Operahus

Tidligere var der kun blevet sunget arier på dronning Sophie Amalies pragtslot, som bar hendes navn: Sophie Amalienborg. På slottet havde hoffet indrettet et lille teaterrum, comediesalen, til skuespil, ballet og musik. I anledning af Christian 5.s fødselsdag i 1689 blev der for første gang i Danmark opført en opera i en interimistisk træbygning, som indvendig var dekoreret som en duftende grøn løvsal med guldæbler, citroner og 800 olielamper. Da man fire dage senere ville gentage operaen for det københavnske publikum, eksploderede en af lamperne under forestillingen og antændte træbygningen, der hurtigt nedbrændte. Mere end 170 operagæster omkom (se Skalk 1998:5). Branden var så kraftig, at den bredte sig videre til slottet, hvis nordlige fløj brændte. I 1697 blev slottet nedbrudt, og de byggematerialer, der kunne genanvendes, blev brugt til opførelsen af både Garnisonskirken på Sankt Annæ Plads og operahuset på hjørnet af Fredericiagade og Bredgade.

I hver sin ende af den 63 meter lange bygning, som endnu eksisterer, kan man se hvælvede kældre, der i dag rummer henholdsvis et køkken og et nævningerum. Det er nævningerummet ud mod Bredgade, som er interessant. For her er krydshvælvet centreret omkring en stensøjle, som består af en middelalderlig trapezformet kapitæl af granit og et yngre søjleskaft. Denne type søjlekapitæl var almindelig omkring 1200, og den kan sagtens stamme fra et københavnsk byggeri, men den kan også være bragt hertil udefra. Hvis vi forestiller os den første mulighed, kan søjlehovedet stamme fra et gejstligt eller verdsligt stenhus. Eller måske endda fra en af de finere bygninger på Absalons Borg. Vi ved ikke hvor meget, der kunne genbruges fra Absalons Borg til Københavns Slot fra slutningen af 1300-årene, efter at borgen var blevet nedrevet i 1369. Men Københavns Slot blev gennem tiden udsat for adskillige ombygninger, og måske har en bygmester haft adgang til et materiallager ved slottet, hvor han kunne købe eller hente en søjle og en kapitæl til den fine hvælvede kælder.