Oprøret i Jelling

Det var gennem de store, af Ejnar Dyggve ledede, udgravninger i 1940’erne, at Jelling for alvor kom under Nationalmuseets vinger; de er senere blevet bredere – en for menigmand noget uigennemskuelig blanding af museums- og fredningsvæsen, hvortil er føjet et »Jellingudvalg« med særlig bemyndigelse til at tage sig af byens opdragelse. Det første, man gik i lag med, var en stor og meget rigoristisk frilæggelse af højene, en hel bydel blev slettet af landkortet, og selv om det naturligvis fik de to jordværker til at præsentere sig bedre, forekommer indgrebet unødig brutalt og egnet til at vække den lokale modvilje. En enkelt bygning blev dog sparet, den skulle, hed det sig, indrettes til museum. Det var rigtigt tænkt – de mange, der besøger Jelling, har krav på at få at vide, hvad det egentlig er, de ser – men resultatet blev et pædagogisk misfoster, en lektion i smagløshed og en opvisning i manglende stavefærdighed, som må have vakt opsigt i en by, hvor der uddannes lærere (se Skalk 1969:4). Denne parodi på en museumsudstilling blev stående en halv snes år, hvorefter man tog den ned og erstattede den med en billedopsætning, som i det mindste er stueren, men som slet ikke lever op til de krav, man må stille til et Jellingmuseum. En god ide er blevet grundigt tabt på gulvet.

Der er andre anstødssten i Jellingsagen, ja de danner ligefrem række og geled. Det blev ved Dyggves udgravning i 1940’erne påvist, at den sydlige høj er bygget over spidsen af en kæmpemæssig stensætning, der har strakt sig op mod Nordhøjen, over det, som nu er kirkegård, uden at man dog helt sikkert kan sige, hvordan forløbet har været. Dyggve selv kaldte den et »vi« og mente, at den i form af et V har gabt over omtalte Nordhøj, men en anden arkæolog, P. V. Glob, gik ind for en skibssætning med nordstævn i foden af Nordhøjen, svarende til andre stenskibe vi kender (Skalk 1969:4). En tredje mulighed er fremført af undertegnede (Skalk 1970:2), nemlig at den postulerede skibssætning udgik – ikke fra Nordhøjen, men fra den ældre gravhøj, som Nordhøjen er bygget over; der blev ved udgravning i 1861 fundet store sten langt inde i højmassen, netop hvor stævnen kan tænkes at have været. Ingen af de tre teorier kan siges at være endeligt bevist, men de fleste hælder dog nu til skibssætningstanken. – Rundt om på og ved kirkegården er i tidens løb fundet mange store sten, hvoraf nogle utvivlsomt stammer fra stenanlægget. De optog Dyggve stærkt, og i begyndelsen af 1950’erne lod han med Nationalmuseets billigelse en del af dem opstille i to rækker fra Sydhøjen op mod Nordhøjen – naturligvis i overensstemmelse med hans egen dengang almindeligt anerkendte teori. Den er som sagt ikke længere i kurs, så nu vil Nationalmuseet have rækkerne fjernet igen eller i det mindste omlagt, hvad mange Jellingboere er imod; de synes vel, at denne valsen rundt med tonstunge sten i takt med skiftende teorier minder lidt for meget om minister Hækkerups stænklapper. For den almindelige besøgende spiller stenenes millimeterplacering i øvrigt ingen rolle; som de nu står, opfylder de deres formål, at give en forestilling om Jellings tredje, nu forsvundne, underværk (Fig. 1, Fig. 2).