Onde øjne

Det har fra gammel tid været og er endnu i dag en udbredt opfattelse, at visse personer har »onde øjne«, det vil sige, at de kan fortrædige deres medmennesker, ja måske ligefrem tage livet af dem, blot ved at se på dem. Til beskyttelse mod sådanne skadevoldere haves amuletter af forskellig art, og her spiller glasset en vigtig rolle. Et simpelt glasskår er anvendeligt, men det kan man skære sig på, så små tildannede glasting som for eksempel perler er mere egnede. Glasmagien er vidt udbredt i Middelhavslandene, det Nære og Mellemste Østen og dele af Afrika - især i de egne, hvor Islam er den fremherskende religion. Det er glassets opgave at opsuge og neutralisere den farlige øjenkraft. Perlerne kan optræde mange sammen som perlebroderi eller i form af kæder, men også enkeltvis og da som regel i lidt større udgaver og undertiden - navnlig i Tyrkiet - af form og farve som øjne. Det ser smukt ud, og det er i det hele taget typisk, at man ikke på grund af perlernes magiske virkning har glemt deres skønhedsværdi. De to ting er i øvrigt ikke uden forbindelse: amuletten skal bæres synligt, så den så hurtigt som muligt fanger fjendens opmærksomhed. Det er det første blik, der er det farlige, ved det andet er noget af kraften gået tabt.

Også i Danmark har man troet på blikkets skadevoldende muligheder, men går denne tro tilbage til oldtiden, og har den glasmagiske forbindelser? Har de glasperler, vi finder så talrigt, tjent som andet end pynt? Det er svært at svare på med kun sparsom hjælp af skriftlige kilder, men visse antydninger har vi dog. Fra Mellemøsten ved vi, at ammende mødre og spædbørn er særligt udsatte for øjenmagi, og at man derfor syr små blå glasperler eller særlige ondtøjeperler fast på børnenes tøj - både undertøj, trøjer og overtøj. I danske småbørnsgrave fra jernalderen finder man ofte nogle få glasperler. Det er tænkeligt, de har haft en lignende funktion. (Fig. 3)

I sværdfund fra jernalderen optræder undertiden perler nær sværdfæstet (enten en enkelt større eller nogle få mindre) – de må på en eller anden måde have været bundet til fæstet eller måske snarere til skeden. De danske eksempler er ikke særligt mange, men nede i Mellemeuropa bliver fundene talrigere, og de fortsætter østover. Det er sandsynligt, der er tale om amuletter til beskyttelse af de vigtige våben.

Fra den ældste nordiske litteratur ved vi, at onde øjne i hvert fald op mod oldtidens slutning var noget kendt og frygtet, og at det ikke mindst var sværdene, man skulle passe på; de kunne gøres sløve og ubrugelige i kamp. For at undgå det, måtte man udfolde al sin snedighed. Da Sturlaug skulle i holmgang med Kol Krappe, bad denne om at se hans sværd. Sturlaug rakte det frem, og Kol sagde: »Med dette sværd vinder du ikke over mig«. Sturlaug kastede da sværdet, trak et andet, som han havde haft skjult på sig, og dræbte Kol. Fielt tilsvarende historier kendes fra flere andre kilder, både danske og islandske. Ifølge Svarfdælasaga blev Thorstein rådet til at skjule det sværd, han skulle bruge mod bersærken Molde, fordi denne døvede alle våben med sin øjenkraft. Det samme råd fik Gunnlaug Ormstunge, da han skulle i kamp med Thororm. Kongen advarede Gunnlaug mod Thororms sværdsløvende blik og gav ham et ekstra våben, som han kunne have i baghånden, og det brugte han. Om de onde øjnes virkning, når de fik lov at udfolde sig frit, kan man læse i Gretter den Stærkes Saga. Gretter ville befri egnen for en plagsom genganger, Glam, og kæmpede en hel nat mod ham. Under kampen kom månen et øjeblik fri af skyerne, og i skæret så Gretter ind i Glams øjne, som lammede ham med rædsel. Resten af sit liv plagedes han af mørkeangst, hans styrke svandt, og fjenderne fik omsider bugt med ham.

Det var, som vi har set, ikke mindst sværdene, øjenmagien var virksom overfor, så det må være tilladeligt at tolke sværdperlerne som disse våbens beskyttere. Om de almindelige perler, vi kender så talrigt fra jernalderen, ved siden af smykkeeffekten har haft en lignende funktion, kan ikke siges med sikkerhed, men det er en oplagt mulighed. (Fig. 4)