Oprustning

Ved sin kroning 1596 rådede den unge konge – han var nitten år – over et ganske betydeligt arsenal, men særlig tidssvarende var det ikke. Det artilleri, Christian arvede fra sin far, hørte fortiden til og var samlet sammen ved tilfældige indkøb og erobringer. En stor del af kanonerne var af ganske høj alder, mange fra begyndelsen af 1500-tallet. Der var både for- og bagladekanoner, nogle af jern, andre af bronze og i et utal af størrelser og konstruktioner. Under den Nordiske Syvårskrig 1563-70 var beholdningen blevet suppleret med en stor mængde støbejernskanoner indkøbt i England. Alt dette skyts var fordelt på de store rigsfæstninger øst for Øresund, på orlogsflådens skibe samt på Tøjhuset i København, der var rigets hovedarsenal. At store mængder skyts var samlet i hovedstaden, kan ikke undre. Her udrustedes flåden, Nordens største, og herfra kunne skyts hurtigt sendes ud til fæstningerne, når det var nødvendigt.

Selve ordet »tøjhus« har intet med tøj at gøre. Ordet dækkede i datiden over krigsmateriel af enhver art. Ofte brugtes også betegnelsen arkeli. På Tøjhuset fandtes alt, hvad der hørte til den militære udrustning; ikke blot kanoner, men også skydevåben, blankvåben, hjelme, rustninger, hakker, skovle og andre befæstningsredskaber samt krudt og alverdens former for ammunition. Meget af dette stammede fra udlandet, men Danmark var også selv leveringsdygtig. Kanoner støbtes på de kongelige stykkestøberier i København eller Helsingør, rustninger fabrikeredes hos plattenslagerne, medens krudt og kugler leveredes fra den kongelige krudtmølle i Valby uden for København og fra jernhytten i Lund.

Den øverste chef for Tøjhuset var kongen selv; han udstedte alle ordrer om, hvad der skulle udleveres. På kronens fæstninger og skibe varetoges skytsbetjeningen af professionelle bøsseskytter. Disse hvervedes ligesom hele den øvrige hær i denne periode fra udlandet, fortrinsvis Tyskland. Fra bøsseskytte kunne man arbejde sig op til fyrværker, med ansvar for bomber og granater, og i heldigste fald til arkelimester på Tøjhuset i København eller på en af rigets fæstninger. Arkelimesteren på Tøjhuset var den øverste ansvarlige for rigets skyts og beholdninger af våben. Ligesom lens- mændene på kronens fæstninger måtte han stå til regnskab for alle ind- og udførsler og skulle én gang årligt udarbejde en nøje fortegnelse over, hvad der fandtes i beholdningerne. Som vor egen tids militære redskaber repræsenterede kanonerne jo den højeste og dyreste teknik, man rådede over, og Tøjhusets forhold var underkastet nøje kontrol.

Faktisk er selve ordet »kanon« et moderne udtryk. På Christian 4.s tid anvendte man i stedet en lang række betegnelser, der havde til formål at beskrive størrelsen af den pågældende kanon; det var jo den, der betingede anvendelsesmulighederne. Størst var »kartoverne«, med en kuglevægt op til 30-40 pund, fulgt af de mindre »slanger« og de mindste »skerpentiner« og »falkonetter«. Slangerne var kanoner af exceptionel længde, da man på den tid troede, at lange kanoner skød både længere og mere præcist end korte. Kanoner af bronze var de mest eftertragtede på grund af materialets sejhed. Støbejernskanoner var både klodsede og tunge, da det usmidige jern havde en tendens til at springe, og de derfor måtte gøres langt sværere end de tilsvarende af bronze. Desuden var de ikke på samme måde som bronzekanoner egnede til dekoration, men de var billige, og anbragt på fæstninger eller om bord på skibe spillede vægten en mindre rolle. Man må nemlig gøre sig klart, at kanoner på denne tid først og fremmest var fæstnings- og skibsskyts. Et feltartilleri i moderne forstand var endnu ikke udviklet; det var kun i tilfælde af belejringer, man slæbte kanoner i marken. I felten var der også alt for stor risiko for, at det kostbare skyts gik tabt.