øre for fuglenes tale, og han kommer til kundskab om den onde smed Regins svigefulde anslag.