Om hattens rette brug

Hvor stor tilslutning foreningen fik, kan ikke siges. Den fik i alt fald ikke ændret hilseskikken radikalt. Endnu i den seneste takt og tone-håndbog, der udkom i København 1967, fastslås det, at »en herre skal tage hatten af, når han hilser på en dame, på en der er ældre end han selv, og på en der er mere fremstående«. Dog kan han, tilføjes det, indskrænke sig til at nikke venligt og udføre en hilsende håndbevægelse. Hilseskikken er med andre ord under nedbrydning.

Ud over at dække hovedet mod vejrets omskiftelser har hovedtøjet således en række andre funktioner, blandt andet den at kunne udtrykke høflighed, ærbødighed eller ligefrem underdanighed over for overmænd. Vi omtalte den yngste takt og tone-håndbog, men hvad siger den ældste? Som sådan kan vi for vor del af Europa regne det norske skrift Kongespejlet, som stammer fra tidlig middelalder; her forklares, hvordan man skal gå frem for kongen: »I forvejen skal du have kæmmet dit hår glat og strøget dit skæg; du skal hverken have hat eller hue eller hætte på hovedet, men du skal med bart hoved og bare hænder gå frem for høvdingen med venligt ansigt og vel renset legeme og lemmer«. I tidens løb blev denne optræden i kongens nærværelse mere og mere udpenslet i enkeltheder. Kun nogle få højadelige slægter hævdede som et privilegium at måtte beholde hatten på, når kongen var til stede.

Var sagen således ganske klar, når det drejede sig om over- og undermænd, stillede den sig mere delikat, når det gjaldt ligemænd, hvor trods alt nogle var mere lige end andre. Problemet opstod blandt andet ved ambassadørmodtagelser, hvor diplomaten direkte repræsenterede sin fyrstelige herre. Hofordningeme indeholder detaljerede bestemmelser om fremgangsmåden. Da den moskovitiske ambassadør i 1701 søgte foretræde for Frederik 4., ønskede han, at kongen ville tage hatten af, når czarens brev overraktes ham. Og hør blot, hvordan det gik til, da Hannibal Sehested som ambassadør for Frederik 3. blev modtaget i audiens af den spanske konge: Ambassadøren trådte frem med hatten på og ville ikke blotte hovedet, »før han så, at kongen gjorde en bevægelse med sin arm, da tog de begge på een gang hatten af og satte den straks på een gang på igen«.

Hatten havde i sådanne situationer afgjort politisk betydning, ja den kunne ligefrem få sit eget liv, løsgjort fra sin bærer, som det kendes i sagnet om Vilhelm Tell og den svejtsiske frihedskamp mod det østrigske herskerhus Habsburg. Habsburgernes landfoged Hermann Gessier havde uden for kirkedøren i Altdorf anbragt en hat på en stage som symbol på det habsburgske herredømme over landet og krævede, at hele den svejtsiske landbefolkning skulle vise hatten underkastelse ved at blotte hovedet, når man gik forbi den. Da Tell nægtede det, fik han til straf for sin ulydighed befaling til at skyde et æble af sin lille søns hoved. Episoden er et vandresagn, kendt herhjemme fra Saxos fortælling om Palnatoke, men her uden hattehistorien. Den opstillede hat fik imidlertid senere anvendelse i dansk politik, nemlig efter krigen 1848-50, hvor en ny arvefølgelov, som på det nærmeste var os påtvunget af stormagterne skulle til godkendelse. Slagordet blev »den europæiske nødvendighed«, af modstanderne symboliseret ved hatten på stagen (Fig. 1, Fig. 2).