Onde øjne

Det har fra gammel tid været og er endnu i dag en udbredt opfattelse, at visse personer har »onde øjne«, det vil sige, at de kan fortrædige deres medmennesker, ja måske ligefrem tage livet af dem, blot ved at se på dem. Til beskyttelse mod sådanne skadevoldere haves amuletter af forskellig art, og her spiller glasset en vigtig rolle. Et simpelt glasskår er anvendeligt, men det kan man skære sig på, så små tildannede glasting som for eksempel perler er mere egnede. Glasmagien er vidt udbredt i Middelhavslandene, det Nære og Mellemste Østen og dele af Afrika – især i de egne, hvor Islam er den fremherskende religion. Det er glassets opgave at opsuge og neutralisere den farlige øjenkraft. Perlerne kan optræde mange sammen som perlebroderi eller i form af kæder, men også enkeltvis og da som regel i lidt større udgaver og undertiden – navnlig i Tyrkiet – af form og farve som øjne. Det ser smukt ud, og det er i det hele taget typisk, at man ikke på grund af perlernes magiske virkning har glemt deres skønhedsværdi. De to ting er i øvrigt ikke uden forbindelse: amuletten skal bæres synligt, så den så hurtigt som muligt fanger fjendens opmærksomhed. Det er det første blik, der er det farlige, ved det andet er noget af kraften gået tabt.

Også i Danmark har man troet på blikkets skadevoldende muligheder, men går denne tro tilbage til oldtiden, og har den glasmagiske forbindelser? Har de glasperler, vi finder så talrigt, tjent som andet end pynt? Det er svært at svare på med kun sparsom hjælp af skriftlige kilder, men visse antydninger har vi dog. Fra Mellemøsten ved vi, at ammende mødre og spædbørn er særligt udsatte for øjenmagi, og at man derfor syr små blå glasperler eller særlige ondtøjeperler fast på børnenes tøj – både undertøj, trøjer og overtøj. I danske småbørnsgrave fra jernalderen finder man ofte nogle få glasperler. Det er tænkeligt, de har haft en lignende funktion. (Fig. 3)